fredag den 30. juli 2010

Midlertidig udnævnelse - temporary appointment

Efter adskillige måneder i den for mig dybt frustrerende “uvishedens sky” har jeg endelig fået at vide, at per første august (!) er udnævnt til midlertidig konstitueret sognepræst i Maribo og Nakskov. Alt afhængig af udviklingen i den præstelige situation i bispedømmet kan det dog meget vel ske, at jeg skal flytte til et andet sogn om to til tre måneder. Indtil videre bliver jeg formelt set boende i København, selvom jeg givetvis vil bo en stor del af tiden i præstegården Maribo

Jeg er er meget taknemmelig over at min situation pt. er noget mere afklaret. Det har været en rigtig hård tid for mig. Jeg kommer til at savne de mange vidunderlige og dygtige mennesker, som jeg har fået lov til at arbejdet for og med i DUK. Men jeg ser rigtigt meget frem til at arbejde for og sammen med de mange gode mennesker, der givetvis er på Lolland.

Jeg vil gerne invitere alle til at komme og besøge mig. Der er gode overnatningsmuligheder. Og hvis man er mere kontemplativ (og luksuriøs) anlagt og sætter pris på smukke omgivelser, så kan man jo bo hos birgittinerinderne i byen.

------ o ------

After months in the rather frustrating “cloud of unknowing”, I have finally been told that I am to work as a temporary parish priest in Maribo and Nakskov. However, in two to three months I may be moved to another parish depending on the developments in the pastoral situation in our diocese. For the time being I will still be living in my apartment in Copenhagen even though I will be staying a great deal of my time in the rectory in Maribo.

I am very grateful because I now a little more about what is about to happen in the near future. It has been a very difficult time for me. I am going to miss working with and for the many wonderful and competent young people in the Catholic children and youth movement. However, I do also look very much forward to working for and together with the many good people on the island of Lolland, where you find the cosy towns of Maribo and Nakskov.

I would like to welcome you to come and visit me. There is plenty of room. And if you want to stay in more contemplative and beautiful surroundings, the Brigittines have a newly build convent in Maribo.

onsdag den 28. juli 2010

Et og samme glædelige budskab

”The Gospel of God’s love for man, the Gospel of the dignity of the person and the Gospel of life are a single and indivisible Gospel.” John Paul II, Evangelium Vitae.

Kilden til kærlighed

Uden kærlighed til vore forældre, søstre, brødre, ægtefæller, kærester og venner kan vi ikke leve. Uden kærlighed dør vi.

Og dog viser denne kærlighed sig for mange mennesker på en brudt og begrænset måde. Den kan være befængt med magtspil, jalousi, krænkelse, hævntørst og endda misbrug. Ingen menneskelig kærlighed er den fuldkomne kærlighed, som vi længes efter, og til tider er menneskelig kærlighed så ufuldkommen, at vi dårligt kan få øje på, at det er kærlighed.

For ikke at gå til grunde af alle de sår, der er opstået af denne ufuldkomne kærlighed, så må vi stole på, at kilden til al kærlighed er Guds ubegrænsede, betingelsesløse, fuldkomne kærlighed, og at den kærlighed ikke er langt fra os, men dvæler inden i os som en Guds gave fra Guds Ånd.

Henri Nouwen.

søndag den 13. juni 2010

Mens jeg venter...


Mens venter på et svar angående mit fremtidige virke...

Jeg elsker at være katolsk præst. Jeg elsker min katolske tro. Og jeg elsker at forkynde det gladeste budskab. Mit største ønske for min præstegerning er, at jeg må være der, hvor der er det største behov for præster, hvor jeg som præst kan nå flest muligt, og hvor mine evner kan bedst udnyttes.

I Danmark er der under 500 katolikker per præst. Alle har adgang til at høre Guds ord forkyndt indenfor en halv times afstand. Tilsvarende har alle adgang til de tegn på Guds store kærlighed, som sakramenterne er.

Men sådan forholder det sig slet ikke alle steder i verden. Rigtigt mange steder i verden er der så få præster, og kirkerne ligger så langt fra hinanden, at folk rent fysisk simpelt ikke har adgang til forkyndelsen af det gode budskab og til sakramenterne på regelmæssig basis.

Kirkens øverste myndighed har heldigvis i Moto Proprio Ecclesiæ Sanctæ (1966) og igennem lovene for Kirken (canon 271) heldigvis forsøgt at afhjælpe denne nød ved at åbne mulighed for, endda opmuntre til, og garantere rent juridisk, at præster kan flytte til områder i verden, hvor der er stor mangel på præster.

Igennem mange år har jeg følt mig kaldet til dette. Jeg kommer ud af en missionsfamilie. Min onkel og tante var i mange år missionærer i Tanzania. Min fætter har været missionær i Den centralafrikanske Republik. Og min kusine er pt. Missionærer i Jos i Nigeria.

Jeg har derfor kontaktet en række bispedømmer rundt i verden, hvor jeg ved, at de er få præster i forholdet til antallet af katolikker og i forhold til afstandene. Og jeg har sagt ja til en invitation til at besøge et par af dem.

Om det er det, Gud vil med mig i en kortere eller længere årrække, må Han mig vise. Under alle omstændigheder er jeg som præst bundet af mit lydighedsløfte til biskoppen og til Kirken.

Men hvad enten det er Moto Proprio Ecclesiæ Sanctæ eller min stedlige biskop, der i mit tilfælde får det afgørende ord, så håber og beder jeg til, at mit fremtidige virke må være båret af en klar vision.

En klar vision for, hvordan til gavn for flest muligt mine ringe evner bedst muligt kan udnyttes.

En klar vision for, hvor jeg geografisk bedst kan virke, og indenfor i hvilke sprogmæssige, aldersmæssige og etniske områder jeg bedst kan virke, så at jeg ved Guds hjælp kan nå flest muligt med det mest fantastiske budskab, som ingen kan leve foruden.

Må Gud lade det ske.

PS: Nogle vil måske indvende, at der også er præstemangel i Danmark. Min opfattelse er, at den præstemangel, der måtte føles at være i Danmark, i højere grad er af strukturel art end af reel art. Hvis man lukkede halvdelen af sognene i HT-området, ville katolikker i al almindelighed geografisk set i det store hele have den samme adgang til ordets forkyndelse og til sakramenterne, som de havde før omstruktureringen, og man ville tilmed have rigeligt med præster at disponere over.

onsdag den 19. maj 2010

Vi bekender...

I en prædiken til 3000 mennesker - deriblandt mange, der selv havde været udsat for overgreb - i Sankt Stephans katedralen i Wien den 31/3, 2010, sagde Kardinal Christoph Schönborn ifølge The Tablet ( 10/4, 2010) i engelsk oversættelse følgende:

”We confess that some of us exploited the trust of children and destroyed it…
“We confess that some of us are guilty of causing the inner death of others…
“We confess that some of us are guilty of sexual violence …
“We confess that some of us stole the childhood of boys and girls and robbed them of the ability to successfully experience relationships…
“We confess that we covered (things) up and gave false witness…
“We confess that some of us the semblance of the Church’s impeccability mattered more than anything else…

“Words spoken in a sermon could not only embarrassing but could hurt. Silence is what is called for. But not the silence that occurred only too often, namely the silence of hushing up, of silencing others, the silence of not being able to speak. It should be the silence of Job’s friends who fell silent when they saw how greatly he was suffering and just sat silently beside him.”

And turning to the victims, Schönborn said: “Thank you for breaking your silence.”

The cardinal then admitted that recently he had often felt that the Church was being treated unjustly. “Why above all is the Church being put in the pillory? Isn’t there abuse elsewhere as well? Is that not being investigated or come to terms with? And then I have sorely been tempted to say, ‘Yes. Media don’t like the Church. Perhaps there is even a conspiracy against it?’ But I feel in my heart – no, that isn’t it. And even if it is true, the mirror that is being held up to us shows us something that makes abuse in the Church particularly serious. It defiles God’s Holy Name.” …

As long as the Church continued to look the other way and failed to listen it would stand in the way of a liberating and redeeming God, he continued. It must “get of its high horse” – which was without doubt a painful process – “but what is that pain compared to the victim’s pain which we overlooked and did not hear? When the victims speak out now, God is speaking to us, to his Church, in order to shake and purify it.”

mandag den 10. maj 2010

Lys forenden af tunnelen

Fra en artikel, som jeg fandt i The Tablet (10 april), af Michael Sean Winters:

"Will it ever end? There is no doubt that the legal battles will continue to unearth documents that are depressing and scandalous. But, in Boston, which was the centre of the scandal in 2002, the situation for the Church has begun to turn around.

Cardinal Sean O'Malley, who took over the troubled archdiocese in 2003, sold his own house to help pay the court settlements. He met with hundreds of victims of clergy sex abuse.

In his public statements, he always begins with a renewed apology to the victims. O'Malley also meets regularly with the vast majority of priests who were not accused of misconduct, but whose corporate sense of shame led them to be embarrassed to walk down the street wearing their clerical collars.

“The priests have revived their excitement about their own vocations under his leadership,” says Mgr. Lorenzo Albacete, who often leads retreats for priests in Boston and elsewhere. Vocations are up. Donations to the annual archdiocesan appeal, a sure indicator of support from the people in the pews, have returned to their pre-crises levels.

There is light at the end of the tunnel, if other bishops follow O’Malley’s lead. But it is a long tunnel.”

lørdag den 24. april 2010

O Catholic faith, how stable, how firm

I en tid, hvor der kan synes at blive blæst til storm mod Den katolske Kirke, kan de være godt at kigge tilbage på een af de mange perioder i Kirkens historie, hvor den blev blodigt forfulgt og dens religiøse og moralske autoritet totalt underminere og tvivlett. Franciskaneren, den hellige Fidelis, prædikede under reformationen mod den ny protestantiske lære i Svejts. Han blev dræbt som martyr for sin tro. Om ham og hans katolske tro sagde Pave Benedikt XIV senere:

“O Catholic faith, how stable, how firm you are, how well-rooted, how well-founded on a strong rock. Heaven and earth will pass away, but you can never perish. From the beginning the whole world has spoken against you, but you have triumphed mightily over all.

For this is the victory which overcomes the world, our faith; this is what has brought the most powerful kings under Christ’s rule and made peoples the servants of Christ.

What was it that made the holy apostles and martyrs undergo fierce struggles and terrible agonies, if not faith and above all faith in the resurrection?
What was it that has made hermits spurn pleasure, honour and wealth, and live a celibate life in solitude, if not living faith?

What is it that in these days causes true Christians to turn aside from what is easy and pleasant and undergo hardship and labour?

Living faith working through love – this is what leads men to put aside the goods of the present in the hope of those of the future, and to look to the future rather than to the present.”

fredag den 23. april 2010

Kirkeret meldepligt

Kirkens interne regler og kirkeretten hindrer ikke, at sager om overgreb overgives til politiet og/eller til de sociale myndigheder. Tværtimod! Som Guide to Understanding Basic Sexual Abuse Allegations slår fast:

"Civil law concerning reporting crimes to the appropriate authorities should always be followed."

onsdag den 21. april 2010

Skat i lerkar

I al ydmyghed og ærlighed må vi aldrig glemme, at vi som katolikker og som præster har skatten i lerkar. Cølibat eller ej, så er vi kun lerkar! Skrøbelige lerkar! Smukke udadtil måske, ja, men skrøbelige! Men som Kirke, som enkelt katolikker og som katolske præster har vi fået en stor skat betroet. Budskabet om Guds store kærlighed. Budskabet om tilgivelse og forsoning. Budskabet om håb og ny begyndelse. Skatten er der. Men lerkarene er så forfærdende skrøbelige. Og i værste tilfælde skærer andre sig noget så forfærdeligt på skårene.

Eller som Paulus skrev (2. Korr. 4): "Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme."

En vej ud af skandalerne - kloge råd fra en udenforstående

Artikel fra Time 1. april 2010 af Jeff Israely

A Vatican official — a Spanish priest — whom I like and respect told me that as he walked down the street this week, someone shouted "Porco!" ("Pig!") at him from a passing car. Other priests say they can no longer hug children in their parishes. This is just one of the unfortunate outcomes of the sex-abuse controversy that has enveloped the Roman Catholic Church.

I am convinced that the priest-sex-abuse issue is going to continue to be a major story — and it should be. Some supporters of Pope Benedict XVI note that sex abuse of children is by no means a problem afflicting only the Catholic Church and have alleged media bias in the coverage of the issue. In fact, the Vatican singled out the New York Times for such coverage. But most journalists and non-Catholics derive no satisfaction at all from seeing these events unfold. The horror at the victims' suffering drives the narrative. But this is also a tale of human failings — both moral and administrative — by some who may otherwise be decent people, causing grave damage to a worldwide church that does good and offers comfort to millions.
(See the Vatican's struggle for damage control.)

There is admittedly both confusion and mean-spiritedness in some corners of the press and the Web. But the Pope's own alleged managerial failings in the past make this a story that cannot be ignored on the front pages of newspapers. The historical fascination with the Pontifex Maximus means guaranteed media coverage in bad times and good. One need only recall both John Paul II's funeral and Benedict's 2008 U.S. trip to remember the positive media frenzy that accompanies whoever wears the shoes of the fisherman.

Benedict's defenders are mostly right that as a senior Vatican Cardinal, Joseph Ratzinger was ahead of his colleagues in Rome in responding to the crisis, and that as Pope, he has said and done the right things, including his unprecedented meeting with sex-abuse victims on that U.S. trip. But Benedict's leadership on the sex-abuse crisis — and beyond — now hinges on an earlier chapter in his career. In 1980, an admitted child-molester priest was transferred to the Munich archdiocese, which was then headed by Ratzinger. Though Church officials say the future Pope personally approved of his transfer to Munich for psychiatric counseling, they insist Ratzinger knew nothing of the green light for the abusive priest — who would eventually be convicted of other sex crimes — to return to his pastoral duties just weeks later.
(See Father H's story: a German pedophilic priest scandal.)

Whether or not the Vatican's version of the facts is entirely convincing, papal "plausible deniability" — as communicated by aides — is not the kind of leadership this crisis requires. What happened in Munich, with or without Ratzinger's direct knowledge, is exactly the sort of inbred administrative failing that propelled a similar scandal in Boston nine years ago, which the Pope himself referred to in his recent letter to the Irish faithful.

There is a public expectation in Western democracies for a full accounting. And it is a sentiment that faithful Catholics share especially because of their piety. Jordan Bonfante, who covered the Vatican for TIME during the late 1970s, has been a rabbinical guide as I, a secular Jew, have covered the same beat in more recent years. In a rare quiet moment in 2005 when we together covered the period between the death of John Paul II and the election of Benedict XVI, Bonfante, a practicing Catholic, told me what continues to draw him to his faith. "Catholicism has a great formula," he said. "It starts with the idea that we are all sinners who must try our best to be good. And when we fail, it gives us a way to repent and cleanse ourselves of our failures."

It seems clear to me, from what I know about both the media and Catholicism, that Benedict's experience in Munich actually affords the Pope a singular opportunity to truly begin the healing and renewal on this epochal crisis. But it requires that the Pope himself turn to that gesture that stands at the heart of Catholicism: penance.

How does he go about this? A Jesuit source of mine suggested that the Pope could have washed the feet of sex-abuse victims — instead of priests — at the traditional Holy Thursday rite at St. Peter's. Others have mentioned an encyclical on the crisis. But either would miss the point. Rather than state another mea culpa for the sins of the abusers, the Pope must simply and publicly seek forgiveness for himself — and other bishops — for what we might call the sins of ignorance and denial and administrative malfeasance that some critics say border on the criminal.

Some have incorrectly worried that personally confessing such shortcomings could undermine papal infallibility. But that doctrine refers only to the dogma of divine revelation. Others wonder if Church officials are worried about the effect of such a statement in opening up the Vatican to potential lawsuits. Well, if the lawyers are calling the shots on this, the Pope is in even worse shape than we thought.

It is in the interest of his Church and his papacy that Benedict take responsibility for what happened under his watch in Munich. One can only imagine the power of the Holy Father asking forgiveness for his own sins, however small compared with those of the main perpetrators, in what has largely been a decades-long failure of leadership. At that point, Benedict might just make his mark on Church history as the eternal guide for personal accountability. And when other cases come up — and they will — we in the media can start to talk about what has improved in combating sex abuse, what Benedict has gotten right and indeed the fact that these problems exist elsewhere.

But will Benedict do it? A few weeks after the white smoke had signaled the election of Cardinal Joseph Ratzinger to be Pope Benedict XVI, I got a rather urgent call from my colleague Jordan. He was trying to get a better handle on his new spiritual leader and wanted to know what Benedict's stance had been on John Paul II's pleas back in 2000 for forgiveness of the Church's sins over the past millennia toward women, minorities and heretics. My sources, I told him, always said that Ratzinger had been skeptical about such public declarations, feeling they could stain the Church as a whole. "I see," Jordan said with clear disappointment.

Om kirkelig vielse af homoseksuelle

En tankevækkende - og 13 år senere - stadig højaktuel kommentar skrevet af Ulrik Høy i Weekendavisen 23. – 29. maj, 1997. Brugt med Weekendavisens tilladelse.

"
Knæfald

Det kan ikke undre, at landets biskopper fremkommer med en rapport, der siger ja til et velsignelsesritual for homoseksuelle. For 30 år siden kom der skred i den almindelige opfattelse af, hvad der seksuelt set var normalt eller unormalt, naturligt eller unaturligt. En sådan diskussion er ikke længere mulig. Efter den seksuelle revolution i 60erne og pornografiens frigivelse er der ingen forskel på de dele, ja somme vil hævde, at det unormale er nok så spændende variant af det normale, det naturlige måske den allerkedeligste udgave af det unaturlige.

I dag er der frit slag på alle hylderne. Nogen grundlæggende normalitet eller naturlighed findes ikke længere på det seksuelle område. Begge dele gik fløjten i de glade 60’ere, det var bare konventioner alt sammen, spændetrøje for det herligt frigjorte menneske.

De homoseksuelle har profiteret maksimalt på denne udvikling. Det er i virkeligheden fantastisk, at man kan opnå anerkendelse, ligestilling og registreret partnerskab på baggrund af noget, som trods alt kun er en seksuel forskel. Det er da positiv særbehandling, så det batter, men det siger unægtelig noget om samtidens fokusering på det seksuelle.

Er den seksuelle præference virkelig det afgørende ved menneskelivet? Sådan må man ræsonnere, når man ser biskoppernes imødekommende holdning overfor de homoseksuelle. Der er trods alt kun 1500 medlemmer af Landsforeningen for Bøsser og lesbiske, imponerende hvad de har opnået, men andre må have skubbet på, ellers var man ikke nået så langt. Hvilke andre? De heteroseksuelle – og de omfatter trods alt mere end 1500 personer.

Fællesnævneren hedder seksualitet, man kan sige, at den fælles forgabelse i seksualitetens betydning, og det hvad enten man tilhører majoriteten eller minoriteten. Seksualitet er trumf. ( … )

”Jeg foretrækker at kalde mig homofil, fordi jeg dermed giver til kende, at jeg elsker et menneske af samme køn. Jeg bryder mig ikke om ordet bøsse, fordi det dels betoner det krigeriske, dels det seksuelle, denne demonstrative tilstand af kronisk liderlighed”, sagde en dansk forfatter for 30 år siden. Det er et tankevækkende udsagn – jeg er homofil, ikke bøsse – som igen siger noget om det, der foregik bag kulisserne. For det var ordet ”bøsse”, der sejrede og med det en ny generation af ideologisk pågående, til tider utåleligt stoltserende unge mænd.

Bøsse eller homofil? Ved at kalde sig homofil fremhæver man kærligheden og det menneskelige og placerer det seksuelle i en mere underordnet position sammen med alt andet, arbejde, familie, slægt, venner, hobbies, sport og pjank. Vigtigt: Som erklæret homofil slipper man for at have det seksuelle i front. Man befries for det.

Det gør man ikke med glosen ”bøsse”. Tværtimod. Her belemres man med det seksuelle. Med betegnelsen ”bøsse” giver man til kende, at det bærende i identiteten er seksuelt betonet. Det seksuelle er i front sammen med det ideologisk-militante, der igen signalerer, at man til stadighed er en garde, parat til at forsvare sin identitet, den entydigt seksuelle.

Det siger noget om 60’ernes frigørelse, dvs. maniske fiksering på de seksuelle aspekter af tilværelsen, at folk med en i mine øje uinteressant seksuel disposition valgte at ophøje denne til det eneste saliggørende og underordne alle andre menneskelige sider samme tilbøjelighed. Det kalder jeg underkastelse, ikke frigørelse.

Eller kald det epokens vildt ensidige dyrkelse af det seksuelle eller kald det et knæfald for seksualiteten, knæfald i kirken, knæfald udenfor kirken, og troende og lidettroende kan såmænd tage hinanden i hånden. Ved at sige ja til velsignelse af seksuelle varianter er folkekirken omsider gået til bekendelse.

I kort begreb: Det tog kun 30 år at gøre sex til Gud, kirken latterlig og ægteskabet til nar."

tirsdag den 6. april 2010

Tom Kristensen og forargelsen

"... denne arvesynd lever stadigt og frodigt videre i de protestatiske lande, selvom de er delvis afkristnede. Det er evnen til at forarges. Stadig forstår vi delvis afkristnede protestanter os på at dømme, og vi dømmer altid de kristne strengere end os selv og altid katolikkerne strengest." Citat fra bogen "Italien" af Tom Kristensen, digter og forfatter til bogen "Hærværk".

torsdag den 25. februar 2010

Visioner for sogneomstruktureringer!

Man kan høre og se det for sig. Med dyb og teatralsk stemme kan et initiativ til sogneomstruktureringer fremlægges for menigheder under meddelelser og for menighedsråd på næste møde. Bekymringerne, ja, frygten vil da brede sig. Man ved jo, hvad man har, men ved ikke hvad man får. Instinktivt kæmper man da for det, som man har, og gør sig meget lidt åben for det, som måtte komme.

Omvendt kunne man vel også forstille sig et initiativ til sogneomstruktureringer blive fremlagt med håb og med en vision for, hvordan vi kan få nogle langt mere velfungerende sogne. Sogne med overskud såvel åndeligt som menneskeligt og økonomisk. Sogne, som ville kunne imødekomme moderne familiers behov. Sogne, hvis eksistens ville være sikret langt ud i fremtiden.

Blev en sådan vision malet folk for øjnene, så ville katolikker i al almindelighed nok have nemmere ved at give afkald på det gammelkendte og turde satse på noget nyt. Men det vil selvfølgelig kræve, at der er en klar vision for sogneomstruktureringerne. Dette indlæg er blot ment, som nogle tanker, der kunne inddrages, når sådan en samlet vision skal skabes og formuleres.

Vision 1: San Antonio, Texas
I San Antonio, Texas, valgte ærkebiskoppen at lukke et større antal kirker og bygge en topmoderne kirke med alle de indendørs og udendørs faciliteter, som et moderne kirke- og menighedsarbejde måtte kræve. Det skete ikke uden sværdslag og med megen sorg. Rigtigt meget gik efter sigende tabt, hvad angik det sociale og det nære. Men i dag kommer der op imod 2000 mennesker til hver af de tre søndagsmesser. Der er et rigt menighedsliv. Man har en professionel person til sammen med et stort antal frivillige at køre katekesen og det øvrige børne- og ungdomsarbejde. Tilsvarende har man en professionel til at køre al musikarbejdet, og man har et band, et orkester og flere kor. Man har en katolsk uddannet ægteskabsrådgiver, som sammen med frivillige og præsterne kører ægteskabsforberedelsen, og som står til rådighed, når folk kommer ud i ægteskabelig krise. Og endelig er der flere præster tilknyttet sognet.

Vision 2: Bispedømmet Leeds
I bispedømmet Leeds er man pt. relativt godt stillet, hvad angår antallet af præster. Men man kunne se, at i løbet af de næste ti år ville der komme til at mangle præster i forhold til det antal sogne, som man havde. Biskop Arthur Roche valgte som følge heraf at lave en samlet visionsplan for den fremtidige sognestruktur i sit bispedømme, så alle kunne indrette sig på, hvor man var på vej hen. Denne visionsplan var bygget op omkring nogle overordnede principper og retningslinjer. Gennemførelsen af denne plan skulle således helst sikre, at i 2020 ville alle katolikker have adgang til et velfungerende sogn indenfor overkommelig afstand. Der skulle være økonomisk og menneskeligt overskud til tidssvarende katekese og velfungerende børne- og ungdomsarbejde såvel på biskedømmeplan som ude i menighederne. Og ifølge denne visionsplan skulle der være mindst to præster i langt de fleste sogne, så der også ville være plads til den præst, der af personlige, aldersmæssige eller sprogmæssige årsager ikke ville kunne fungere optimalt.

Prioriteringer
Som jeg læser Kirkens officielle dokumenter de sidste mange år, så hører det med til vores berettigelse som Kirke, at vi gør vort yderste for at nå alle med det mest vidunderlige budskab om Guds kærlighed. Ja, det hører med til vores eksistensberettigelse som Kirke, at vi sikrer, at alle har adgang til at opleve og forholde sig dette budskab igennem vedkommende katekese, Ordets forkyndelse og sakramenterne. Og det hører med til vores eksistensberettigelse som Kirke, at alle får den vejledning og hjælp, de behøver til at leve i ansvarlighed og kærlighed i forhold til familien, til næsten i nød og til det samfund, som vi lever i. Prioritet må derfor gives til evangelisering og genevangelisering, til katekese, til børne- og ungdomsarbejde og til initiativer, der kan støtte op om de katolske familier. Alt andet i dette bispedømme – også kirkebygninger og sognestrukturer – er i det lys absolut sekundære til dette og må ændres og sælges fra, som det nu passer sig og fremmer det ene fornødne. Gudsrigets sag er jo en presserende sag, der ikke kan vente!

Vision og rettigheder
Man kunne måske bygge en vision op omkring nogle rettigheder, som burde være enhver katolik i dette land beskåret. Blandt disse rettigheder kunne nævnes: 1. Ret til at kunne komme til messe indenfor en overkommelig afstand (½ times transport). 2. Ret til adgang til en præst, som han eller hun kan forstå, og som er velfungerende. 3. Ret til en tidssvarende og systematisk katekese, særligt hvad børn og unge angår, men også, hvad angår voksne. 4. Ret til adækvate fritids- og lejrtilbud, der styrke den katolske identitet hos børn og unge. 5. Ret til en gennemtænkt og systematisk bryllupsforberedelse og - i tilfælde af ægteskabelige problemer - ret til hjælp af kompetente katolske familieterapeuter.

Vision 3:Storkøbenhavn
En vision for den fremtidige kirke- og sognestruktur i HT-området kunne være, at vi skar antallet af sogne og kirke ned til fem. En på Amager. En i centrum. En i Vestkøbenhavn. En i Nordkøbenhavn. Og en i Nordsjælland. Udgifter til vedligehold af bygninger vil blive minimeret. Bygninger og kirker vil kunne blive solgt fra. Og vi vil få skabt sogne, der økonomisk vil kunne stå på egne ben. Ja, i hvert af disse sogne vil der måske med tiden blive råd til at ansætte tre til fire medarbejdere på del- eller heltid, der på hver deres områder kompetent og professionelt at lede katekesen, børne- og ungdomsarbejdet, musik og sang og sognets ægteskabsforberedelse og omsorg for ægteskaber i krise. Indenfor hver deres område skulle disse ansatte medarbejdere sammen med sognepræsten have ansvaret for rekruttering og pleje af et større antal frivillige medarbejdere. De skulle således sørge for, at disse frivillige medarbejdet ville blive coachet og opmuntret på rette vis, og at de ville blive videreuddannet og komme regelmæssigt på kurser. Præsterne vil så i højere grad kunne fokusere på det, som de er uddannet og særligt er kaldet til. En sådan systematisk sanering af sognestrukturen over en ti års periode vil desuden gøre vort bispedømme bedre i stand til at håndtere den situation, at der i 2020 nok kun vil omkring 45 præster i Danmark, der er under 70 år gamle.

Vision 4: Hele bispedømmet
Men skal vi virkelig ville gøre noget, der batter, når det gælder evangelisering og genevangelisering, udbygning og udvikling af katekesen, katolsk børne- og ungdomsarbejde, ægteskabsforberedelse og initiativer, der kan støtte op om de katolske familier, og coaching og uddannelse af frivillige, så har vi brug for et moderne uddannelses- og konferencenter. Det skal ligge centralt i Danmark, så folk kan nå til et aftenmøde eller til et lørdags- eller søndagsmøde fra hele landet, uden at de behøver at tage dage fri fra arbejde og uden, at nogen behøver at overnatte. Her kunne Pastoral-centret, Sankt Andreas Bibliotek og de fleste af bispedømmets pastorale aktiviteter samt DUK passende få til huse, så alle disse funktioner er noget nærmere de menigheder og de frivillige, som de skal hjælpe, vejlede og uddanne. Det kunne således blive et pastoralt og evangeliseringsmæssig vækst- og inspirationscenter, hvor folk ville kunne komme til uddannelsesdage og lignende. Og her ville man også kunne arrangere ægteskabsforberedelse med videre. Hvis ikke man mener, at der er råd til et sådan uddannelses- og konferencecenter, så kan man jo passende sælge Magleås, som jo alligevel ligger håbløst afsides i forhold til størstedelen af Danmarks katolikker til, at det vil bliver brugt af dem med fast arbejde, og som ikke har mulighed for at tage flere dage af sted.

Konkluderende
Mange vil måske hævde, at ovennævnte visioner er det rene drømmeri. Hvad angår sogneomstruktureringer, så vil nogen måske hævde, at folk slet ikke vil køre det ekstra stykke for at komme til disse centraliserede kirker. Men dertil er der jo det at sige, at rigtigt mange af vore kirkegængere, hvis ikke flertallet, i Københavnsområdet allerede i dag krydser indtil flere katolske sognegrænser for at komme til netop den kirke og til den præst, som de synes bedst om. Desuden er det værd at huske på, at Pave Benedikt både som pave og som ærkebiskop i München har slået til lyd for kirkelukninger med henvisning til folks store mobilitet og med bemærkninger om, at hvis unge mennesker er villige til at køre 50 km. for at komme på diskotek, så er de såmænd også villige til at køre et stykke ekstra for at komme til messe og til et sogn, hvor der er noget at komme efter.

Med ovenstående skitserede visioner gør jeg mig ingen illusioner om, at jeg har fundet de vises sten. Men som præst i dette bispedømme – også i 2020 – kunne jeg godt tænke mig, at vi i stedet for at frygte det værste går ind i diskussionen omkring sogneomstruktureringer med åbne sind og visioner. Ja, vi må turde lade de gamle drømme drømme og de unge skue syner (Joel 3,1) . For helt fundamentalt, hvor er det, vi gerne ser vort bispedømme være i 2020, og hvordan kommer vi derhen? Det må og skal være spørgsmålet.