Man kan høre og se det for sig. Med dyb og teatralsk stemme kan et initiativ til sogneomstruktureringer fremlægges for menigheder under meddelelser og for menighedsråd på næste møde. Bekymringerne, ja, frygten vil da brede sig. Man ved jo, hvad man har, men ved ikke hvad man får. Instinktivt kæmper man da for det, som man har, og gør sig meget lidt åben for det, som måtte komme.
Omvendt kunne man vel også forstille sig et initiativ til sogneomstruktureringer blive fremlagt med håb og med en vision for, hvordan vi kan få nogle langt mere velfungerende sogne. Sogne med overskud såvel åndeligt som menneskeligt og økonomisk. Sogne, som ville kunne imødekomme moderne familiers behov. Sogne, hvis eksistens ville være sikret langt ud i fremtiden.
Blev en sådan vision malet folk for øjnene, så ville katolikker i al almindelighed nok have nemmere ved at give afkald på det gammelkendte og turde satse på noget nyt. Men det vil selvfølgelig kræve, at der er en klar vision for sogneomstruktureringerne. Dette indlæg er blot ment, som nogle tanker, der kunne inddrages, når sådan en samlet vision skal skabes og formuleres.
Vision 1: San Antonio, Texas
I San Antonio, Texas, valgte ærkebiskoppen at lukke et større antal kirker og bygge en topmoderne kirke med alle de indendørs og udendørs faciliteter, som et moderne kirke- og menighedsarbejde måtte kræve. Det skete ikke uden sværdslag og med megen sorg. Rigtigt meget gik efter sigende tabt, hvad angik det sociale og det nære. Men i dag kommer der op imod 2000 mennesker til hver af de tre søndagsmesser. Der er et rigt menighedsliv. Man har en professionel person til sammen med et stort antal frivillige at køre katekesen og det øvrige børne- og ungdomsarbejde. Tilsvarende har man en professionel til at køre al musikarbejdet, og man har et band, et orkester og flere kor. Man har en katolsk uddannet ægteskabsrådgiver, som sammen med frivillige og præsterne kører ægteskabsforberedelsen, og som står til rådighed, når folk kommer ud i ægteskabelig krise. Og endelig er der flere præster tilknyttet sognet.
Vision 2: Bispedømmet Leeds
I bispedømmet Leeds er man pt. relativt godt stillet, hvad angår antallet af præster. Men man kunne se, at i løbet af de næste ti år ville der komme til at mangle præster i forhold til det antal sogne, som man havde. Biskop Arthur Roche valgte som følge heraf at lave en samlet visionsplan for den fremtidige sognestruktur i sit bispedømme, så alle kunne indrette sig på, hvor man var på vej hen. Denne visionsplan var bygget op omkring nogle overordnede principper og retningslinjer. Gennemførelsen af denne plan skulle således helst sikre, at i 2020 ville alle katolikker have adgang til et velfungerende sogn indenfor overkommelig afstand. Der skulle være økonomisk og menneskeligt overskud til tidssvarende katekese og velfungerende børne- og ungdomsarbejde såvel på biskedømmeplan som ude i menighederne. Og ifølge denne visionsplan skulle der være mindst to præster i langt de fleste sogne, så der også ville være plads til den præst, der af personlige, aldersmæssige eller sprogmæssige årsager ikke ville kunne fungere optimalt.
Prioriteringer
Som jeg læser Kirkens officielle dokumenter de sidste mange år, så hører det med til vores berettigelse som Kirke, at vi gør vort yderste for at nå alle med det mest vidunderlige budskab om Guds kærlighed. Ja, det hører med til vores eksistensberettigelse som Kirke, at vi sikrer, at alle har adgang til at opleve og forholde sig dette budskab igennem vedkommende katekese, Ordets forkyndelse og sakramenterne. Og det hører med til vores eksistensberettigelse som Kirke, at alle får den vejledning og hjælp, de behøver til at leve i ansvarlighed og kærlighed i forhold til familien, til næsten i nød og til det samfund, som vi lever i. Prioritet må derfor gives til evangelisering og genevangelisering, til katekese, til børne- og ungdomsarbejde og til initiativer, der kan støtte op om de katolske familier. Alt andet i dette bispedømme – også kirkebygninger og sognestrukturer – er i det lys absolut sekundære til dette og må ændres og sælges fra, som det nu passer sig og fremmer det ene fornødne. Gudsrigets sag er jo en presserende sag, der ikke kan vente!
Vision og rettigheder
Man kunne måske bygge en vision op omkring nogle rettigheder, som burde være enhver katolik i dette land beskåret. Blandt disse rettigheder kunne nævnes: 1. Ret til at kunne komme til messe indenfor en overkommelig afstand (½ times transport). 2. Ret til adgang til en præst, som han eller hun kan forstå, og som er velfungerende. 3. Ret til en tidssvarende og systematisk katekese, særligt hvad børn og unge angår, men også, hvad angår voksne. 4. Ret til adækvate fritids- og lejrtilbud, der styrke den katolske identitet hos børn og unge. 5. Ret til en gennemtænkt og systematisk bryllupsforberedelse og - i tilfælde af ægteskabelige problemer - ret til hjælp af kompetente katolske familieterapeuter.
Vision 3:Storkøbenhavn
En vision for den fremtidige kirke- og sognestruktur i HT-området kunne være, at vi skar antallet af sogne og kirke ned til fem. En på Amager. En i centrum. En i Vestkøbenhavn. En i Nordkøbenhavn. Og en i Nordsjælland. Udgifter til vedligehold af bygninger vil blive minimeret. Bygninger og kirker vil kunne blive solgt fra. Og vi vil få skabt sogne, der økonomisk vil kunne stå på egne ben. Ja, i hvert af disse sogne vil der måske med tiden blive råd til at ansætte tre til fire medarbejdere på del- eller heltid, der på hver deres områder kompetent og professionelt at lede katekesen, børne- og ungdomsarbejdet, musik og sang og sognets ægteskabsforberedelse og omsorg for ægteskaber i krise. Indenfor hver deres område skulle disse ansatte medarbejdere sammen med sognepræsten have ansvaret for rekruttering og pleje af et større antal frivillige medarbejdere. De skulle således sørge for, at disse frivillige medarbejdet ville blive coachet og opmuntret på rette vis, og at de ville blive videreuddannet og komme regelmæssigt på kurser. Præsterne vil så i højere grad kunne fokusere på det, som de er uddannet og særligt er kaldet til. En sådan systematisk sanering af sognestrukturen over en ti års periode vil desuden gøre vort bispedømme bedre i stand til at håndtere den situation, at der i 2020 nok kun vil omkring 45 præster i Danmark, der er under 70 år gamle.
Vision 4: Hele bispedømmet
Men skal vi virkelig ville gøre noget, der batter, når det gælder evangelisering og genevangelisering, udbygning og udvikling af katekesen, katolsk børne- og ungdomsarbejde, ægteskabsforberedelse og initiativer, der kan støtte op om de katolske familier, og coaching og uddannelse af frivillige, så har vi brug for et moderne uddannelses- og konferencenter. Det skal ligge centralt i Danmark, så folk kan nå til et aftenmøde eller til et lørdags- eller søndagsmøde fra hele landet, uden at de behøver at tage dage fri fra arbejde og uden, at nogen behøver at overnatte. Her kunne Pastoral-centret, Sankt Andreas Bibliotek og de fleste af bispedømmets pastorale aktiviteter samt DUK passende få til huse, så alle disse funktioner er noget nærmere de menigheder og de frivillige, som de skal hjælpe, vejlede og uddanne. Det kunne således blive et pastoralt og evangeliseringsmæssig vækst- og inspirationscenter, hvor folk ville kunne komme til uddannelsesdage og lignende. Og her ville man også kunne arrangere ægteskabsforberedelse med videre. Hvis ikke man mener, at der er råd til et sådan uddannelses- og konferencecenter, så kan man jo passende sælge Magleås, som jo alligevel ligger håbløst afsides i forhold til størstedelen af Danmarks katolikker til, at det vil bliver brugt af dem med fast arbejde, og som ikke har mulighed for at tage flere dage af sted.
KonkluderendeMange vil måske hævde, at ovennævnte visioner er det rene drømmeri. Hvad angår sogneomstruktureringer, så vil nogen måske hævde, at folk slet ikke vil køre det ekstra stykke for at komme til disse centraliserede kirker. Men dertil er der jo det at sige, at rigtigt mange af vore kirkegængere, hvis ikke flertallet, i Københavnsområdet allerede i dag krydser indtil flere katolske sognegrænser for at komme til netop den kirke og til den præst, som de synes bedst om. Desuden er det værd at huske på, at Pave Benedikt både som pave og som ærkebiskop i München har slået til lyd for kirkelukninger med henvisning til folks store mobilitet og med bemærkninger om, at hvis unge mennesker er villige til at køre 50 km. for at komme på diskotek, så er de såmænd også villige til at køre et stykke ekstra for at komme til messe og til et sogn, hvor der er noget at komme efter.
Med ovenstående skitserede visioner gør jeg mig ingen illusioner om, at jeg har fundet de vises sten. Men som præst i dette bispedømme – også i 2020 – kunne jeg godt tænke mig, at vi i stedet for at frygte det værste går ind i diskussionen omkring sogneomstruktureringer med åbne sind og visioner. Ja, vi må turde lade de gamle drømme drømme og de unge skue syner (Joel 3,1) . For helt fundamentalt, hvor er det, vi gerne ser vort bispedømme være i 2020, og hvordan kommer vi derhen? Det må og skal være spørgsmålet.
Efter adskillige måneder i den for mig dybt frustrerende “uvishedens sky” har jeg endelig fået at vide, at per første august (!) er udnævnt til midlertidig konstitueret sognepræst i Maribo og Nakskov. Alt afhængig af udviklingen i den præstelige situation i bispedømmet kan det dog meget vel ske, at jeg skal flytte til et andet sogn om to til tre måneder. Indtil videre bliver jeg formelt set boende i København, selvom jeg givetvis vil bo en stor del af tiden i præstegården Maribo 
Jeg vil gerne invitere alle til at komme og besøge mig. Der er gode overnatningsmuligheder. Og hvis man er mere kontemplativ (og luksuriøs) anlagt og sætter pris på smukke omgivelser, så kan man jo bo hos birgittinerinderne i byen.
After months in the rather frustrating “cloud of unknowing”, I have finally been told that I am to work as a temporary parish priest in Maribo and Nakskov. However, in two to three months I may be moved to another parish depending on the developments in the pastoral situation in our diocese. For the time being I will still be living in my apartment in Copenhagen even though I will be staying a great deal of my time in the rectory in Maribo.
I would like to welcome you to come and visit me. There is plenty of room. And if you want to stay in more contemplative and beautiful surroundings, the Brigittines have a newly build convent in Maribo.
