”Spis dig grundig mæt!” hviskede en munk til mig, da vi gik ind i refektoriet, ”det bliver det sidste ordentlige måltid, du får inden i middag juledag.” Sandt nok, vi fik vi kun lidt brød og ost til aftensmad. Dagen gik med oppyntning af kirke og fællesarealer. Indtil da havde der på grund af adventstiden ikke været så meget som et lille grangren, der kunne minde lidt om jul. Men nu gik munkene til gengæld amok. Plastik guirlander i de mest spraglede farver sammen med Kristjørn med videre. Lige kønt blev det ikke. Men der blev lagt energi i det. Efter aftenbønnen afløstes den hektiske aktivitet af en stille men intens venten. Himmelhvælvingen udenfor var smuk, frostklar næsten blå. Fra nær og fjern begyndte pilgrimme i alle aldre at træde ind i kirken. Kirken fyldtes. Men stilheden blev ikke brudt. Et helligt rum. Et helligt øjeblik!Kl. 22.00 begyndte julevigilien. Som indledning blev sunget psalme 94 fra den gamle Testamente med antifoner mellem versene. Herefter fulgte i rap 6 andre psalmer, 4 sungne læsninger Esajas Bog, 6 psalmer, en prædiken af én af kirkefædrene (på engelsk), 3 sungne kantater fra Esajas, en prædiken mere fra en af kirkefædrene. Til sidst sang abbeden på latin hele Jesu slægtshistorie, sådan som den står at læse i Mattæus evangeliet. Vigilien blev afsluttet Benedicamus Domino – ”Lad os lovprise Herren.” Først herefter begyndte den egentlige messe. Alt var på latin på nær skriftlæsningerne. Stort set alt var sunget. Masser af klokker og velduftende røgelse og det helt store skrud til præsterne. Fredfyldt, majestætisk og flot var det. ”I dag blev vor kære frelser født,” som det hedder med en gammel salmes ord. Og det var vildt fedt for en gangs skyld at have fokus på dette ene. Der var en julenat, jeg aldrig vil glemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar