”Det ligner brød. Det smager som brød. Men det er ikke brød!” Ja, sådan sad en lille firmand og tænkte for nogle år siden. Meget forstod han ikke. Men han vidste, at det, han så, var noget andet end det, end det som han umiddelbart kunne se sådan med det fysiske øje. Det havde han jo altid fået at vide. Det havde de altid sagt til ham.
Det var fascinerende. Men det var også underligt, ja, dybt mærkeligt. Men det var ikke ubehageligt. Det smagte jo sådan set godt nok. På et eller andet plan kunne han tilmed godt forstå meningen med at modtage Jesus.
Jo, hele sit liv havde han fået at vide, at det var Jesus. Det føltes godt. Men en dag slog det ham alligevel: Det er jo bare et brød. Lidt kiksagtig måske. Men dog et brød. Og hvor er det i grunden mærkeligt, at dette ene brød kan få en milliard mennesker til at falde på knæ.
Det var et brød. Det er et brød. Mmmm!? Alligevel gav det mening. På en eller anden måde. Noget afgørende skete, er sket, sker i den agt, der er så tæt forbundet med alteret og præsten. Noget var og er forandret på den ene eller den anden vis. Firmanden sad en anelse perpleks. Det hele kørte sammen, gav ingen mening og dog dyb mening.
Han fik at vide, at ”det måtte begribes i tro”. Gribes i tro! Som om det var sådan lige til! Som om argumenterne her måtte forstumme. Som om, at her måtte man blot knæle og holde sin mund! Og dog, måtte det trosmæssige vel alligevel på en eller anden måde skulle samstemme med det fysisk sanselige og følelige.
Ja, sådan tænkte han. Ham den lille firmand. Det var dengang. Og i dag? Ja, i dag kæmper han stadig med at få det til at gå op. Med at få det til at samstemme. Men han er kommet lidt videre, har fået sat lidt flere ord på, ja, endda argumenter. Underligt, mærkeligt, ja, men også dybt fascinerende.
Om firmandens fremtid? Ja, hvem ved, en dag står han måske selv en dag med brødet i sine hænder oppe ved alteret. Men selv da, alt imens han løfter øjnene mod himlen og siger indstiftelsesordene, vil han måske igen tænke for sig selv: ”Det ligner brød. Det smager som brød. Men det er ikke brød!”
24. juni 1666 på den store Piazza d’Armi i Livorno stod en ung forsker fra det lutherske Danmark som en anden turist og overværede en Kristi Legems processionen. Hele pladsen var fyldt med farver og lyde. Klokkerne ringede. Han følte sig ganske perpleks og nysgerrig på grund af den megen virak og postyr.
Ikke blot fysisk men også åndeligt havde han været længe på vej. Modsat firmanden ovenfor havde han måske ikke fået så meget med hjemmefra. Selvom det med Kristi reale nærvær trods alt også var og er en del af den lutherske tradition, så var der måske aldrig nogen, der havde fortalt ham det som barn.
Men en jesuistisk præst havde dog diskuteret det med ham i Paris. Denne jesuit havde lagt vægt på Jesu egne ord ”dette er mit legeme” og ”dette er mit blod” først i forbindelse med Jesu sidst måltid med disciplene og siden i korintherbrevet.
Nu stod han der i Livorno. Og overvældet af det vældige optog slog det ham pludselig, at enten var denne hostie et simpelt stykke brød, og alle de, der viste det en sådan ærbødighed, var gale. Eller også var det virkelig Kristi sande Legeme. Der gaves virkeligt ikke rigtigt nogen mellemvej. Og den unge forsker måtte spørge sig selv: ”Hvis det virkeligt er Kristi legeme, hvorfor knæler jeg så ikke selv ned og ærer det?”
Den dag besluttede den unge forsker at blive katolik. Nicholas Steno, eller Niels Steensen, hed han. Han blev ni år senere præst, siden biskop og er i dag saligkåret.
”Min Herre og min Gud…” ja, sådan sagde Thomas, da Jesus opfordrede ham til at stikke sine finger i Jesu hænder og hans hånd i Jesu side. Føle, sanse, røre, mærke, dufte, se, smage, ja, det er alt sammen en del af den menneskelige erkendelsesproces. Igennem sine sanser erkendte og forstod Thomas, at her stod han den allerstørste, ja, overfor ham, der i grunden slet ikke kan begribes eller forgribes.
”Min Herre og min Gud…” sådan kunne vi også sige, når vi modtager Jesu legeme og blod under brøds og vins skikkelse. Det er inkarnation for fuld udblæsning, som vi er vidner til, hver gang vi fejrer messe. Ja, det er en lille smule jul søndag efter søndag, når vi mødes omkring alterbordet. Gud kommer, Gud er iblandt os, og Gud giver sig selv totalt til os i Søns hellige legeme og blod under brødets og vinens skikkelse.
”Det ligner brød. Det smager som brød. Men det er ikke brød!” Det i dette ikke, at det store for alvor begynder. Det som aldrig helt kan begribes endsige forgribes, om man så bruger et helt livs intellektuel aktivitet på det.
Det er her, at vi med den lille firmand til stadighed må fascineres, overvældes og betages. For vel er det skønt det, som vi ser; røgelsen, processionen, baldakinen og hostien. For vel er det endnu skønnere det, som vi erkender om dette sakramente igennem teologi og Kirkens lære. Men, for at bruge salige Stenos ord, ”langt det skønneste er det, som vi ikke fatter”.
Overfor dette det skønneste kan man ikke andet end knæle.
