”Ad multos annos!” Den gamle lykønskningssang, som i årtier, hvis ikke århundreder, har været Det engelske Kollegiums slagsang, rungede gennem kælderlokalerne under en kirke i det centrale London. Den blev som altid sunget smukt og flertonigt med stor følelse, med patos og med fyldige og lettere berusede stemmer. Det var som det skulle være! Det var, som det altid havde været!Det var festdagen for Det engelske Kollegium i Rom. Det var festdagen for de 44 martyrer. Alle disse 44 var de blevet uddannet som præster på kollegiet i Rom. Alle var de taget tilbage til det dengang nu protestantiske England for at være vidner for Kristus og for at fastholde folk i deres katolske tro. Alle var de blevet fanget og havde lidt for deres tro. Og med Ralph Sherwin og Edumund Campion i spidsen var størstedelen blevet henrettet under de største pinsler.
Det var disse vidner for troen, disse tidligere medstuderende på vort kollegium, vi fejrede. Forud havde vi fejret en festmesse i klosterkirken ved det sted i Tyburn, hvor flere af henrettelserne havde fundet sted. Ikke færre end 105 led her martyrdøden for deres katolske tro. Det er på alle måde et vigtigt og historisk sted for det katolske England.
Og nu stod vi så der og sang rørte og berørte. Forud havde vi indtaget en hel del gin og tonics, en fantastisk middag, god italiensk vin og ikke mindst grappa. Gamle ustyrligt morsomme historier fra vores liv sammen på kollegiet var som gamle familiehistorier blevet fortalt og genfortalt. Nye historier var kommet til fra hver vores virke i Kirken. Vi havde leet, så tårerne trillede. Sidste nyheder var også blevet delt. Hvem af de gamle medstuderende fra Rom var syge og affældige? Hvem var døde? Hvem var det gået rigtigt godt for? Hvem oplevede stor modgang og var inde i arbejdsmæssige eller personlige kriser? Hvem var løbet fra det kald, som måske slet ikke havde været deres? Og mest smertefuldt af alt, hvem var han, der nu var i fængsel for en forbrydelse, vi knapt turde nævne? Pavens sidste rundskrivelse ”Spe Salvi” var også blevet diskuteret, kommenteret og havde fået megen ros med på vejen.
Jeg var selv lige ved at få tårer i øjnene, da jeg stod og så rundt på disse mine brave gamle medstuderende fra Det engelske Kollegium! Unge såvel som ældgamle! De flestes øjne røbede stadigt den stålsathed, som den de havde på deres ordinationsdagen, med hensyn til at ville forkynde, viderebringe og kæmpe for deres katolske tro. En modenhed vundet igennem mange års liv med Gud og mange års tjeneste for Kirken i medgang og modgang sporedes også. Men manges øjne røbede også den smerte, som andres såvel som egnes fald og nederlag havde påført dem.
Men gløden var der stadig! Den var der i øjnene. Den var der i stemmen, da de sang ”Ad multos annos”. Og hvad angik viljen til forsat at vidne for vor Herre Jesus Kristus, og om nødvendigt lide og dø for ham og for hans Kirke, så ville de fleste nok stadigt, da vi sent om eftermiddagen igen var ude i novemberregnen, gerne gøre Ralph Sherwins ord til deres: ”Hellere i dag end i morgen!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar