onsdag den 2. januar 2008

Tid

Tiden bliver en anden på et kloster! Hverdages navne mister deres betydning. Nat bliver til dag, dag nat, og nat dag. Mørke og lys, regn og sol, frost og varme følger på hinanden uden dato og klokkeslæt stærkt og sanseligt, som da man først var barn. Det, der her holder tiden ud fra hinanden, er helligdage og festdage og klokker i tårnet, der kalder os til messe hver dag og til bøn syv gange i døgnet. Al tid bliver her til hellig tid. Til tid viet til Gud. Til tid velsignet af Gud. ”Bed og arbejd,” sagde den hellige Benedikt. Bedt bliver der. Og arbejdet bliver der. Også med mig selv. Også med mine dæmoner. Stor fylde og endeløs tomhed følger på hinanden. Glæde, der pludselig bobler op i én. Sorgen, som man troede for længst var glemt. Angsten for ikke at slå til. Angsten for ikke at være elsket. Hovmodet. De dømmende tanker. De sødeste og dejligste drømme. Frydefuld ihukommelse af venner, der har betydet mig. Søvn så lang og så ukompliceret. Og så lyder klokken igen som et pulsslag, kalder mig ud af mig selv, mod Gud, mod ham, der er den helt anderledes, og som dog elskede sig ihjel for mig og for hver eneste barn og ung, som jeg har at pastoralt ansvar for. Denne hans kærlighed bliver til tak, til forbøn, til tanker, til planer. Og så er jeg allerede på vej til Danmark, hvor tid igen er målt ud i sekunder, minutter og dage i en fyldt kalender. Borte fra klokken bliver tiden igen en anden. Men er den en hellig tid?

Ingen kommentarer: