På besøg i en spedalshedskoloni

Jeg havde godt nok hørt og læst om det, ja, jeg havde prædiket over det; hvor forfærdelig og ulækker en sygdom spedalskhed er. Først oplever den sygdomsramte angiveligvist en summen i fingerspidserne og i tæerne. Senere visner de yderste kropsdele. Siden begynder man at miste fingre, tæer, næser, ja, hele lemmer. Jo, alt dette havde jeg nok læst om, hørt om og prædiket over. Men hvor tragisk, smertelig og socialt udstødende denne sygdom er, er nok i virkeligheden aldrig helt gået op for mig. Ikke før nu!

Jeg var med ærkebiskoppen af Hanoi, Josep Ngo Quang Kiet ude og besøge en spedalskhedskoloni. En flok vietnamesiske amerikanere var med os. De havde gjort det til deres opgave at indsamle økonomisk midler til støtte for arbejdet iblandt disse skæbner. I mange år har man fra officiel side her i Vietnam benægtet, at der var et spedalskhedsproblem i Vietnam. Derfor har disse mennesker ikke fået den fornødne hjælp og medicin fra udlandet, som de havde behov for. Men efter de sidste års større åbenhed er det heldigvis blevet anderledes.

Efter en varm velkomst var der festtaler, sange, musik og udeling af gaver i det lille kulturhus. Siden fulgte udendørs frokost. Koldt var der, men den menneskelige varme var stor og hjertelig. To brave ordenssøstre driver stedet. Som i Det nye Testamente har man også i Vietnam traditionelt socialt og fysisk udstødt de mennesker, der led af spedalskhed. Derfor gjorde søstrene alt for, at familier og naboer kom på besøg og var en del af det større fællesskab. Og rigtignok, børn og unge løb rundt og hyggede sig med de spedalske, alt imens vi spiste.

Efterfølgende var der messe og rundvisning i kolonien. Vi fik hilst på de fleste af beboerne. I dag kan sygdomsudviklingen stoppes. Så ud over at give dem mad og husly og hjælpe dem med at få en hverdag til at fungere, så består en stor del af den hjælp, man kan yde, i at hjælpe dem med at skaffe proteser og specialfremstillet fodtøj og bearbejde de psykiske sår, som flere af dem bærer rundt på.

Indrømmet, jeg måtte tage mig sammen, da jeg skulle trykke de første fingerløse i hånden. Ja, i begyndelsen måtte jeg gøre en indsats for ikke at vise min væmmelse ved det, jeg så. Men bag - og skinnende igennem - det deforme ydre, opdagede jeg snart, at der stadig uendelig megen menneskelighed at spore: smil, øjne, der kunne le og græde, og ansigter, der udtrykte smerte, længsler og håb. Bjergprædikens saligprisninger gav i mødet med disse mennesker en ny og særlig form for mening.