Farvel til Pluscardon

Uendelig smuk og stilren gregoriansk sang. Flotte korrektudførte latinske liturgier med masser af røgelse, klokker og knælen, der drager én til andægtighed og bøn. Befriende højlydt gaben og bøvsen i koret. Dybsindige samtaler om Tolkien, stanken på de offentlige toiletter i Ghana, voldelige japanske meditationstekniker og Pave Benedikts sidste rundskrivelse den halve time hver dag, hvor vi må tale sammen. Fantastisk mad på festdagene og den knapt så fantastiske ditto de andre dage. Vandreture i skovene. Hellige og disciplinerede munke og uautoriserede smil og spontane udbrud. Højtlæsning under måltiderne. Velforberedte og åndsbårne prædikener og munke, der sover under dem. En masse personlig læsning. Bearbejding af megen materiale, som jeg samlet, mens jeg rejste rundt i England. Bøn. Ja, masser af bøn! Eksistentiel angst og stor glæde og nogle få Gin and Tonics til at skylde det hele med. Og midt i det hele blev et barn født i Betlehem, tre vise mænd kom uventet på besøg og en dåb. Åh, hvor jeg kommer til at savne dette sted. Måske skulle jeg blive munk!? Jeg har i hvert fald fundet en ro og en kærlighed her, som jeg længe har savnet. Og dog går turen hjemad… og videre til Vietnam.