onsdag den 21. april 2010

Om kirkelig vielse af homoseksuelle

En tankevækkende - og 13 år senere - stadig højaktuel kommentar skrevet af Ulrik Høy i Weekendavisen 23. – 29. maj, 1997. Brugt med Weekendavisens tilladelse.

"
Knæfald

Det kan ikke undre, at landets biskopper fremkommer med en rapport, der siger ja til et velsignelsesritual for homoseksuelle. For 30 år siden kom der skred i den almindelige opfattelse af, hvad der seksuelt set var normalt eller unormalt, naturligt eller unaturligt. En sådan diskussion er ikke længere mulig. Efter den seksuelle revolution i 60erne og pornografiens frigivelse er der ingen forskel på de dele, ja somme vil hævde, at det unormale er nok så spændende variant af det normale, det naturlige måske den allerkedeligste udgave af det unaturlige.

I dag er der frit slag på alle hylderne. Nogen grundlæggende normalitet eller naturlighed findes ikke længere på det seksuelle område. Begge dele gik fløjten i de glade 60’ere, det var bare konventioner alt sammen, spændetrøje for det herligt frigjorte menneske.

De homoseksuelle har profiteret maksimalt på denne udvikling. Det er i virkeligheden fantastisk, at man kan opnå anerkendelse, ligestilling og registreret partnerskab på baggrund af noget, som trods alt kun er en seksuel forskel. Det er da positiv særbehandling, så det batter, men det siger unægtelig noget om samtidens fokusering på det seksuelle.

Er den seksuelle præference virkelig det afgørende ved menneskelivet? Sådan må man ræsonnere, når man ser biskoppernes imødekommende holdning overfor de homoseksuelle. Der er trods alt kun 1500 medlemmer af Landsforeningen for Bøsser og lesbiske, imponerende hvad de har opnået, men andre må have skubbet på, ellers var man ikke nået så langt. Hvilke andre? De heteroseksuelle – og de omfatter trods alt mere end 1500 personer.

Fællesnævneren hedder seksualitet, man kan sige, at den fælles forgabelse i seksualitetens betydning, og det hvad enten man tilhører majoriteten eller minoriteten. Seksualitet er trumf. ( … )

”Jeg foretrækker at kalde mig homofil, fordi jeg dermed giver til kende, at jeg elsker et menneske af samme køn. Jeg bryder mig ikke om ordet bøsse, fordi det dels betoner det krigeriske, dels det seksuelle, denne demonstrative tilstand af kronisk liderlighed”, sagde en dansk forfatter for 30 år siden. Det er et tankevækkende udsagn – jeg er homofil, ikke bøsse – som igen siger noget om det, der foregik bag kulisserne. For det var ordet ”bøsse”, der sejrede og med det en ny generation af ideologisk pågående, til tider utåleligt stoltserende unge mænd.

Bøsse eller homofil? Ved at kalde sig homofil fremhæver man kærligheden og det menneskelige og placerer det seksuelle i en mere underordnet position sammen med alt andet, arbejde, familie, slægt, venner, hobbies, sport og pjank. Vigtigt: Som erklæret homofil slipper man for at have det seksuelle i front. Man befries for det.

Det gør man ikke med glosen ”bøsse”. Tværtimod. Her belemres man med det seksuelle. Med betegnelsen ”bøsse” giver man til kende, at det bærende i identiteten er seksuelt betonet. Det seksuelle er i front sammen med det ideologisk-militante, der igen signalerer, at man til stadighed er en garde, parat til at forsvare sin identitet, den entydigt seksuelle.

Det siger noget om 60’ernes frigørelse, dvs. maniske fiksering på de seksuelle aspekter af tilværelsen, at folk med en i mine øje uinteressant seksuel disposition valgte at ophøje denne til det eneste saliggørende og underordne alle andre menneskelige sider samme tilbøjelighed. Det kalder jeg underkastelse, ikke frigørelse.

Eller kald det epokens vildt ensidige dyrkelse af det seksuelle eller kald det et knæfald for seksualiteten, knæfald i kirken, knæfald udenfor kirken, og troende og lidettroende kan såmænd tage hinanden i hånden. Ved at sige ja til velsignelse af seksuelle varianter er folkekirken omsider gået til bekendelse.

I kort begreb: Det tog kun 30 år at gøre sex til Gud, kirken latterlig og ægteskabet til nar."

Ingen kommentarer: