Naar enden er god!!!!

De lo hoejlydt og laenge ad gange, da vi ploede afsted midt imellem hoens, boern, hunde, vandboefler, den saedvanlige halve million scotereet et maaldtid og cementblanderi halvt ude paa koerebanen. Men alt dette evnede jeg ikke at tage mig af. Jeg havde andet at kaere mig om. Min roev! Jeg var kommet til at sidde paa daarligt polstrede jerstaenger imellem saederne i minibussen. Farten var hoej og vejen lang og bumpet, og min bagdel havde det derefter. Og saa er det jo godt, at jeg forstaar at lide i stilhed!!!!

Men frem kom vi. Og endnu engang oplevede jeg mig selv som regentparret paa statsbesoeg! Jeg blev foert til den til Biskop Long Xuyen, som er den fungerende biskop i dette bispedoemme. Han tog imod mig iklaedt pyjamas!!! Interesseret og distraheret paa den hoeflige maade, som ofte synes at kendetegne vigtige mennesker, spurgte han til det katolske boerne og ungdomsarbejde i Danmark. Saerligt interesseret var han i at hoere, hvordan det gik de vietnamesiske boern og unge i Danmark, og om de stadig kunne tale vietnamesisk.

Snart efter blev jeg foert til den nu afgaaede 82aarige biskop Jean Baptist Bui Tuan. Ganske uprovokeret og uopfordret gav han mig i mindst 35 graders varme en laengere forelaesning om nodvendigheden af inkulturation, respekt for vietnamesernes forfaedredyrkelse og dialog mellem religionerne med vaegtlaegning paa, at kristendommen ifoelge sin grundlaeggende natur er en aabenbaringsreligion og derfor har saa meget desto mere at give verden end god vilje og gode gerninger.

Meget af dette kunne jeg daarligt vaere uenig med ham i, og efter den sadvanlige fotoseance hastede vi videre til Biskop Micael Nguyen Khac Ngu, som snarty fylder 100. Naesten aeterisk og helgenagtig sad han med et blidt blik i sin stol. Han var nu naesten doev og talte kun ganske lidt. Men han gav os det stoerste, som han kunne skaenke os: Guds velsignelse.

Men nu begyndte omsider det officielle program. Saa godt som alle praester i bispedoemmet var kommet. Ordenspraester saavel som verdenspraester. To gange om aaret, sammenkalder Biskop Long Xuyen praesterne til disse stormoeder, hvor han dels fremlaegger sine overvejelser og planer, hvad angaar det pastorale arbejde i bispedoemmet, og hvor han han dels fejrer messe sammen med alle sine praester og spiser sammen med dem. Ud over disse to aarlige stormoeder moedes Biskop Long Xuyen med alle sine praester mindst een gang om maaneden, naar han kommer rundt til de forskellige provstimoeder, hvor alle praesterne i provstiet som noget selvfoelgeligt er til stede. Saa paa trods af, at der er mere end 180 praester i bispedoemmet, saa har Biskop Long Xuyen en endda overordentlig jaevnlig og god kontakt med alle sine praester.

Efter endnu et herligt vietnamesisk maaltid gik turen hjemad. denne gang lykkedes det mig at faa tiltusket mig en saede ved vinduet. Stemningen blandt praesterne i minibussen var om muligt endnu bedre, da vi drog hjem, end da vi koerte ud. Et hold et sted med haengekoejer og maelk fra kokusnoedder blev det ogsaa til. Men der var ingen aircondition i bilen. Solen bragede ind igennem den aabne vinduet. Jeg var foelgelig gennembloedt af sved og fyldt med stoev, da vi endelig kom hjem. Men min bagdel??? Ja, som alle ved... naar enden er god... !!!!