søndag den 30. december 2007

GODT NYTÅR!

GODT NYTÅR TIL JER ALLE
Med solen, der går ned bag klosteret, går dagen den 31/7 på held. Det samme gør året 2007. Men i morgen står den op foran klosteret. Og lur mig, om den ikke bringer os en ny dag og et nyt år. Tak for alt godt i det gamle år. Og tak til alle Jer, der gider hoppe med mig ind i det nye. Det gamle år såvel som det nye var og er i Guds hånd. Og det er ikke den værste hånd, man kan være i! Så der er grund til at glæde os!

Langt væk og nær


På sådan et kloster kan man opleve sig så underligt langt væk fra det hele. Der gik hele to dage, førend jeg hørte om attentatet mod Benazir Bhutto og hendes død. Men det siger mere om min isolation end om munkenes, da de på det tidspunkt allerede havde bedt for situationen i Pakistan i flere døgn. Men når man hører om sådan et attentat i et land, der besidder atomvåben, så kan man blive så forfærdeligt bekymret. For hvad venter os i det nye år? Krige? Terror? Økonomisk ruin? Økologisk katastrofe? Eller blot endnu et selvcentreret leverpostejsfarvet år med DSB-forsinkelser, hvor mad, mere velfærd til os selv og skattelettelser er det eneste, der virkelig optager os. Stalinhar efter sigende sagt, at et menneskes død er en tragedie, men en million menneskers død er statistik. Må Gud i 2008 give os mindre statistik og flere tragedier! Tragedier, vel at mærke, med udgangspunkt i den kærlighed, der er udadrettet og deltagende, når det gælder andre menneskers lidelse og død. Ja, må Gud også give os engagement og kærlighed, der rækker langt ud over vore egne smålige og egoistiske interesser. Har vi denne kærlighed og denne interesse, da er intet eller ingen langt væk fra nogen som helst af os!

fredag den 28. december 2007

Unge engageret i Kirkens sociale arbejde

”For young people, … widespread involvement in (in charitable activity) constitutes a school of life, which offers them a formation in solidarity and in readiness to offer others not simply material aid but their very selves. The anti-culture of death, which finds expression in for example in drug use, is thus countered by an unselfish love, which shows itself to be a culture of life by the very willingness to “lose itself … for others.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 30.

Kærlighed til de svageste - noget helt fundamentalt for Kirken.

“The Church’s deepest nature is expressed in her three-fold responsibility: of proclaiming the word of God (kerygma-martyria), celebrating the sacraments (leitourgia), and exercising the ministry of charity (diakonia)… The Church can never be exempted from practising charity as an organized activity of believers, and on the other hand, there will never be a situation where charity of each individual Christian is unnecessary, because in addition to justice man needs, and will always need, love.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 25 + 29.

torsdag den 27. december 2007

Retfærdige sociale strukturer alene gør det ikke

”… the claim that just social structures would make works of charity superfluous masks a materialist conception of man: the mistaken notion that man can live “by bread alone” … a conviction that demeans man and ultimately disregards all that is specifically human.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 28.

Kirken og det politiske liv

”This is where Catholic social doctrine has its place: it has no intention of giving the church power over the State. Even less is it an attempt to impose on those who do not share the faith ways of thinking and modes of conduct proper to faith. Its aim is simply to help purify reason and to contribute, here and now, to the acknowledgment and attainment of what is just. The Church’s social teaching argues on the basis of reason and natural law, namely, on the basis of what is in accord with nature of every human being.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 28.

Pave Benedikt versus Søren Krarup

Søren Krarup begrænser som bekendt næstebegrebet og den etiske fordring, hvad angår næsten, til den næste eller den nabo, som er lige ved siden af mig. Pave Benedikt medgiver, at vi ikke kan tage os af alle. Det er for abstrakt et ansvar. Men, siger han så, vi har et ansvar for alle dem, som vi kan gøre noget for. Han skriver: ”Anyone who needs me, and who I can help, is my neighbour. The concept of “neighbour” is now universalised, yet it remains concrete.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 15.

Politik, retfærdighed og etik

“Politics is more than a mere mechanism of defining the rules of public life: its origin and its goal are found in justice, which by its very nature has to do with ethics.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 28.

Vandretur med munkene

Munkene spiser sammen, beder sammen, fejrer messe sammen, arbejder sammen, organiserer dagligdagen sammen, slapper af sammen og går – åbenbart - tur sammen. Og i dag var det tid til den ugentlige fælles vandretur. Også jeg var blevet inviteret med. Iklædt deres tygge kutter og iført støvler og vandresko mødtes de foran kapitelsalen. De store lommer blev tanket godt op med alt det juleknas, som de havde fået foræret. Snart efter var vi af sted. Det gik over stok og sten med en forbavsende fart. Br. Meinnard havde planlagt ruten. En herlig ældre gut med begge sine hvide ben solidt plantet på jorden eller skal vi sige i mudderet (se billede). Han har en solid arbejderklassebaggrund og –accent og har ansvaret for klosterets værksted og biler. Det var en helt igennem fornøjelig eftermiddag. Og hjemme ventede varm te, julebag og flammende pejs.

Munke på vandretur - 2





onsdag den 26. december 2007

Guds kærlighed og eukaristien

I eukaristien drages vi ind i Jesu offer, i Jesu given sig selv totalt for os og for verden. I eukaristien bliver vi et legeme fuldstændig forenet i den samme eksistens. Herudfra bestemmes vores etik og vores handlemåde. Benedikt skriver: ”Communion draws me out of myself towards him (Kristus), and thus also towards unity with all Christians… Faith, worship and ethos are interwoven as a single reality, which takes shape in our encounter with God’s agape… Eucharistic communion, includes the reality both of being loved and of loving others in turn.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 14.

Eros og ægteskab - monoteisme and monogami

Eros forstået som tiltrækning, forelskelse, lidenskab og valg er givet os fra Skaberens hånd og er derfor god. Den fører mennesket frem til ægteskab, som er en pagt og et bånd, der både er unikt og definitivt. Det er med sigte på ægteskabet, at eros har sin dybeste formål og mening. Bave Benedikt fortsætter: “Corresponding to the image of a monotheistic God, is monogamous marriage. Marriage based on exclusive and definitive love becomes the icon of the relationship between God and his people and vice versa. God’s way of loving becomes the measure of human love. This close connection between eros and marriage in the Bible has practically no equivalent in extra-biblical literature.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 11.

Gud versus Gud

Gud er kærlighed. Men Gud er også retfærdighed. Og disse to aspekter ved Gud er i konflikt, når han ser sit elskede folk vende sig bort fra ham og er ham utro. Retfærdigheden byder ham at straffe si folk. Kærligheden byder ham at forbarme sig over det. Her er det Guds kærlighed som tilgivende agape-kærlighed kommer ind. Da hans udvalgte folk svigter ham, siger han: ”Jeg fuldbyrder ikke min harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et menneske, hellig udi din midte…” (Hosea 11,9 gl. oversæt.).

Pave Benedikt skriver: ”God’s passionate love for his people – for humanity – is at the same time a forgiving love. It is so great that it turns God against himself, his love against his justice. Here Christians can see a dim prefigurement of the mystery of the cross: so great is god’s love for man that by becoming man he follows him even into death, and so reconciles justice and love.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 10.

"His death on the cross is the culmination of that turning of God agains himself in order to raise man up and save him. This is love in its most radical form.” Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 12.

Guds kærlighed som eros og agape

Et skrift, som jeg for længst burde have læst og nu har fået læst, er Pave Benedikts rundskrivelse om kærlighed Deus Caritas Est. Pave Benedikt skriver i denne, at Gud har en lidenskabelig kærlighedsforhold til sit folk – en eros kærlighedsforhold. Det er en personlig kærlighed. Det er en kærlighed, der vælger og udvælger sig et folk. Og når profeterne Hosea og Ezekiel beskriver Guds lidenskab i forhold til sit udkårne folk, viger de ikke tilbage for at bruge stærke erotiske billeder.

Så Guds kærlighed til sit folk kan siges at være fuld og helt eros, men den kan også siges at være fuldt og helt agape, for så vidt at han elsker sit folk Israel med henblik på at frelse hele menneskeheden. I sin agape-kærlighed elsker han uden grund, uden den elskede på forhånd har gjort sig fortjent til det. Ja, sin agape-kærlighed elsker han den, der alt for ofte er temmelig uelskværdig. Guds agape-kærlighed er derfor også en tilgivende kærlighed. Jf. Pave Benedikt den 16., Deus Caritas Est, 9.

tirsdag den 25. december 2007

Jul på klosteret - 2

Jeg var i seng omkring kl. 3.00 og oppe igen kl. 6.00 til morgenbøn efterfulgt af julemorgenmesser. Siden fulgte den egentlige juledagsmesse. Igen var der masser af mennesker. Og endelig kl. 13.00 var der tid til julemiddag.

Ved siden af abbeden! Bordene var sat sammen og pyntede. Det var en festdag. Ingen stilhed under måltidet. Der måtte tales! Og hvor skulle jeg sidde. Jo, ”sæt dig højere op, min ven”. Ved siden af selveste abbeden! Han, som aviser mener, er én af kandidaterne til at blive den næste kardinal af England. Et meget vist menneske, kulturelt dannet, ydmyg og meget lattermild. Og det blev min plads også de næste par dage. Jeg var godt underholdt!

Måltiderne på klostret er normalt spartanske og vegetariske. Kun vand bliver der serveret dertil. Men i juledag og Sankt Stefans Dag blev der serveret indtil flere kødretter med alt muligt lækkert til Gode vine var der også at få. Men øllene imponerede mig dog mest. En julegave fra et lokalt økologisk mikrobryggeri. De bedste jeg længe har smagt. Og så oplevede jeg langt om længe den oppustede overmætte følelse, som nok de fleste forbinder med julen. Det var tid til en middagslur.

mandag den 24. december 2007

Jul på klosteret

”Spis dig grundig mæt!” hviskede en munk til mig, da vi gik ind i refektoriet, ”det bliver det sidste ordentlige måltid, du får inden i middag juledag.” Sandt nok, vi fik vi kun lidt brød og ost til aftensmad. Dagen gik med oppyntning af kirke og fællesarealer. Indtil da havde der på grund af adventstiden ikke været så meget som et lille grangren, der kunne minde lidt om jul. Men nu gik munkene til gengæld amok. Plastik guirlander i de mest spraglede farver sammen med Kristjørn med videre. Lige kønt blev det ikke. Men der blev lagt energi i det. Efter aftenbønnen afløstes den hektiske aktivitet af en stille men intens venten. Himmelhvælvingen udenfor var smuk, frostklar næsten blå. Fra nær og fjern begyndte pilgrimme i alle aldre at træde ind i kirken. Kirken fyldtes. Men stilheden blev ikke brudt. Et helligt rum. Et helligt øjeblik!

Kl. 22.00 begyndte julevigilien. Som indledning blev sunget psalme 94 fra den gamle Testamente med antifoner mellem versene. Herefter fulgte i rap 6 andre psalmer, 4 sungne læsninger Esajas Bog, 6 psalmer, en prædiken af én af kirkefædrene (på engelsk), 3 sungne kantater fra Esajas, en prædiken mere fra en af kirkefædrene. Til sidst sang abbeden på latin hele Jesu slægtshistorie, sådan som den står at læse i Mattæus evangeliet. Vigilien blev afsluttet Benedicamus Domino – ”Lad os lovprise Herren.” Først herefter begyndte den egentlige messe. Alt var på latin på nær skriftlæsningerne. Stort set alt var sunget. Masser af klokker og velduftende røgelse og det helt store skrud til præsterne. Fredfyldt, majestætisk og flot var det. ”I dag blev vor kære frelser født,” som det hedder med en gammel salmes ord. Og det var vildt fedt for en gangs skyld at have fokus på dette ene. Der var en julenat, jeg aldrig vil glemme.

søndag den 23. december 2007

Frihed med sigte mod God. Uden Gud intet håb

“Thus where freedom is concerned, we must remember that human freedom always requires a convergence of various freedoms. Yet this convergence cannot succeed unless it is determined by a common intrinsic criterion of measurement, which is the foundation and goal of freedom. Let us put it very simply: man needs God, otherwise he remains without hope… Man’s great, true hope which holds firm in spite of all disappointments can only be God – God who has loved us and who continues to love us ‘to the end,’ until all ‘is accomplished’”. Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 23+27.

De små håb og det største

”… we need the grater and lesser hopes that keep us going day by day. But these are not enough without the great hope, which must surpass everything else. This great hope can only be God, who encompasses the whole of reality and who can bestow on us what we, by ourselves cannot attain. The fact that it comes to us as a gift is actually part of hope.” Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 31.

Guds rige er nærværende og gør hele forskellen

“His (God's) Kingdom is not an imaginary hereafter, situated in a future that will never arrive; his Kingdom is present wherever he is loved and wherever his love reaches us. His love alone gives us the possibility of soberly persevering day by day, without ceasing to be spurred on by hope, in a world which by its very nature is imperfect. His love is at the same time our guarantee of the existence of what we only vaguely sense and which nevertheless, in our deepest self, we await: a life that is ‘truly’ life.” Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 31.

Tro giver os noget håndgribeligt - drager fremtiden ind i nuet.

"Faith is not merely a personal reaching out towards things to come that are still totally absent: it gives something. It gives us even now something of the reality we are waiting for, and this present reality constitutes for us a “proof” of the things that are still unseen. Faith draws the future into the present, so that it is no longer simply a “not yet”. The fact that this future exits changes the present; the present is touched by the future reality, and thus the things of the future spill over into those of the present and those of the present into those of the future.” Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 7.

Dommedag, håb og det personlige ansvar

“From the earliest times, the prospect of the Judgement has influenced Christians in their daily living as a criterion by which to order their present life, as a summons to their conscience, and at the same time as hope in God’s justice. Faith in Christ has never looked merely backwards or merely upwards, but also forwards to the hour of justice that the Lord repeatedly proclaimed…

… there is a God, and God can create justie in a way that we cannot conceive, yet we can begin to grasp it through faith. Yes there is resurrection of the dead. There is justice. There is an ‘undoing’ of past suffering, a reparation that sets things aright. For this reason, faith in the Last Judgement is first and foremost hope… Is it not also a frightening image? I would say: it is an image that evokes responsibility…” Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 41+43+44.

Livet er en relationsforhold til ham, som er livet

”Life in its true sense is not something we have exclusively in or from ourselves: it is a relationship. And life in its totality is a relationship with him who is the source of life. If we are in relation with him who does not die, who is Life itself and Love itself, then we are in life. Then we live’” Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 27.

Hvad er det der bestemmer mig?

Hvad er det, der bestemmer mig? Pave Benedikt skriver: ”… it is not the laws of matter and of evolution that have the final say, but reason, will, love – a person … we are not slaves of the universe and of its laws, we are free… Life is not a simple product of laws and of the randomness of matter, but within everything and at the same above everything, there is a personel will, there is a Spirit who in Jesus has revealed himself as Love.” Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 5.

Håbet der får os til at plante et træ trods undergangen imorgen

Retræter er også en kærkommen mulighed for at få noget af det meget læst, som man ikke har haft tid eller overskud til at læse og reflektere over. Det første, jeg tog hul på, er Pave Benedikts nyligt udkomne rundskrivelse om håb Spe Salvi. Heri slår Benedikt fast: ”To come to know God – the true God – means to receive hope.” Det kristne budskab er ikke kun gode nyheder – ren information. Nej det er også performativ. Det er et budskab, der sætter i gang og får ting til at ske. Og det gør det, netop fordi det giver os håb og vision for, at der trods undergang og død eksisterer en morgendag. ”The one who has hope lives differently; the one who hopes has been granted the gift of a new life.” Det er dette nye liv, der ikke kan slåes ihjel, der giver os mod til at kæmpe for livet her på jorden. Jf. Pave Benedikt den 16., Spe Salvi, 4.

lørdag den 22. december 2007

Langt ude!

Det er meget langt ude! Stilheden er larmende. Øde, rå men smukt. Og her forenden af vejen ligger dette kloster. 22 gæve, sære, vise, fromme, alvorlige, asketiske og lattermilde munke i tykke hvide kutter af uld. Jeg misunder dem deres tykke klæder, for her er koldt. Radiatoren er for længst blevet min gode ven. Syv daglige bønner. Gregoriansk sang og på latin. Samt daglig messe. Også sunget. Også på latin. Ro. Taknemmelighed. Indre glæde. Og en masse tanker, dæmoner og fortrængte følelser og oplevelser, som presser sig på, vil bearbejdes og overgives til Gud. Hvor er det skønt at være her. Og en lille smule skræmmende! Tre uger med mig selv, Gud og en flok gæve munke er lang tid!

fredag den 21. december 2007

Ankomst til Pluscardon Kloster

”Jeg har kun været derude en gang før. Jeg ved ikke, om jeg kan finde det!” Den unge Taxi-chauffør virkede først lidt reserveret og tung i det. Det er siden gået op for, at sådan er de fleste heroppe i det nordlige Skotland. Men nysgerrig var han jo. Han spurgte, hvad jeg dog skulle lave ude på Pluscarden Abbey. På retræte! Jeg måtte forklare, hvad en retræte er. Hvad jeg lavede? Katolsk præst! Lang tids tavshed. Og så begyndte han at fortælle. Om kæresten, der snart måtte rejse væk pga. uddannelse. Om forældrene, der boede helt ud mod kysten. Og om drømmene, der fik ham til at smile. Alt imens blev vejene blev smallere. Og så pludselig var vi der. I nattetågen foran os rejste der sig silhuetten af en mægtig mørk gotisk bygning. Nej, jeg skulle ikke betale hele beløbet. ”Jeg er herre i min egen bil,” forklarede han. ”Men… men du må godt bede en bøn for mig. For det er vel den slags, du gør!?”

onsdag den 19. december 2007

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Billedet af juletræet er fra katedralen på Ely Island. Fr. Tony Philpot havde kørte mig igennem det vældige og den dag i dag temmeligt øde mose- og søområde for at komme ud til det, der engang var en ø. Katedralen er én af de smukkeste og mest imponerende, jeg har set. Den rejste sig majestætisk i tågerne. Og i selve kirkerummet var der en fantastisk glød og varme, der manede til stilhed og til bøn.

Men det var faktisk hverken dens prægtige ydre eller dens indre skønhed, der imponerede mig mest ved katedralen. Det var tværtimod dette, at mennesker – munke, nonner og lægfolk – for 800 år siden havde løftet øjnene mod himlen og haft fantasi, drømme og mod til at rejse så pragtfuldt og overdådigt et bygningsværk midt ude i et saa uvejsomt og vildt et sumpområde.

Man havde sågar hængt en lanterne op i den pragtfulde kuppel, så folk ude i det kæmpestore moseområde kunne finde vej til det sted, hvor syge og fattige kunne finde husly og søgende og forfulgte fred. Det var i sandhed et sted bygget til Guds større ære og andre mennesker til gavn.

Vi kunne godt bruge denne vilje til at løfte øjnene, disse drømme og denne fantasi og dette mod i dag. Alt er blevet så leverpostejsagtigt tåget. Alle mulige slags endetidsprofitier uden håb fordunkler vore sind.

Ideologierne – ikke mindst den materialistiske kommunistiske – er for længst brudt sammen. Kun få tror på, at de kan give os, hvad vi inderst inde længes efter. De såkaldte seksuelle frigørelse og traditionernes fald viste sig snarere at gøre os fattigere end rigere. Den rå liberalistiske materialisme har også spillet fallit. Heller ikke den har vist sig at være løsningen.

I en visionsløs og forstemmende valgkamp lovede politikerne os godt nok enten mere velfærd eller skattelettelser ellers også lidt begge dele. Men ingen troede vel på at nogen af delene for alvor ville gøre os lykkeligere. Begge tilbudene handlede jo dybest set om mere materialisme og om mere til os. Her blev ikke tilbudt os noget til Guds større ære endsige noget til andre menneskers gavn.

Der er brug at løfte øjnene. Der er brug for drømme, for fantasi og for mod. En katedral må der bygges!!! Et lys i mørket blev født for 2007 år siden. Lad os som Kirke turde løfte dette lys op som en lanterne i en prægtig kuppel. Ja, lad os turde at lade det lyse ud over det tågede postmoderne udpinte landskab, så syge i sjælen, søgende og fortabte igen må kunne finde vej til det sted og til ham, der kan give trøst og hvile.

Jo, der er brug for en katedral - et kateter, en lærestol, et magisterium – der kan give det 2000 år gamle budskab videre: Et barn er os givet. Gud blev menneske. Gud er med os.


GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Gregers

tirsdag den 18. december 2007

Skolesyn til katolsk eftersyn

Også i Lancaster Bispedømmet er man i gang med den helt store revision og gennemtænkning af det pastorale arbejde i bispedømmet. Også her lukker man kirker i stor stil med henblik på at yde den bedst mulige pastorale og evangeliserende indsats i dette område af England i årene fremover. Den overordnede udfordrende overskrift for denne pastoral plan er ”Fit for mission?” I forbindelse hermed bliver der udarbejdet forskellige planer for de forskellige arbejdsområder indenfor bispedømmet.

Efter at have besøgt samtlige katolske skoler og videregående uddannelser har Biskop O’Donoghue, som chefkateket (Chief Teacher) i sit bispedømme nu barslet med et omfattende plan og vejledning for det katolske skoleområde. Den har allerede nu forvoldt megen debat ikke blot i Lancaster bispedømmet men ud over England og endda så langt væk som i Australien og USA. Den er også nået til Vatikanet. Og her har planen og vejledningen for skoleområdet modtaget stor anerkendelse.

I Fit for mission? Schools, som planen hedder, slår Biskop O’Donoghue fast, at de katolske skoler har en utrolig vigtig rolle at spille, hvad angår Kirkens udadrettede og reevangeliserende arbejde. Ofte er skolerne den eneste reelle kontakt børnene, de unge og deres forældre har med Kirken. Men skal de enkelte katolske skoler virkelig leve op til denne rolle, så skal de ifølge Biskop O’Donoghue kunne svare ”ja” til følgende tre punkter:

  • “Is the Catholic faith a living reality at the heart of every diocesan school?”
  • “Are our pupils having a rich and living encounter with our Risen Lord.”
  • “Are we transmitting the fullness of the faith in an exciting and creative way to our pupils and their families?”

Hvis ikke de enkelte skoler kan svare “ja” til disse tre spørgsmål, så er der ingen ifl. Biskop O’Donoghue ingen grund til at beholde de pågældende skoler.

Efter disse indledende spørgsmål finder man fire afsnit i planen, som omhandler 1) den succes, som de katolske skoler i England har, 2) den plads, som de opfylder i Guds frelsesplan, 3) den inspiration, som Biblen kan give med henblik på at skabe en katolsk ethos på en skole, og 4) forkyndelse af det gode budskab som noget altid nyt og forvandlende.

Herefter angiver Biskop O’Donoghue fire søjler, som de katolske skoler må bygge på:

Første søjle: The profession of faith
Under det punkt skriver Biskop O’Donoghue: ”Over the years I have become aware of a method of teaching the faith in our schools that has become a source of concern for me, because it limits our children’s faith to what they or their teachers personally consider ‘relevant’. There is a twofold problem with allowing personal determinations of ‘relevance’ rather than the content of God’s self revelation to determine the teaching of the faith: First, no one can arrive at the whole truth on the basis of personal experience, because individual experience is isolated and limited (cf. Pope John Paul II, Catechesis tradendae, 22. Second, an over-concentration on the personal experience of pupils results in a failure to present the fullness of the faith or convey the whole sweep of God’s unfolding love in Salvation History.” Biskop O’Donoghue opfordrer særligt til, at man i langt højere bruger Den katolske Kirkes katekismus i undervisningen og har sans for de store centrale temaer i vores tro såsom inkarnationen, treenighedslæren, menneskets værdighed som skabt i Guds billede, synd og arvesynd, Kirken, Maria som Guds Moder, forsoningen i Jesus etc.

Anden søjle: Sakramenterne
Biskop O’Donoghue skriver: ”To those who question or dismiss the importance of liturgy in the busy life of a school … my answer is that liturgy is a basic human need… The human person, as a union of body and spirit, needs signs and symbols to express and perceive spiritual realities… Fr. Marcus Stock is surely right when he states that a school’s celebration of liturgy and prayer is an integral part of teaching and learning in the development of a pupil’s spiritual life, because it can create time to become reflective, experience the presence of God, and develop a mature spiritual life.” Blandt de ting, som Biskop O’Donoghue anbefaler kan nævnes:

  • ”The Celebration of the Eucharist, as the ‘sacrament of sacraments’ must be every school’s pre-eminent act of Liturgy and Prayer.”
  • “Encourage awe and wonder towards Christ’s Eucharistic presence.”
  • “Arrange a school Corpus Christi procession.”
  • “Organise retreats and ‘day with a difference’ for year groups etc.”
  • “All schools … must regularly provide occasions for staff and pupils to receive the sacrament of penance and reconciliation.”
  • “That parishes, schools … collaborate in the deepest way in the preparation of the children and young people to receive the Sacraments of Reconciliation, Holy Communion and Confirmation.”

Tredje søjle: Kirkens morallære
Biskop O’Donoghue skriver: ”… we have to confront a pervasive heresy about the nature of man that has its basis in an aggressive consumerism that dominates our society. Basicly, this worldview reduces individuals from being ‘persons’ to things, so that people can be used as things. Examples … include embryonic research, surrogacy in IVF, pornography, exploitation of migrant labour…” Og han citerer Pave Johanes Paul for i Evangelium Vitae (23) at skrive: Consequently, sexuality too is depersonalized and exploited: from being the sign, place and language of love, that is, of the gift of self and acceptance of another, in all the other’s richness as a person, it increasingly becomes the occasion and instrument of self-assertion and selfish satisfaction of personal desires and instincts.” På denne baggrund anbefaler Biskop O’Donoghue blandt andet:

  • “Ensure all sex education follows the principle set out in Pontifical Council for the Family document, The Truth and Meaning of Human Sexuality…”
  • “Review opportunities to present the vocation of marriage.”
  • “Ensure regular prayers for vocations … for ministerial priesthood and the consecrated life & lay ministry.”
  • “Ensure that no outside authority or agency that is not fully qualified to speak on behalf of the Catholic Church is allowed to speak to pupils … on sexual or any other matter involving faith and morals.”

Fjerde søjle: Bøn
Biskop O’Donoghue skriver: ”Over the years hundreds of thousands of young people have been through our Catholic education system in the Diocese of Lancaster. Looking at the drastic decline in the number of Catholics attending mass, I must ask these questions: 1) How many of our young people have a living relationship with Jesus? 2) How many have the first idea of how to pray? How many have really experienced His living and healing presence?” Biskop O’Donoghue understreger her, at det selvfølgelig ikke kun er skolernes skyld, at det står så skidt til. Også forældrene og præsterne har et kæmpeansvar herfor. Hvad angår denne søjle, anbefaler Biskop O’Donoghue blandt flere ting:

  • “Introduce / review teaching of meditation on the Word of God in personal and liturgical prayer.”
  • “Arrange weekly adoration of the Blessed Sacrament.”
  • “Introduce /review acts of popular piety e.g. Rosary, Stations of the Cross.”
  • “Ensure meaningfuld memorisation of basic prayers.”
  • “… encourage … devotion to martyrs of the 20th century.”
  • “Arrange story telling of the saints.”
  • “A devotion to Mary … should be encouraged.”

Såvidt Biskop O’Donoghue! I en tid, hvor kanonbegrebet igen er kommet på banen, hvad angår historie, litteratur og arkitektur, kunne det måske være en ide at lave en kanon for katolsk undervisning og katolske skolers praksis. For hvad er det i grunden, der skal til, for at man kan kalde en skole katolsk? Og i yderste fald må man vel spørge, om det giver mening at kalde en skole katolsk og beholde den som sådan, hvis ikke den prøver på at leve op til de målsætninger, som er udstukne af Kongregationen for Katolsk Undervisning? Biskop O’Donoghues skrift kan være et udmærket ind spark i en sådan kanondebat.

søndag den 16. december 2007

Visonær sanering af sognestrukturen i Leeds

I Bispedømmet Leeds er man i fuld gang med at gennemføre en radikal sanering af sognestrukturen med stort antal kirkelukninger og afhænding af ejendomme til følge. Og hvad mere er, det er blevet gjort på en så velforberedt, så gennemskuelig, så kontant og så gennemført en måde, at alle har kunnet forholde sig til nødvendigheden, og de store protester er udeblevet. Dette talte jeg med Mgr Michael McQuinn VG om, mens jeg var i Leeds.

Statestik g økonomi
Allerede da Arthur Roche blev biskop i Leeds, var han klar over, at der måtte gøres noget. De første år blev brugt på at lave en grundig undersøgelse af faktorer såsom antallet af kirkegængere, brugen af økonomiske midler og antallet af og aldersmæssig sammensætning af præster. Og man forsøgte med professionel bistand at fremskrive disse tal frem til år 2018.

Man kom frem til, at med mindre der skete noget dramatiske, ville man som bispedømme have nogenlunde det samme antal kirkegængere i 2018, som man havde i 2003. Nogle sogne ville have flere, andre færre. Hvad angik økonomien, blev det klarlagt, at der skulle bruges uforbeholdent mange penge på vedligehold af eksisterende bygninger. I løbet af blot tre år var der således allerede blevet brugt omkring seks millioner pund på dette formål. Og hvad angik præster, så blev det beregnet, at man ville opleve en nedgang fra 120 til 75 fungerende præster inden for de næste tolv-femten år.

Ekklesiologi – eukaristien i centrum
Biskop Arthur Roche slog ved indleningen af nystruktureringen fast, at eukaristien og fejringen af denne må være hjertet i sognefællesskabets liv. For katolikker er det noget fundamentalt og noget konstituerende at mødes omkring alterbordet og fejre messe sammen med deres præst søndag efter søndag. Vi er som katolikker ikke kongressionaliste, der mødes i selvvalgte fællesskaber uden præst og fejrer eksempelvis ordets gudstjeneste.

Antallet af sogne skal derfor afpasses med antallet af præster. Kirkeligt set er der er intet sakrosankt og urørligt over en sognestruktur. Vel kan der være en masse følelser involveret. Men sognestrukturen må og skal til enhver tid tilpasses behovene, så enhver sikres adgang til ordets forkyndelse og fejring af eukaristien.

Lægfolket
Afgørende har det derfor for Biskop Arthur Roche været, at alle katolikker også med den nye sognestruktur får mulighed for at komme til messe med en præst hver søndag. Alle katolikker bør endvidere kunne forvente, at der en præst knyttet til hver kirke, at de ikke skal dele præsten med andre sogne, og at de numerisk ikke er for mange, der skal deles om én præst. ”Providing priests for the people,” har således været overskriften og målsætningen for rekonstrueringen.

Præsterne
Samtidigt var det afgørende for Biskop Arthur Roche, at de enkelte præster ikke bliver overbebyrdede, at messen ikke bliver noget samlebåndsagtigt, og at kirkerettens love blev overholdt. Følgelig skal ingen præst celebrere mere end én messe lørdag aften og to søndag.

En målsætning for nystruktureringen har således været, at Præster ikke skal arbejdes ihjel! De skal tværtimod have så megen overskud og glæde i deres kald, at mænd stadig vil føle sig tiltrukket til denne gerning.

Det har endvidere ligget Biskop Arthur Roche meget på sinde, at nyuddannede præster skulle have lov til komme blidt ind i deres gerning og først efter mange år blive givet det fulde ansvar for et sogn. Der skulle med andre ord efter nystruktureringen være et passende antal sogne, hvor der var behov for og plads til en andenpræst. Som Mgr Michael McQuinn VG pointerede, så ville man jo aldrig sætte nyuddannet lærer til at lede en hel skole eller en nyuddannet læge til at lede et helt hospital!

Overordnede principper for nystruktureringen
Ud fra de beregninger, der var blevet lavet, og ud fra den hensyntagen, der skal tages til menige katolikkers og præsters ovennævnte behov og rettigheder, blev det bestemt, at sognestrukturen i 2018 skal være indrettet således, at der vil være én præst for hver 500 kirkegængere. Hvis der er 500 kirkegængere i et sogn, skal der altså være en præst i sognet. Og hvis der er 1000 i et sogn, skal der være to. Sognegrænserne i de nye sogne indrettes således, at man kommer tættest muligt på disse tal. Efter nystruktureringen skal hver præst endvidere ikke forrette meget mere end 65 dåb og begravelser per år.

Mgr Michael McQuinn VG fortalte, at det helt fra begyndelsen har været uhyre vigtigt at slå fast, at alle katolikker i bispedømmet under nystruktureringen ville blive behandlet lige og fair. Ingen sogne og ingen kirker var af personlige eller historiske årsager urørlige. Biskoppen ville ikke have specielle præferencer eller holde hånden over en menighed af subjektive årsager. Det skulle være en retfærdig og åben proces. Lukninger skulle begrundes ud fra objektive kriterier.

Nystrukturering som noget positivt
Det har ifølge Mgr Michael McQuinn også været Biskop Arthur Roche meget om at gøre, at hele nystruktureringen skal ses som en positiv proces hen imod en Kirke, der er selv tro som en udfarende og evangeliserende kirke, der evner at tale ind i sin tids tid, og som tager højde for moderne katolikkers behov og tanker.

Biskoppen ønskede derfor, at det skulle pointeres, at nystruktureringen vil give økonomisk råderum til at ansætte kompetente og katolsk-uddannede børne- og ungdomsmedarbejdere, kateketer og ægteskabsrådgivere, der kan forberede folk til ægteskab og bistå, når de oplever problemer i ægteskabet.

Kombineret med en Pastoral Femårsplan
Hvad der også bidrog til, at folk fik en fornemmelse af, at det overordnet set var noget positivt, der skete, var, at samtidigt med, at de overordnede linier for nystruktureringen blev fremlagt, lancerede Biskop Arthur Roche og Bispedømmet Leeds også en meget ambitiøs og gennemarbejdet pastoral femårsplan.

Denne plan har fokus på nyevangelisering. Den har temaer for de enkelte år. Til de enkelte årstemaer er der blevet udarbejdet et righoldigt materiale til brug i menighederne. Og det er den pastorale femårsplans ambition, at al katolsk arbejde i bispedømmet – skoler, social virksomhed, børne- og ungdomsarbejde etc. - skal være solidt funderet på Kirkens lære.

Biskopeffekten
Ifølge Mgr Michael McQuinn har det været altafgørende for den succesfulde gennemførelse af nystruktureringen, at man med Arthur Roche har haft en biskop, der ikke var bange for at tage beslutninger og for at holde fast ved dem, også selvom de absolut ikke altid er lige populære eller gør ham populær. Det er ham, der har ført an. Det er ham, som har været ansigtet udadtil. Og det har været ham, der engang imellem har måttet tage skraldet.

DVD – Biskop Arthur Roche som kommunikator
For effektivt at kunne blive dette ansigt udadtil for nystruktureringen, er der til hver region (provsti) i bispedømmet blevet lavet en skræddersyet indledende DVD og en opfølgende DVD.

På hver DVD ser man indledningsvis biskoppen forklare nødvendigheden af nystruktureringen og de overordnede principper, der ligger bag den. Man ser billeder fra regionen, fra de enkelte sogne og billeder af de enkelte kirker, skoler og præstegårde. Meget pastoralt og kærligt giver han udtryk for sin forståelse for de personlige omkostninger, der er forbundet med denne nystrukturering.

Midterdelen af DVD’en bliver brugt på, at forklare, hvordan han ser en ny sognestruktur i regionen, hvilke kirke han vil holde åbne, hvilke skal lukkes, og hvilke bygninger, der skal afhændes. Man ser regionen delt op i ny sogne. Man ser de kirker, som man vil bibeholde, og de kirke og de bygninger, som man vil lukke og afhænde. Og han fortæller, at i et eller to af de nye sogne kan det blive nødvendigt at bygge noget helt nyt.

Til slut gør han Johannes Paul II ord til sine, idet han siger: ”Læg ud på dybet!” Og med disse ord opfordrer Biskop Arthur Roche til at se på det meget positive, der kan komme ud af denne proces.

Man har haft et professionelt produktionsselskab til at lave DVD’en. Ifølge Mgr Michael McQuinn har det været en pund hver at få dem til det. Biskoppen får mulighed for at forklare sin sag, for at formidle sin sympati og forståelse og for at trænge igennem til det bredest mulige publikum.

Processen frem til den endelige beslutning
Processen frem mod en endelig beslutning gennemføres successivt region efter region. Processen vil for den enkelte region tage omkring et halvt år. Processen kan skitseres således:

I samarbejde med den arbejdsgruppe, der arbejder med restruktureringen, foretager Biskoppen de indledende sonderinger, indhenter oplysninger fra de enkelte sogne i regionen og analysere dem.
  1. Biskoppen laver herefter et forslag til en ny struktur, til hvilke kirke, der skal lukkes og til hvilke kirker og bygninger, der skal afhændes.

  2. En skræddersyet DVD bliver lavet til den enkelte region. På denne DVD forklarer biskoppen sit forslag og lægger op til en uformel høringsrunde.

  3. Alle præster, menighedsrådsmedlemmer og alle andre med interesse for emnet i regionen bliver inviteret til fremvisning af DVD i en hal på skole i regionen. Biskoppen er til stede og svarer på efterfølgende spørgsmål. Ved samme lejlighed bliver hundredvis af kopier af DVD’en givet bort, så den kan vises hjemme i sognene og i de enkelte familier. Der bliver også uddelt en folder med statistik over de enkelte sogne, om deres økonomi og behov for penge til vedligeholdelse af bygninger.

  4. Uformel høringsrunde. Sognevis diskuteres biskoppens forslag. De indkommer høringssvar fra enkeltkatolikker, fra hele sogne og fra skoler og foreninger. Høringsrunden varer omkring 1 ½ måned.

  5. Arbejdsgruppen og biskoppen gennemgår alle høringssvarene. Biskoppens oprindelige forslag bliver rettet til.

  6. En ny DVD laves. Her fremlægger biskoppen et mere endeligt forslag til en ny struktur, til hvilke kirke, der skal lukkes og til hvilke kirker og bygninger, der skal afhændes.
    Som det skete ved den første DVD, bliver også den nye DVD fremlagt på et stort fællesmøde. Og der bliver igen udleveret stakkevis af kopier, som folk kan tage med hjem.

  7. Formel høringsrunde ude i sognene. Denne høringsrunde afvikles over nogle få uger.

  8. Biskoppen tager sin endelige beslutning.

Nystrukturering lige nu
Regionerne omkring Bradford og Huddersfield har allerede været igennem processen. Biskoppen har besluttet, at man i Bradford over de næste ti år skal gå fra 21 sogne til 10. Mens man i Huddersfield skal gå fra 6 til 2. Dog vil der her også være et par kapeller. Nu gælder det så regionen omkring Wakefield. Alt i alt vil det nok vare et par år, inden endelige beslutninger er blevet truffet for alle regioner i bispedømmet. Derefter vil beslutningerne efter en overordnet plan blive ført ud i livet over de næste ti år.

2018?
Med denne meget fremsynede planlægning regner man i 2018 med at have en overordnet sognestruktur, der er bæredygtig flere årtier frem, hvis den eller løbende må tilpasses. Man regner med at kunne tilgodese menige katolikkers og præsters retmæssige behov og krav. Og man regner med at have ressourcer til at være en offensiv evangeliserende kirke med mulighed for at nå ud til endnu flere med det glade budskab.

lørdag den 15. december 2007

DUKs årstema – vidne til fordel for de ufødte

Lørdag den 15/12 demonstrerede en flok mennesker med Franciscan Friars of Renewal i spidsen foran abortklinikken i Leeds. De demonstrerer med jævne mellemrum og gør det med Den katolske Kirkes lære i ryggen.

De ønskede med deres demonstration at gøre politikere, opinionsdannere, potentielle forældre og unge i særdeleshed opmærksomme på, at den ufødtes liv er helligt og ukrænkeligt, og han eller hun også har rettigheder såsom ret til at blive respekteret som menneske, ret til liv, ret til beskyttelse og ret til at træffe valg for eget liv.

Her kan I høre to kommentarer fra demonstrationen.

Privatiser DSB - 7

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

fredag den 14. december 2007

Et projekt kvalt i fødslen.

Under mit besøg hos Manchester boede hos Fr. Andrew Stringfellow, som bor i en dejlig præstegård i et godt sogn med stor søgning.

Biskoppen i Manchester kontaktede for tre år siden Fr. Andrew, fordi det var gået op for ham, at børne- og ungdomsarbejdet i bispedømmet i bispedømmet lå underdrejet, og fordi den katolske undervisning i de katolske skole lod meget tilbage at ønske.

Efter måneders research med ophold i et børne- og ungdomscenter, efter mange overvejelser og undersøgelser af forskellige modeller, og efter flere møder med alle parter, inklusiv de katolske skoler, blev det besluttet, at man ville lave børne- og ungdomscenter med en fast stab af frivillige giv-et-år-medarbejdere, som dels selv ville modtage undervisning, som dels ville tage ud på skoler og lave missioner, og som dels ville lede skole- og ungdomsretræter hjemme på centret.

De bedste folk blev involveret og samtlige skoler blev besøgt og orienteret om projektet. Men lige før projektet skulle føres ud i praksis, blev det stoppet. Biskoppen havde fået kolde fødder. Der var for mange sogne og for få præster. Som han så poetisk fik det sagt til Fr. Andrew: ”Der er for mange huller i svejtserosten!”

Summa summarum, Fr. Andrew blev hulfylder i et bispedømme, der åbenbart ikke tør prioritere børne- og ungdomsarbejde frem for gamle sognestrukturer. Projektet lægger følgelig i ruiner. Der er megen apati og bitterhed og spore. Og inden for overskuelig fremtid tør ingen tro på et blomstrende katolsk velfungerende børne- og ungdomsarbejde i Manchester.

Og imens går endnu flere ”af disse min små” fortabt, i hvert fald hvad deres lokale kirke angår.

torsdag den 13. december 2007

DUK's årstema - Andrews kommentarer

Privatiser DSB - 6

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

onsdag den 12. december 2007

Privatiser DSB - 5

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

tirsdag den 11. december 2007

En bøn for kald

You have blessed me with wonderful gifts.

Through baptism I am member of Christ’s body the Church, and share in its mission of proclaiming the Gospel and becoming a Holy People.

Keep my heart open to following Jesus’ way of serving others in love and also to the promptings of the Holy Spirit.

Amen

Kaldet af Gud

Gud kalder mennesker til forskellige opgaver. Gud kalder mennesker til forskellige måder at leve deres tros- og fromhedsliv. Det være sig som ordenssøster eller –broder, som præst, som munk eller nonne, som gift eller ugift. Det har Gud gjort igennem hele menneskehedens historie. Og det gør han selvfølgelig også i dag. Gud har ikke forladt os! Men det kan være svært at høre Guds kald. Der er megen støj og forvirrende larm. Mange finder derfor aldrig frem til, hvad der er deres kald. Og det er jo en tragedie for den enkelte og et stort tab for det fællesskab, som Guds Kirke på jord er.

Den engelske Bispekonference har derfor grundlagt et kontor, der har som sin opgave at arbejder for, at mennesker må høre og forstå, hvad Gud kalder dem til. Konferencen har allerede et kontor, der arbejder med kaldet til ægteskab, og som søger at værne om og opbygge den hellighed og integritet, der bør omgive ægteskabet, som noget Gudsvillet og Gudsskabt. Derfor fokuserer kaldskontoret primært på kaldet til at blive præst, ordenssøster- eller broder, munk eller nonne.

Og det gør den igennem årlige kaldssøndage, hvor alle menigheder beder for kald og informeres om kald, og hvortil der årligt produceres et righoldigt materiale til udeling og med personlige vidnesbyrd og konkret information. Der er også lavet en flot vandreudstilling med bannere (se billede med Judith og én af bannerne) og løbesedler, som igennem året kommer rundt til samtlige menigheder i de forskellige bispedømmer.

Kontoret er også meget opmærksom på de katolske skoler, og man laver materiale, der er målrettet direkte til elever fra de tidligste teenageår og frem. Rigtigt mange skoler benytter sig af dette materiale. Og mange skoler har decideret temadage med fokus på kald, og hvor man kalder folk ind udefra til at fortælle om deres kald og deres religiøse overvejelser.

Der ud over har man løbende kampagner og reklamefremstød. For nogen tid siden havde man således en meget succesfuld fremstød for kaldet til katolsk præst. Store plakater var sat op undergrundsstationer. Der blev endog lavet disse små reklamebrikker til at sætte under ølglassene i barerne med mottoet: ”Get collored for the challenge of a lifetime – are you being?” Og det kunnen folk så sidde at tænke på, mens de drak deres pint øl. Netop på grund af sin anderledeshed var det en kampagne, der var massiv mediedækning på.

På plakaterne og på ølbrikkerne var der en henvisning til http://www.ukpriest.org/. Og lige siden har der hver måned været tusindvis, der har klikket ind på dette web-sted. Kladskontoret har selvfølgelig også et web-sted, http://www.ukvocation.org/, der omhandler kald generelt og de forskellige ordeners og religiøse samfunds karismaer, fællesliv og spiritualitet. Her og i det øvrige materiale vil man også kunne finde munke, nonner, søstre, brødre og præster, der fortæller om deres liv i hver deres kald.

Forskellige steder i England er man også med til enten at støtte eller direkte facilitere grupper af interesserede og søgende, som mødes månedligt til forskellige oplæg om kald.

Vældigt inspireret og opmuntret drog jeg fra kaldskontoret. Jeg tænkte på de mange derhjemme, som, jeg enten ved eller formoder, går rundt med en underlig fornemmelse af at været kaldet til noget særligt. Min store bøn er, at de virkelig vil nå at stoppe op og lytte. Og min bekymring er, om vi som bispedømme, specielt hvad de unge angår, virkelig er gearet til at tage imod dem, og om vi er i stand til at facilitere den proces og vandring, som det er at følge Guds kald. For Gud kalder jo. Og Gud ske lov for det!

Privatiser DSB - 4

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

mandag den 10. december 2007

Kaldet af Gud

Judith fortaeller her om sit arbejde ved Den engelske Bispekonferences kaldskontor i London.

Privatiser DSB! - 3

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

søndag den 9. december 2007

KOM HJEM TIL JUL - En CASE-kampagne

Én af de kampagner, som Catholic Agency to Support Evangelisation (CASE) lige nu kører, henvender sig til de mange katolikker, som af den ene eller anden årsag har forladt Den Katolske Kirke. Den køre under mottoet ”Kom hjem til jul”.

Også i England gælder det jo, at rigtigt mange, som man ellers ikke ser i kirken resten af året, kommer til julemidnatsmessen. Julen er derfor en rigtig god anledning til at invitere dem til på ny at genoverveje deres tro og forhold til Kirken.

CASE har lavet flotte plakater og farverige løbesedler med personlige vidnedsbyrd, som kan deles ud af hele menigheder og enkeltpersoner til mennesker, som man længe ikke har set i kirken. CASE har også udformet standard SMS’er, e-mails og hilsner fra lokale biskopper, som snildt og hurtigt kan sendes ud til at utal mennesker. Dertil kommer en decideret reklamefremstød med plakater på undergrundsstationer og busstopsteder. Uanset hvordan invitationen formidles, følger der også en indbydelse med til efterfølgende og opfølgende kateketiske kurser, retræter og personlige samtaler, så alle søgende kan sikres en tryg og fyldestgørende re-introforløb.

Alt i alt er det en skæg, spændende og gennemtænkt kampagne, som netop på grund af sit motto og originalitet har fået megen presseomtale også i de populære medier.

Som begrundelse for kampagnen skriver lederen af CASE Mgr Keith Barltrop: “Surveys show that many lapsed Catholics would welcome an invitation to return but never receive one, perhaps because we are afraid of intruding on their privacy. Even the word ‘return’ can be unhelpful. It is not a question of going back to a childhood faith, which may also have been childish and needed to be outgrown. Each of us, practicing or lapsed, is constantly invited by the Holy Spirit to rediscover and reanimate our faith at ever deeper levels. That means a journey, often painful, into the inner poverty and darkness, which is part of the human condition, and which we are constantly begging God to have mercy on. It is this that gives us a solidarity, our communion with those who have left the practice of their faith, and helps us walk alongside them as fellow-searchers.”

Se også http://www.comehomeforchristmas.co.uk/ og http://www.life4seekers.co.uk/. Paa http://www.caseresources.org.uk/ kan man endvidere laese om 250 initiativer med henblik paa mission og reevangelisation.

lørdag den 8. december 2007

Privatiser DSB! -2

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

torsdag den 6. december 2007

Hilsen fra Emily davis

Torsdag havde jeg den store fornøjelse at gense Emily Davis. Rigtigt mange vil kende hende fra Kateketisk Efterårslejr 2006 og fra MLT 2005.

Biskop Kozon og jeg besøgte hende på en nye arbejdsplads, som er Den engelske Bispekonferences kontor for reevangelisation og mission. Jeg var vildt imponeret over meget af det arbejde, de laver. Vi kan lære rigtigt meget af dem. Deres hjemmesidder er af høj professionel kvalitet layoutmæsigt, teologisk og indholdsmæssigt.

Emily ville selvfølgelig gerne sende en hilsen til de unge, som hun kender i Danmark. Det være gjort med denne video!

24 timers intensiv skoleretræte


Sengene var redte. Alt var timet og klar. De ankom kl.14.30. Børnene var mellem 11 og 12 år gamle og var fra en katolsk skole i Londons fattigere East End. Skolen havde oprindeligt været stærkt præget af den irske immigration og mentalitet. Men nu havde næsten alle børnene familiemæssige rødder i Vestafrika, Caribien eller Østeuropa. Det var en meget livlig og højtråbende men også kærlig gruppe børn med en utrolig masse energi.

Der var også tre lærere fra skolen med. De var forinden blevet orienteret om, at de velkomne i de store samlinger. De havde eneansvaret for børnene i pauserne og om natten. Til gengæld så man dem helst ikke deltage, når børnene var i små grupper og skulle dele tanker og overvejelser, da deres nærværelse her måske kunne virke intimiderende og hæmmende for en fri samtale.

Efter de obligatoriske icebrakers blev børnene gruppevis bedt om at udforme en slags kontrakt for deres indbyrdes samvær og samtale. Man skulle respektere hinanden. Man skulle lytte efter, når de andre talte. Nigerianerne måtte ikke drille dem, der kom fra Bahamas. Og Edmund måtte ikke tæve Alfred!

Herefter skulle hver gruppe mime en fritvalgt fortælling fra Bibelen. Dette førte til en hel diskussion, da de til min store overraskelse var rigtigt godt inde i Bibelen og hver havde deres favoritfortælling.

Et lang klip fra filmen ”Over the Hedge” dannede udgangspunkt for et oplæg om temaet for retræten: ”En krop - mange lemmer!” Herefter blev de bedt om i stilhed og hver for sig at udfylde et ark med forskellige spørgsmål, der rettede sig mod deres personlige overvejelser om deres tro og om deres forhold til Gud og Kirken. I små gruppe blev de siden inviteret til at dele så mange af deres overvejelser og tanker, som de havde lyst til. Det hele blev med halleluja-bevægelsessange og deslige.

Om aftenen så vi et langt klip fra Lion Klip. Og med denne film som udgangspunkt skulle børnene male kakler over temaet venskab/fællesskab. De tanker, der lå bag ved, hvad de havde forsøgt at male, blev herefter igen delt i mindre grupper.

Som underholdning havde man lavet et dygtigt sammensat og flot interaktivt musik- og videoquiz. Et flot show suppleret med almindelige spørgsmål om sport, kultur og geografi. Efter en omgang var chokolade var det tid til aftenbøn i de små grupper. Og efter en for mig ekstrem tætpakket og intensiv eftermiddag og aften var det omsider sengetid. Og Gud ske lov for det!

Morgenen begyndte med messe kl. 7.45. Ungerne var i modsætning til undertegnede særdeles vågne. De sad på puder på gulvet og deltog aktivt i de enkelte liturgiske led.

Efter morgenmad, oprydning og morgenmeditation, var det tid den første aktivitet. Holdene fik et fiktivt barn, som de skulle give navn og sikre en god opvækst. De fik også et fiktivt beløb på £1000. På en efterfølgende auktion ville de herefter kunne købe forskellige ting, der kunne sikre deres barn den bedste opvækst. Blandt de ting, som de kunne købe var: En kærlig familie. En god karriere. Modetøj. Venner. Tro på Gud. 30 års god helbred. Etc.

Holdvis skulle de dog først diskutere, hvad de mente var vigtigst, hvis barnet skulle få et lykkeligt liv. De skulle også afgøre, hvor mange af pengene, de ville satse på auktionen for netop at få fat på lige præcis de ting, de fandt vigtigst. Det var en fantastisk aktivitet, der viste, hvad de holdvis havde af værdier. Jeg må med skam melde, at ”mit” hold satsede størstedelen af pengene på en god karriere og modetøj!

Formiddagen sluttede med, at man gruppevis forfattede bønner og tanker som reaktion på retræten. Herefter fulgte en forbønsliturgi med sange og opsummering af de temaer, der var blevet berørt i løbet af de 24 timer. Gruppen tog af sted lige efter frokost

Og så var det tid til rengøring og oprydning. Mindre end halvanden time senere vil det næste hold ankomme!

DUKs årstema - Hør Clares kommentarer

Clare er også en giv-et-år-medarbejder ved Walsingham House. Hun bruger et pauseår mellem to studier på at give børn og unge en kanon-oplevelse og på at give det gode budskab om Guds kærlighed videre.

onsdag den 5. december 2007

Privatiser DSB! - 1

Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!

15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.

I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!

mandag den 3. december 2007

DUK's årstema - hør Stephens kommentarer

Stephen er lige nu en giv-et-år-medarbejder ved Walsingham House, som er Brentwood Bispedømmets ungdomsretrætecenter. Herudfra arbejder bispedømmets børne- og ungdomspræst, Fr. Dominic. Desuden er der ansat to deltidssekretærer og en kok.

Men her bor altså også Stehen og de andre frivillige giv-et-år-medarbejdere. De tager ud på skoler og i sogne på missioner, hvor de med musik og drama fortæller om deres tro og liv med Jesus.

Stephen selv tænker på efter dette år at blive munk i Pluscarden Abbey, som er det kloster i Scotland, hvor jeg selv skal på en forlænget retræte fra julen og tre uger frem.

De 44 Martyrers Dag - Fest i London

”Ad multos annos!” Den gamle lykønskningssang, som i årtier, hvis ikke århundreder, har været Det engelske Kollegiums slagsang, rungede gennem kælderlokalerne under en kirke i det centrale London. Den blev som altid sunget smukt og flertonigt med stor følelse, med patos og med fyldige og lettere berusede stemmer. Det var som det skulle være! Det var, som det altid havde været!

Det var festdagen for Det engelske Kollegium i Rom. Det var festdagen for de 44 martyrer. Alle disse 44 var de blevet uddannet som præster på kollegiet i Rom. Alle var de taget tilbage til det dengang nu protestantiske England for at være vidner for Kristus og for at fastholde folk i deres katolske tro. Alle var de blevet fanget og havde lidt for deres tro. Og med Ralph Sherwin og Edumund Campion i spidsen var størstedelen blevet henrettet under de største pinsler.

Det var disse vidner for troen, disse tidligere medstuderende på vort kollegium, vi fejrede. Forud havde vi fejret en festmesse i klosterkirken ved det sted i Tyburn, hvor flere af henrettelserne havde fundet sted. Ikke færre end 105 led her martyrdøden for deres katolske tro. Det er på alle måde et vigtigt og historisk sted for det katolske England.

Og nu stod vi så der og sang rørte og berørte. Forud havde vi indtaget en hel del gin og tonics, en fantastisk middag, god italiensk vin og ikke mindst grappa. Gamle ustyrligt morsomme historier fra vores liv sammen på kollegiet var som gamle familiehistorier blevet fortalt og genfortalt. Nye historier var kommet til fra hver vores virke i Kirken. Vi havde leet, så tårerne trillede. Sidste nyheder var også blevet delt. Hvem af de gamle medstuderende fra Rom var syge og affældige? Hvem var døde? Hvem var det gået rigtigt godt for? Hvem oplevede stor modgang og var inde i arbejdsmæssige eller personlige kriser? Hvem var løbet fra det kald, som måske slet ikke havde været deres? Og mest smertefuldt af alt, hvem var han, der nu var i fængsel for en forbrydelse, vi knapt turde nævne? Pavens sidste rundskrivelse ”Spe Salvi” var også blevet diskuteret, kommenteret og havde fået megen ros med på vejen.

Jeg var selv lige ved at få tårer i øjnene, da jeg stod og så rundt på disse mine brave gamle medstuderende fra Det engelske Kollegium! Unge såvel som ældgamle! De flestes øjne røbede stadigt den stålsathed, som den de havde på deres ordinationsdagen, med hensyn til at ville forkynde, viderebringe og kæmpe for deres katolske tro. En modenhed vundet igennem mange års liv med Gud og mange års tjeneste for Kirken i medgang og modgang sporedes også. Men manges øjne røbede også den smerte, som andres såvel som egnes fald og nederlag havde påført dem.

Men gløden var der stadig! Den var der i øjnene. Den var der i stemmen, da de sang ”Ad multos annos”. Og hvad angik viljen til forsat at vidne for vor Herre Jesus Kristus, og om nødvendigt lide og dø for ham og for hans Kirke, så ville de fleste nok stadigt, da vi sent om eftermiddagen igen var ude i novemberregnen, gerne gøre Ralph Sherwins ord til deres: ”Hellere i dag end i morgen!”

søndag den 2. december 2007

DUK's årstema - Fr Paul's tanker

Fr. Paul ved sted, hvor flere af de 44 martyrer fra Der engelske Kollegium blev hængt, tortureret og maltrakteret for deres katolske tro. I det medfølgende klip fortæller han om deres skæbne, og om hvad deres vidnedsbyrd og offer har at sige til os i dag.

torsdag den 29. november 2007

DUK’s årstema – Claras tanker

"Og I skal være mine vidner." Hør og se Clara kommentarer til DUK’s årstema.

Amy om Sion Communitys besøg på skolen

Hør og se Amy tale om vores besøg på Saint Anna i Southhampton. Undskyld baggrundslarmen og vinklingen! Det er første gang, jeg prøver dette.

Sion Community – Missionsuge på en skole

Klokken var seks om morgenen. Regnen silede ned. Effekten af en herlig brandy med årstallet 1987 på sig var ikke til at tage fejl af. Den var blevet nydt aftenen før i Fr. Paul Keans behagelige og intelligente selskab. Og nu holdt vi stille på den navnkundige M25 motorvej, som vel er Londons svar på Køgebugtmotorvejen i myldretiden blot 20 gange længere og tre gange mere befærdet. To unge, skønne, fromme og initiativrige kvinder og jeg var på vej ned til en katolsk pigeskole/gymnasium med i alt 800 elever i Southampton. Målet med deres besøg var at forberede en missionsuge, der skal finde sted i slutningen af januar.

En time forsinket sad vi endelig til møde med nøglepersonerne på skolen. Skolen havde fået sendt informationsmateriale flere uger i forvejen. Desuden havde to af lærerne været med én af dagene i løbet af tidligere missionsuge på en anden skole. Så de var rimeligt orienteret og havde en ide om, hvad de sagde ”ja” til, da de underskrev kontrakten. Alligevel var nervøsiteten stor. Alle vidste, at der blev lagt op til en meget intens uge. Den ville berøre alle og en stor del af den direkte undervisning. Og hvad med de 50 procent af eleverne, som ikke var katolikker?

Laura og Amy var velforberedte. De vidste, hvad de ville, hvad der skulle til, og hvad de havde af ønsker til skolen. Nøglepersonerne fik at vide, at der ville deltage syv medlemmer af Sion Community. De skulle selvfølgelig have et sted i at sove i den uge, hvor de ville være der. Sion Community ville også medbringe alt det tekniske udstyr. En gennemarbejdet plan for ugens program blev fremlagt. Enkeltklassers og enkeltelevers undervisning måtte i afmålte blokke vige for missionsugens initiativer.

Nøglepersonerne blev orienteret om, at temaerne for de første tre dage ville henholdsvis være Guds som Skaber, Guds Søn som Forsoner og Oplevelse af Guds Helligånd. Fordelt i tre store grupper på forskellige tidspunkter ville eleverne i teatersalen blive introduceret til disse temaer. Hver session ville vare præcis 40 minutter. De tre dramalærere på skolen fik udkast til små teaterstykker, som skal bruges i forbindelse med disse sessioner, og som de skal improvisere over og øve med deres elever. Danse- og gymnastiklærerne fik musik og ideer, som de med deres elever skal danse til og over under sessionerne. Og skolens musiklærere fik musik og sange, som tilsvarende skal bruges under disse sessioner, og som de kunne øve med deres elever. Med andre ord vil en stor del af skolens elever blive direkte involveret i de forskellige sessioner.

Individuelt vil hver enkelt elev derudover i løbet dagene endvidere få mulighed for at tilmelde sig – og få fri til – en workshop per dag. Emnerne for de forskellige workshops vil være: 1) Being beautyful. Hvordan ser jeg på mig selv? Hvordan ser Gud på mig.. 2) Musik. Hvor og hvordan finder jeg Gud i moderne populær musik. 3) Bøn. Hvordan kan jeg bede alene? Hvordan kan jeg bede sammen med andre? 4) Kald. Hvad er kald? Hvordan kan jeg finde ud af, hvad Gud kalder mig til? 5) Lykke. Hvordan bliver jeg lykkelig? Hvad er nøglen til lykken?

Onsdag formiddag vil der være et oplæg om skriftemål og om, hvad det er for et sakramente. Efterfølgende vil der blive kaldt et stort antal præster ind, som kan høre børnenes og de unges skriftemål. Samtidigt vil der også være indkaldt en iman, en hindu leder, en sikh leder og en anglikansk præst, så alle vil have mulighed for at komme til samtale og blive støttet i sin trosvandring, uanset hvilket trossamfund de så end kommer fra.

I løbet af ugen vil teams fra Sion Community desuden komme rundt og besøge samtlige klasser og forsøge at få en samtale i gang. Under spisefrikvartererne i løbet af ugen vil samtlige elever desuden have mulighed for komme til nogle bønssessioner i kapellet med fællestitlen ”Time out with God!” Missionsugen vil blive afsluttet med en festmesse i sognekirken med dans, drama og sang med videre, der er blevet øvet i øvet af ugen.

Alt blev talt grundigt igennem med skolens ledelse, nøglepersonerne i de forskellige afdelinger på skolen, med præster og professionelle katolske ungdomsledere, med flere af eleverne og med pedellen. Alle virkede afklarede og noget mindre nervøse ved det hele. Og de gav alle udtryk for, at nok var de spændte, men at de også glædede sig rigtigt meget til missionsugen i januar. Der var derfor stor tilfredshed og taknemmelighed i bilen, da vi snart efter sad i bilen på den famøse M25, som også bliver kaldt Londons største parkeringsplads.

Gad vide, om en sådan missionsuge ville kunne gennemføres på en dansk katolsk skole? Gid det snart måtte ske! Det ville virkelig være noget, der ville kunne rykke. Sion Community tilbyder i øvrigt tilsvarende missionsuger til hele sogne og til hele ungdomsgrupper!!!!!

Farvel - Afrejse til England

Tre måneders studieorlov. Skønt. Tiltrængt. Herligt! Og en anelse vemodigt!

Der er så mange dejlige, inspirerende, til tider irriterende, men også supersøde mennesker at sige farvel til! Familie, venner og bekendte. Det har på rigtigt mange måder været et godt, hårdt og vildt spændende år. Og mange af de mennesker, som jeg i disse dage har sagt farvel til, har med al deres dygtighed, humor, kritiske sans og venskab på afgørende vis været med til at præge dette år.

Det er et privilegium at være børne- og ungdomspræst i sådan en tid for og med sådanne mennesker. Og jo, som jeg har sagt til de, der har spurgt mig, jeg kommer til at savne Jer! Men det bliver også skønt at få lidt mere input og lidt time-out.

Alt imens jeg er borte, har forskellige præster lovet at tage de forskellige messer for mig. P. Benny fra Sankt Annæ på Amager har endvidere lovet at springe til, hvis der bliver noget akut pastoralt i DUK, der skal tages vare på. Tusind tak for Jeres beredvillighed til at hjælpe!

Endvidere har Philip Macko lovet at vande mine blomster. Nå ja, så har han i øvrigt også lånt min lejlighed, mens jeg er borte. Egentligt var det meningen, at han skulle bo der alene. Men da Robin fra Frankrig pludselig stod uden tag over hovedet, gik Philip i al sin generøsitet med til, at han også måtte bo der. Så de er to, der med hver deres haglgevær kan passe på mine jordiske besiddelser. Tak også til dem.

Og nu er jeg af sted, og sagt lidt omskrevet med John Denvers ord: ”I am leaving on a jetplane. I do know when I will be back again. But baby, I do want to go!!!!”

Må Gud velsigne Jer alle!

mandag den 12. november 2007

DUK's Årstema og en tanke

"Og I skal være mine vidner!"
Ja, dette er DUK's årstema. Det er taget fra det skriftsted, som Pave Benedikt den 16. har valgt at give som tema for Verdenungdomsdagen i Sydney i 2008, hvor mange hundredtusinde unge kommer. Skriftstedet er fra Apostlenes Gerninger 1,8. Her siger Jesus: "Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner..."
Det kan lyder så voldsomt og overvældende. Opgaven kan lyde så umulig. Men prøv selv at tænke denne meget teoretiske overvejelse igennem. Hvis jeg bruger fem minutter på at forælle et andet menneske det vidunderlige budskab, at han eller hun er elsket af Gud, og at Gud har givet sig totalt for vedkommende i Jesus. Og han eller hun kommer til tro. Og hvis han eller hun så sammen med mig og går videre og bruger fem minutter på at overbevise to andre. Og disse to går videre sammen med os og bruger fem minutter på at overbevise fire andre. Og disse otte går videre sammen med os og bruger fem minutter på at overbevise otte andre. Etc. Etc. Så vil verden faktisk have hørt om Guds kærlighed og været kommet til tro på omkring to timer og 45 minutter. Det passer. Spørg selv Kasper Stæger! Det er ham, der har regnet det ud!
En voldsom opgave, ja, måske! Men det kan gøres. Så bare på med vanten! Intet er umulig for den, der tror!

Tale til DUK's Årsmøde 2007


HandlingsplaN! HandlingsplaN! HandlingsplaN!

Det er det, som jeg har lavet i år. Det har været en kæmpeoplevelse. Hamrende hårdt har det været. Det har kostet en farlig masse søvn. Og rigtigt mange timer er der blevet brugt på det.

Men samtidigt har det været super-superspændende. Det har det været strategisk og organisatorisk. Det har det været arbejdsmæssigt. Og det har det været professionelt som præst. Ja, for mig som præst har det været superspændende at være med til at gennemføre en pastoral plan… en bispedømmeplan…. og en DUK-plan… der har henvendt sig så bredt… og som i princippet gjaldt lille Kenneth i Nakskov såvel som unge Therese i Hjørring.

Og vi er sandelig nået rigtigt langt ud med det gode budskab. Ja, hele menigheder har gjort en kæmpeindsats for at komme i kontakt med samtlige børnefamilier i deres sogne i forbindelse med HandlingsplaneN. Disse menigheder… og disse mange frivillige ledere… har villet, at børn og unge skulle opleve en kirke, der vil dem. Og de har villet ha’, at alle sognets børn og unge skulle opleve en kirke, som er spændende og engagerende.

Pastoralt og organisatorisk har det for mig meget været en stor glæde at se, hvordan gamle menighedsrådsformænd, præster af alle slags, de etniske grupper, veltjente kateketer og unge lokale børne- og ungdomsledere har engageret sig. Pastoralt og katolsk har været rigtigt godt at opleve Bispedømmets, Pastralcentrets og først og sidst biskop Kozons engagement i dette projekt og i det katolsk børne- og ungdomsarbejde på det regionale og lokale plan. Og ikke mindst har det pastoralt og DUK-mæssigt været superfedt at opleve, hvordan så mange - unge såvel som gamle – ledere i DUK har gået ind og gjort en kæmpestor indsats i forbindelse med sognebesøg og de regionale og nationale børne- og ungdomsdage. Og dét lige fra det vietnamesiske band Gul og Gratis til folk i køkkenet på Den største Dag, der på mirakuløs vis formåede at mætte 700 deltagere på 45 minutter, alt imens Son og Kasper, stod og skrålede i hver deres megafon!

Og indsatsen har ikke været forgæves. Mange af de forskellige etniske grupper er det lykkedes at engagere. Det er endvidere lykkedes at nå ud til flere af de sogne, som vi ikke i DUK ellers ikke har haft kontakt med i flere år. Og ude i mange sogne…. og i bispedømmet som helhed… er det lykkedes os at få sat katolsk børne- og ungdomsarbejde meget højt på dagsordenen. Og ikke mindst er det lykkedes os at skabe begejstring for katolsk børne- og ungdomsarbejde blandt rigtigt mange børn og unge.

Jeg var i Esbjerg to uger efter Den største dag i Odense. En flok teenagere kom op til mig efter messen. Med forventning og begejstring spurgte de: ”Hvornår arranger I den næste Største dag? Om et halvt år?” Jeg må have sendt dem et meget træt blik som svar. I hvert fald skyndte de sig at moderere deres ønske: ”Om højst et år da. Sig nu ja?”

Alt dette kan som præst for samtlige børn og unge i Danmark kun være dybt taknemmelig over og utrolig glad for. Men, men, men, men der er også meget, der ikke lykkedes. Der er meget endnu, som mangler. Sammenlagt var der således kun 1300 deltagere på vore regionale og nationale børne- og ungdomsdage. Vi har så langt fra nået samtlige de ca. 12.000 katolske børn og unge, der er i Danmark. Det er heller ikke lykkedes at få samtlige sogne med i indsatsen med henblik på samlet at styrke katolsk børne- og ungdomsarbejde… da specielt ikke i københavnsområdet. Og nogle af de ting, vi lavede, henvendte sig ikke nok til unge.

Hvorom alting er, alt dette har fyldt rigtig meget i mit arbejde som børne- og ungdomspræst i det forgangne år. Det har været et rigtigt spændende år, et rigtigt givende år. Men det har altså også været for mig personlig et hårdt år, da ikke mindst fordi jeg selvfølgelig også samtidigt med skulle varetage de mange andre opgaver, der hører med til at være børne- og ungdomspræst såsom weekends, sommerlejre, skolemesse, sognebesøg og sjælesorgssamtaler med videre.

Derfor må jeg ærligt indrømmer, at jeg nu har brug for lidt time-out! Som det er de fleste af Jer nok ved har biskoppen været så venlig at bevilge mig en tre måneders orlov. Under denne orlov ser jeg frem til at komme ud og få lidt åndeligt, etnisk og kulturel input. Ikke mindst ser jeg frem til at få noget praktisk input, hvad angår katolsk børne- og ungdomsarbejde.

Men jeg ser også frem til med ny energi og inspiration at komme tilbage og tage fat på det udfordringer, som katolsk børne- og ungdomsarbejde står overfor i de kommende år. Det er nemlig, som jeg ser og oplever det en meget rig og potent tid. Når jeg kommer rundt, sporer jeg rigtigt meget grøde og initiativ i katolsk børne- og ungdomsarbejde. Der er rigtigt meget goodwill lokalt at trække på. Og der er rigtigt mange dygtige unge ledere på vej. I er på vej!!!!

Det er et privilegium at få lov til at fungere som børne- og ungdomspræst i en sådan tid. Og det er et privilegium at arbejde sammen med Jer i en sådan tid.

Må Gud velsigne dansk katolsk børne- og ungdomsarbejde. Må Gud give os visdom, kraft, styrke, mod, vision og ikke mindst penge til at nå de 8513 børn og unge, som vi ikke fik nået i det forgangne år. De har også brug for at høre budskabet om den Gud, som elsker dem overalt på jorden.

Kære venner, vi er først nu lige begyndt. Der er brug for en plan. En overordnet, visionær og flerårig bispedømmeplan for børne- og ungdomsarbejdet. Og der er brug for en plan lige nu og her, der konkret henvender sig til de lokale menigheder og regioner, og som tager højde for deres behov og ønsker. Ja, der er brug for en plan. En lokalplan!

Plan for my three months leave of absence

27/11, 2007: Leaving Denmark.

28-29/11, 2007: Visit Sion Community. Staying with Fr. Paul Keane.

30/11, 2007: Celebrating Martyrs' Day at Tyburn Convent.

30/11 - 2/12, 2007: Visiting friends in and around London.

2-5/12, 2007: Brentwood Catholic Youth Service og Walsingham House. Staying with Fr. Dominic Howarth.

5 – 8/12, 2007: Catholic Agency to Support Evangelisation (CASE).

5 – 8/12, 2007: The National Office for Vocation.

8 – 10/12, 2007: Fr. Tony Philpot.

10 – 13/12, 2007: Fr. Andrew Stringfellow.

13 - 16/12, 2007: Catholic Youth Work in the Diocese of Leeds and the Franciscan Friars of Renewal. Staying with Fr. Matthew Habron.

17/12, 2007: Visitting Youth 2000.

17 – 20/12, 2007: Merging and closing of parishes in Lancaster Diocese. Staying with Fr. Michael Docherty.

20 - 21/12, 2007: Visitting friends.

21/12, 2007 - 15/1, 2008: Extended retreat at Pluscarden Abbey.

15/1, 2008: Leaving Scotland

18/1 – 17/2, 2008: Vietnam to get a better understanding of the culture where so many Catholics who are now living in Denmark come from.

”The Road Less Travelled” - En Weekend om Kald

Hvad er kald? Hvem kalder mig? Hvad er min inderste længsel? Hvad er det, jeg tror, Gud vil med mig til vælge? Hvad er det, jeg selv vil med mit liv? Hvad har andre af forventninger? Hvordan finder jeg overhovedet mit livs kald? Kan jeg have flere kald? Hvor kommer jeg fra? Hvad har jeg med i bagagen? Hvor er jeg på vej hen? Ja, hvad er mit kald? Har jeg et kald til at blive nonne eller søster, til en særlig opgave, til ægteskab, til ordensbroder eller præst eller til noget helt syvende?

Disse var blot nogle af de spørgsmål, som vi prøvede at forholde os til på den forgangne kaldsweekend på Stella Matutina ved Øresund i Nordsjælland. En god og ærlig gruppe var vi. Mennesker på vej. Gode samtaler, workshops og gæster udefra gav inspiration til eftertanke. Hyggeligt og socialt var det. Men der var også tid til eftertanke, bøn og stilhed. Noget tændtes måske? Noget blev måske lidt mere afklaret?

Kaldsweekenden var en succes. Den givetvis vil blive gentaget i efteråret 2008. Men der sker dog noget inden da. I Kristi Himmelfartsferien 2008, mere præcist fra onsdag den 30/4 om aftenen til søndag den 4/5, vil der være tilbud om ophold på et kloster i udlandet med deltagelse i stedets arbejds- og bønsliv. Dette arrangement vil være kønsopdelt. Mændene vil tage til det benediktinske kloster Clervaux i Luxemburg. Mens kvinderne vil tage til et tilsvarende kloster måske ved Rüdesheim ved Rhinen, hvis der plads. Hvis du er mellem 16 og 30, så er det mulighed for dig. Men vent ikke for længe. Der er få pladser!

En vandring mod Gud


For at sprede ild!

"Ignem Veni Mittere In Terram" (Lukas 12:49). "Ild er jeg kommet for at kaste på jorden!" Ordene er Jesu. Ordene er Det agtværdige engelske Kollegium i Roms motto. De står malet ud over det store malleri, der hænger bag alteret i kollegiets kapel. På malleriet holder Den himmelske Fader sin forpinte og blødende søn. Bag sønnens knæ er der en globus med England tydeligt tegnet. Og hvor blodsdråberne fra den elskedes søns sår falder, bryder England i brand.

"... og hvor ville jeg ville jeg dog ønske, at den allerede havde fænget!" Jo ilden fængede skam! Men den fængede dog mest synligt i kætterbålene i det dengang nu protestantiske England. 44 af Det agtværdige engelske Kollegiums tidligere studerende døde for deres tro på hjul og stejle og på bål. De døde, fordi Jesus havde sat dem i brand. Og trods trusler og forfølgelse var de taget tilbage til England for at sætte i brand. De var taget tilbage for at lade troens flamme blusse rasende, vildt, varsomt og kærligt.

Endnu en kedsommelig blog! Måske! Det er jo en kedsommelig mand, der har fingrene på tasterne! Skal denne blog ikke blot lægge yderligere slagger, løbesod og udbrændt kul til det meget døde og udbrændte, der allerede findes på nettet, så skal der noget mere til. Ild skal der kastes! Og jeg kan ikke kaste den. Jeg kan allerhøjest bære ved til bålet. Puste op under gløderne måske. Men ilden må en anden kaste. Flammer af ild er det kun Jesus, der kan kaste. Må ild kastes. Ja, gid ild vil fænge!