Skat i lerkar

I al ydmyghed og ærlighed må vi aldrig glemme, at vi som katolikker og som præster har skatten i lerkar. Cølibat eller ej, så er vi kun lerkar! Skrøbelige lerkar! Smukke udadtil måske, ja, men skrøbelige! Men som Kirke, som enkelt katolikker og som katolske præster har vi fået en stor skat betroet. Budskabet om Guds store kærlighed. Budskabet om tilgivelse og forsoning. Budskabet om håb og ny begyndelse. Skatten er der. Men lerkarene er så forfærdende skrøbelige. Og i værste tilfælde skærer andre sig noget så forfærdeligt på skårene.

Eller som Paulus skrev (2. Korr. 4): "Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme."