DUKs Årstema - Thomas kommentar

DUK's Årstema - Veronicas kommentar

DUK*s Årstema - Betinas kommentar

DUK's - årstema - Marcels kommentar

DUK's Årstema - Johannes' kommentar

DUKs Årstema - Elisabets kommentar

DUK's Årstema - Christians kommentar

DUKs Årstema - Gertruds kommentar

DUKs Årstema - Thomas' kommentar

Den katolske kirke og døden

"The Catholic Church is at its best at the time of death. Its message is that death is not the putting out of light. It is rather turning off the lamp because the dawn has come." (Citat af Jacqueline Kennedy. Fundet på nettet.)

Gud hvorfor?

Jeg forstår ingenting. Jeg ved ikke, hvorfor eller hvordan Jakob døde. Jeg ved kun, at han ikke mere er iblandt os, at det er en ubærlig tanke, og at vi er mange, der sørger. Og som menneske og som præst spørger jeg: Gud, hvorfor? Gud, hvor var du den fredag nat? Gud, hvor er du nu? Spørge må jeg, spørge skal jeg, hvis jeg midt i alt det forfærdelige skal leve ærligt i forhold til Gud. Og et eller andet sted midt i alt dette har jeg en uudgrundelig vished. En vished, som den Paulus havde, da han skrev: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Nej, jeg forstår ingenting. Ikke særligt meget, i hvert fald! Endelige svar får vi måske aldrig. Men Gud er her. Og intet kan skille hverken Jakob eller os fra hans kærlighed. Må Jakob hvile i Guds fred.

DUKs årstemas - Rainairs tanker

Hvor er Jakob? Hvor er Gud?

Jakob Haugen-Kossmann har nu været væk i mere end halvanden uge. Flere hundrede mennesker var samlet til en smuk aftenvigilie i Sankt Therese Kirke for en uge siden.

Eftermiddagen forinden havde en journalist spurgt mig, om det ikke var det sidste halmstrå vi tyede til, når vi sådan samledes for at bede for Jakob og hans familie. Hertil havde jeg svaret måske lige lovligt rapt, at det ikke var det sidste halmstrå, vi tyede til, men selveste klippen for vores tro og eksistens. Klippen står jo! Og for klippen er Jakob ikke blevet væk.

Men jo længere tid Jakob er borte væk, jo sværere kan det synes at fastholde foden på klippen. Ja, for mangen en troende gælder det nok, at spørgsmålet ”Hvor er Jakob?” efter nogen tid næsten med nødvendighed må følges op af spørgsmålet ”Hvor er Gud?”

Og det sidste spørgsmål må vi stille – skal vi stille – for så vidt vi er Guds børn og ønsker at leve i al ærlighed og redelighed med vores tro. Er klippen virkelig en klippe, kan den godt holde til vores ærlige og til tider prøvende, ja, næsten anklagende spørgsmål. Vi får desværre ikke altid svar på vore spørgsmål. Men derfor går vi alligevel ikke fra klippe helt utrøstet, uforandret og uden håb.

Må Gud være med Jakobs familie og snart give os Jakob tilbage i god behold.

Vietnamesisk påskeretræte

Stemningen var høj, da jeg besøgte VU's børnelejr på Abildgårdskolen i Odense palmesøndag. Det var en påskeretræte med fokus på Jesus og hans sidste dage og timer inden hans død. Atter engang blev jeg imponeret over programmet på de vietnamesiske lejre. Der var sang, drama, bøn, stille meditative øvelser, messe og skriftemål for alle. Men der var også masser af plads til en masse sjov og ballade samt ikke mindst konkurrencer, råb og andet gøgl.

Sand opstandelse!

På TV-kanalen Discoverys hjemmeside kunne man lige før påske for et par år siden (godt PR-tidspunkt!) læse: “New scientific evidence… suggests a 2,000-year-old Jerusalem tomb could have once held the remains of Jesus of Nazareth and his family.”

Jo, det var ganske vist. Man mente, at man måske havde fundet Jesu grav. Manden bag Titanic James Cameron havde endog lavet en dokumentarfilm om den. Og ikke nok med, at det måske var Jesu grav. Det var også Maria Magdalenes grav. Og fund på stedet tydede angiveligt på, at de havde en dreng, der hed Judas.

En epokegørende nyhed må man sige! ”Breaking News!” 2000 års kristne havde altså taget fejl. Man skulle tro, at den samlede presse – inklusiv Discovery – ville have kappedes om at bringe en så stor nyhed til torvs. Men nej, ifølge hjemmesiden var fundet allerede blevet gjort i 1980. Hvorfor man havde ladet den ganske kristenhed henslæbe 27 år i larmende naivitet og uvidenhed, meldtes der ikke noget om.

Dybt uansvarligt nyhedsjournalistik må man sige! Påsken kunne have været afblæst for længst! Fasten med! Og jeg kunne i dag veje fem kilo mindre, hvis jeg var blevet forskånet for at spise 27 års billig påskeægschokolade og kilovis af stegt påskelam i mintgele-dyppelse!!!

Men jeg burde måske have luret den allerede, da bogen Da Vinci Mysteriet kom ud for nogle år siden. Én af dens hovedpointer var jo, at Jesus ikke blot var død på korset, men at han også forblev død. Stendød! Det var ganske vist. Ja, nærmest en videnskabelig sandhed. Dan Brown har jo selv bedyret, at han havde brugt et helt år af sit liv på at researche sin historie.

Men hov! Jeg har jo selv brugt flere hele år af mit liv på at researche stort set samme historie. Ja, adskillige seriøse teologer har nærmest brugt hele liv på det samme. Flere af dem har endda været med ved forskellige arkæologiske udgravninger i Israel. Og langt de fleste af dem er kommet frem til et noget andet resultat end Dan Brown og James Cameron. Hverken den 27 år gamle udgravning af en begravelseshule fra Jesu’ tid eller myten om den franske kongeslægts messianske afstamning har efter deres mening føjet noget nyt til vores viden om Jesus og hans samtid.

Det er derfor lidt pudsigt eller rettere sagt lidt sørgeligt, som journalisten Steffen Jensen dengang skrev fra Jerusalem: ”… at historien nu kommer op igen så mange år senere, og bliver slået SÅ KÆMPE STORT OP i alle verdens medier, blot fordi en kendt Hollywood-instruktør står bag. Det viser desværre lidt om, hvor chokerende overfladisk vi allesammen er blevet… At fagarkæologer i over 20 år har sagt, at fundet i Jerusalem INTET har med kristendommens Jesus at gøre, er ligegyldigt. ”

Steffen Jensen forsætter: ”Navnene Yeshu (Jesus), Miriyam (Maria) og Yehuda (Judas) var helt almindelige og meget populære navne i den periode. Der er faktisk fundet over 70 grave i Jerusalem-området fra den periode med kister, hvorpå der står Yeshu ridset ind i siden. Også et par stykker, hvor der samtidig også er begravet en Miriyam. Derfor er det meget lidt sandsynligt, at James Cameron’s dokumentarfilm om en grav fra den herodianske periode i Jerusalem, handler om netop DEN Jesus, som han gerne vil have den til.”

Men hvad så med DEN Jesus? DEN Jesus, som vi som katolikker tror på. Hvor blev han af? Er han blot en rar følelse? En tryghed? Noget i hjertet? EN, som vi ikke reelt ved så meget om – sådan videnskabeligt set? Ja, er hans opstandelse blot trossag? Et postulat grebet ud af luften? Noget, som vi måske gerne vil tro på, men som reelt er uden faktuel grundlag eller håndgribelige indicier?

Ja og nej! At der for små 2000 år siden har levet en særdeles bemærkelsesværdig religiøs personlighed, der bar navnet Jesus, er de fleste forskere enige om. En sådan person nævnes i såvel religiøse og ikke-religiøse kilder, der går tilbage til få år efter Jesu død.

Men om han virkelig var den, han selv formodentligt gav udtryk for, at han var – og den, som Kirken siden hævdede, at han var - ja, det er langt mere et åbent spørgsmål. En trossag, om man vil. Det samme gælder det, der måtte kunne siges om, hvorfor han kom, og hvad det var han gjorde for os, da han døde for os på korset. Og ikke mindst gælder det, om han overhovedet opstod fra de døde. Det er ikke noget, der videnskabeligt kan bevises.

Men at det ikke kan bevises, og at det er en trossag, betyder jo ikke, at det ikke kan sandsynliggøres eller understøttes af fakta. Historien om Jesus, er jo ikke en myte, der finder sted uden for historisk tid og rum. Blandt disse fakta kan nævnes:

· Jesu opstandelse har været i fokus helt fra begyndelsen i den kristne forkyndelse. Det er altså ikke blot noget, som man lige sådan har fundet på, efter at man havde fået Jesu hovedbudskab på plads. Opstandelsen er simpelthen en uundværlig del af hovedbudskabet.
· Allerede i de tidligste kristne skrifter (1. Kor. 15) fra omkring år 50, finder vi således en veludviklet lære omkring Jesu opstandelse og dens betydning.
· Paulus referer til mennesker, der havde set Jesus, efter at han var opstået fra de døde. Og han gør det klart, at da brevet blev skrevet, levede flere af dem stadigvæk. Modtagerne af brevet kunne med andre ord blot opsøge disse mennesker, hvis de var i tvivl om, at Jesus var opstået fra de døde.
· Kvinder var ifølge evangelisterne de første vidner til, at Jesus var opstået fra de døde. Dengang blev en kvindes vidnesbyrd ikke tillagt særligt meget vægt. Hvis man et øjeblik antager, at evangelisterne blot ville binde os en god historie på ærmet, så ville de højst sandsynligt ikke have ladet det være kvinder, der var de første vidner.
· I Matt. 28 hører vi om, hvordan det rygte blev sat i omløb, at Jesu lig var blevet stjålet af disciplene. Men det forekommer svært at tro, at de selv samme disciple siden var villige til at dø for budskabet den opstandne Jesus, hvis de vidste, at det budskab var det pure opspind.
· Ingen samtidige kilder – ikke engang ikke-kristne – beretter om, at man har fundet eller på anden måde vidste, hvor Jesu lig var. Det ville ellers have været et fantastisk argument mod de kristne og det budskab, som de forkyndte.

Disse fakta og overvejelser beviser selvfølge ikke, at Jesus er opstået fra de døde. De kan snarere ses som en slags indicier.

Som kristne har vi lov til at bruge vores fornuft og kritiske sans. Men når vi stiller spørgsmål og er kritiske, så skylder vi også at tage vort emne og vores egen søgen efter sandhed seriøs. Vi må gå tilbage til de tidligste kilder, de bibelske skrifter, de fakta og de indicier, som vi kan komme frem til. Vi må lade dem tale til os. Vi må overveje for og imod. Og er vi overbevidste, må vi lade vort liv og vor hele virkelighedsopfattelse bestemme af det.

Men vi skylder også vort emne og vor søgen, at når Discovery eller Dan Brown eller et eller andet kulørt ugeblad bringer en ny breaking news-historie til torvs, at vi ikke blot tager den ukritisk ind som så megen anden glat Hollywood-underholdning. I stedet må vi også forholde os reflekteret og kritisk til denne historie. Vi må gøre det historisk, kritisk og ud fra de kilder, som vi har til vor rådighed, og som vi finder mest troværdige.

Fakta og indicier fører ikke automatisk til tro på Jesus og på hans opstandelse. Uden Helligåndens indgriben går det ikke. Men fakta og indicier kan hjælpe os på vej. De får os til at forstå, at det skete et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt. Det er ikke blot en myte eller en kulørt Discovery historie, der glat og hollywoodagtig byder sig til i dag men er uden sandhedsbetydning i morgen.

Men tænk! Tænk, hvis nu indicier og fakta taler sandt! Da har hverken smerten eller døden i længden noget at skulle have sagt. Da skal vi leve. Da har kærligheden magten. Da har vi, der tror på den opstandne Jesus, allerede del i en hel ny og overvældende virkelighed. Ja, tænk! Det ville virkelig være breaking news!

Artiklen har tidligere være bragt som indlæg i DUKs blad Natflyveren. Billedet er af Mac Chagall

Kilder:
http://blog.tv2.dk/steffen.jensentv2/entry77370.html
http://dsc.discovery.com/news/2007/02/25/tomb_arc.html?category=archaeology
Professor, teol.dr. Peter Vester Legarth har desuden været behjælpelig under udarbejdelsen af denne artikel.

På Klostertur i Kristi Himmelfartsferien!

Er du mellem 16 og 30 år gammel, går du og overvejer et kald til ordensliv og kunne du tænke dig nogle stille dage indenfor murene på et benediktinsk kloster med bøn, gregoriansk sang, oplæg og lettere arbejde, så er her et tilbud til dig.

Onsdag den 30/4 omkring kl. 16.00 kører to biler af sted; den ene med retning mod et nonnekloster ved Rüdesheim i Tyskland, den anden med retning mod et munkekloster i Luxembourg. Her vil henholdsvis danske Sr. Veronica og danske Br. Michael tage imod os. Førstnævnte tur vil være for piger/kvinder. Sidstnævnte vil fortrinsvis for være for fyre/mænd. Vi kommer hjem igen søndag den 4/5 sidst på eftermiddagen.

Vi skal betale 25 euro per døgn, vi er på klostrene. Dertil kommer udgifter til benzin og bro/færge. Alt i alt håber vi at kunne holde prisen under de 1700 kr. per deltager alt inklusive.

Der er et begrænset antal pladser, så meld dig til hurtigst muligt. Kontakt Sr. Susanne (E-mail: Susanne@csjdanmark.dk, tlf. 21492855) eller P. Gregers (e-mail: gregers@duk.dk, tlf. 2982 7257) med hensyn til yderligere information og tilmelding.

Mordplaner og nyhedsdækning

Anderledes end CNN og BBC forekommer den arabiske kanal Aljazeera mig at være. Her tør de tilsyneladende stadig investere i - og bringe - timelange velresearchede udsendelser om emner, som ikke lige bliver dækket som ’Breaking News’ af den samlede verdenspresses ulvekobbel i denne uge.

Igaar kiggede jeg med på Aljezeera for at se, om det mulige planlagte attentat mod den danske muhammedtegner Kurt Westergaard ville blive nævnt. Det blev det ikke.

Og så dog! Først var der et indslag om det rekordstore antal journalister, der døde i 2007, fordi de ønskede at bringe den sandhed videre, som ofte er knapt så afholdt af magthaverne. Lige efter fulgte et indslag om en tegner på Vestbredden, som havde lavet en karikatur rettet mod Hamas ledelse.

Som følge af at have bragt denne karikaturtegning måtte hans avis ikke længere sælges i det hamaskontrollerede Gaza. Tegneren fortalte, at han i sin mangeårige karriere ofte havde haft grund til at frygte magthavernes reaktion. Men, sagde han så, der ville være endnu mere at frygte, hvis tegnere og journalister holdt op med at tegne og skrive!

Hue - Den gamle Kongeby

Ren turistbesøg! Jeg er den gamle kongeby Hue. Det småregner, og alt er mudret. Men det er et imponerende sted. Særligt Den forbudte By fascinerer med dens smukke træbygninger, valmuefarver, fiskedamme, ruiner, stilhed, mystik og skønhed.

Dertil kommer, at iblandt disse gamle statelige og mangefarvede bygninger fandt én af de mest intense, blodige og ødelæggende slag sted under hele Vietnamkrigen. Det var under Tet-opstanden i 1968. De kommunistiske vietcong soldaterne bemægtigede sig ret hurtigt hele byen på nær et par militært stærkt befæstede positioner. Udstyret med lister fra informere, der boede i byen, foranstaltede vietcong soldaterne efter magtovertagelsen en klapjagt på sympatisører af det sydvietnamesiske styre, embedsmænd, intellektuelle, katolske præster, amerikanere og udenlandske nødhjælpsarbejdere. Hovedparten var civile. Omkring 3000 mennesker blev skudt, tæsket ihjel eller begravet levende i løbet af de to uger, byen var under vietcongs kontrol.

Sporene af bombekratere og skudhuller er blevet slettet. Mange af de sønderbombede og nedbrændte mure og bygninger er blevet smukt genopført. Der er meget at se. Ja, der er så meget at se, at det kom til et punkt, hvor jeg havde det som Madame Sévigné, der om sightseeing kommenterede: ”What I see tires me and what I don’t see worries me” (Alan Bennett, Writing Home, p. 215.)

På statsbesøg med Ærkebiskoppen af Hanoi

Ærkebiskop Josep Ngo Quang Kiet havde inviteret mig med i sin bil. De ti første dage efter Tet - det vietnamesiske og kinetiske nytår - ærer man her på særlig måde de vietnamesiske martyrer. Derfor skulle biskoppen ud og besøge den landsby, hvor een af disse mange martyrer er født. Sankt Phero Le Tuy var præst og blev halshugget for sin tro i 1830. Kirken i landsbyen er nu blevet et større pilgrimssted for såvel katolikker som for buddhister, og et stort antal mirakler er sket her på den hellige Phero Le Tuys forbøn.

De ventede os ude ved hovedvejen. Snesevis af unge par på motorcykler med mangefarvede bannere løftet højt i vejret ledsagede os ad støvede veje til den lille landsby. Det blev noget af et indtog! Folk stod tæt langs med vejen igennem landsbyen. Folk rakte deres børn frem, så ærkebiskoppen kunne velsigne dem gennem de åbne bilvinduer. Da vi nærmede os kirken gik et brassband pludselig foran os. De spillede ikke godt. Men de spillede højt! Og jublende mennesker stod bag silkebånd, der var blevet spændt ud, så bilen kunne komme frem. Jeg har aldrig oplevet eller set noget lignende!

Det var hvinende koldt. Ikke desto mindre deltog omkring tyve tusinde deltog i messen. Hostierne var papirstynde og knækkede nemt, hvilket gjorde kommunionsuddelingen til lidt af et mareridt. De 20.000 pressede sig ind på én og gjorde det særdeles vanskeligt at få det skrøbelige brød sikkert i munden på folk. Men festligt og stort var det, og mod slutningen af messen kom bandet igen ind og overdøvede det hele.

Efter messen ville jeg på egen hånd gå ned til det særlige kapel for Skt. Phero Le Tuy. Dum ide! For jo tættere jeg kom på kapellet, desto større og tættere blev folkemængden, der stimlede sammen foran mig. Til sidst kunne jeg knapt flytte mig. At dømme efter deres reaktion, var det formodentligt første gang, at de havde set vesterlænding i levende live. De rørte ved mit hår, kiggede intenst på mine blå-grå øjne, klappede mig ublu på maven, målte med deres oprakte hænder min højde og talte insisterende til mig. De ville mig noget!!! Men hvad?? Jeg forstod dem ikke. Men pludselig tog en kone resolut min hånd og placerede den på sit hoved, mens hun med den anden hånd slog et meget deskriptivt kors for sit bryst. Fra da af måtte jeg gå fra person til person og lægge mine hænder på deres hoveder og velsigne dem. Og kapellet nåede jeg aldrig frem til.

Jeg ville nok være kommet til at stå der og velsigne det meste af eftermiddagen, hvis ikke det var fordi, een af ærkebiskoppens folk kom mig til undsætning og fortalte, at der var frokost. I stedet for selv at velsigne, blev jeg fra da af velsignet med adskillige fiskeretter og megen god men grumset risvin. Bortset fra chaufføren, tror jeg , at vi alle faldt i søvn i bilen på den noget mere prosaiske tur hjem.

På besøg i en spedalshedskoloni

Jeg havde godt nok hørt og læst om det, ja, jeg havde prædiket over det; hvor forfærdelig og ulækker en sygdom spedalskhed er. Først oplever den sygdomsramte angiveligvist en summen i fingerspidserne og i tæerne. Senere visner de yderste kropsdele. Siden begynder man at miste fingre, tæer, næser, ja, hele lemmer. Jo, alt dette havde jeg nok læst om, hørt om og prædiket over. Men hvor tragisk, smertelig og socialt udstødende denne sygdom er, er nok i virkeligheden aldrig helt gået op for mig. Ikke før nu!

Jeg var med ærkebiskoppen af Hanoi, Josep Ngo Quang Kiet ude og besøge en spedalskhedskoloni. En flok vietnamesiske amerikanere var med os. De havde gjort det til deres opgave at indsamle økonomisk midler til støtte for arbejdet iblandt disse skæbner. I mange år har man fra officiel side her i Vietnam benægtet, at der var et spedalskhedsproblem i Vietnam. Derfor har disse mennesker ikke fået den fornødne hjælp og medicin fra udlandet, som de havde behov for. Men efter de sidste års større åbenhed er det heldigvis blevet anderledes.

Efter en varm velkomst var der festtaler, sange, musik og udeling af gaver i det lille kulturhus. Siden fulgte udendørs frokost. Koldt var der, men den menneskelige varme var stor og hjertelig. To brave ordenssøstre driver stedet. Som i Det nye Testamente har man også i Vietnam traditionelt socialt og fysisk udstødt de mennesker, der led af spedalskhed. Derfor gjorde søstrene alt for, at familier og naboer kom på besøg og var en del af det større fællesskab. Og rigtignok, børn og unge løb rundt og hyggede sig med de spedalske, alt imens vi spiste.

Efterfølgende var der messe og rundvisning i kolonien. Vi fik hilst på de fleste af beboerne. I dag kan sygdomsudviklingen stoppes. Så ud over at give dem mad og husly og hjælpe dem med at få en hverdag til at fungere, så består en stor del af den hjælp, man kan yde, i at hjælpe dem med at skaffe proteser og specialfremstillet fodtøj og bearbejde de psykiske sår, som flere af dem bærer rundt på.

Indrømmet, jeg måtte tage mig sammen, da jeg skulle trykke de første fingerløse i hånden. Ja, i begyndelsen måtte jeg gøre en indsats for ikke at vise min væmmelse ved det, jeg så. Men bag - og skinnende igennem - det deforme ydre, opdagede jeg snart, at der stadig uendelig megen menneskelighed at spore: smil, øjne, der kunne le og græde, og ansigter, der udtrykte smerte, længsler og håb. Bjergprædikens saligprisninger gav i mødet med disse mennesker en ny og særlig form for mening.

Jeg har spist hund!

Et tilsyneladende typisk vitnamesiskmaaltid var det. Der var suppe, ris, forskellige fiskeretter og koedretter efterfulgt af tropiske frugter. Altsammen let og laekkert. Halvejs igennem maaltidet spiste jeg noget koed, der var som oksekoed, hvad angaar konsistens men med en underlig graa-blaa farve og hvid-graalig fedtkant. Det smagte egentligt ikke af noget saerligt. Og efter at have vaeret igennem een portion, spurgte jeg, hvad det var for noget koed, og hvordan det var blevet behandlet, siden det havde faet den farve. "Aaaahr!" sagde de: "Det er en saerlig koreansk, kinesisk og vietnamesisk specialitet!!!!" Da var det, at det begyndte at daemre for mig, hvad det nok var for noget. Og rigtignok, det var hund!!!!! Jeg fik det lidt underlig. Men nu var "skaden" jo sket, saa jeg kunne lige saa godt faa smagt det ordentligt, saa jeg tog en portion til. Efterfoelgende viste de mig klumpen, koedet var skaaret fra. Gamle Trofast nydeligt pakket ind i staniol!!!! Mmmnnn, jeg er endnu ikke kommet mig over det.

En gammel munks dramatisk historie

Bambuskirken staar forholdsvis nybygget midt i en kaempestor bananplantage. Bygget for faa midler, fattige landarbejderes bidrag, enkel, prunkloes men smuk. En gammel cistersiensermunk er sognepraest her. Naesten som en erimit bor Fr Abbot Nguyen Van Ngoc i et lille bambushus paa paele ude i en mindre soe. I hans tunge oejne sporedes megen kaerlighed men ogsaa et livs smerte og nu traethed. De tunge haender spredte billeder fra bedre og mere lovende tider ud paa bordet - tider med masser af novicer, betroet ansvar og rejser i det store udland. Han har vaeret med hele vejen igennem Vietnams dramatiske nyere historie. Han indtraadte som novice i 1962 og aflagde midlertidige og evige loefter henholdsvis to og fem aar senere. I 1973 blev han ordineret praest. Men siden kom den kommunistiske magtovertagelse og flere aar i faengsel for troen. Efter han kom ud, fik han lov til at virke som sognepraest i et fattigt sogn. En bambuskirke fik han bygget. Et centrum for for de lokales religioese liv. Men nu snart vil der igen ske et markant og denne gang langt glaedeligere skift i den gamle munks liv. Han vil snart vende tilbage til sit gamle kloster, hvor han skal fungere som abbed. Der er atter mange kald til klosteret, fortalte han. Ja, snart vil der blive sendt ti vietnamesiske munke til Sverige for at (gen-)aabne et cistersiensisk kloster her.

Familien hinsides arbejdstilsynets forskrifter

"If a family is a factory for turning out children then it is lacking the most elementary safety precautions. There are no guardrails round that dangerous engine the father. There are no safeguards against being scalded by the burning affection of the mother. No mask is proof against suffocating atmosphere. One should not be surprised that so many lose their balance and are mangled in the machinery of love." Cf. f. Alan Bennett, Writing Home, p.522.

Forældres dilemma

“They (parents) never get it right. They bring up a child badly and he turns out a writer, posterity never forgives them – though without that unfortunate upbringing the writer might never have written a word. They bring up a child well and he never does write a word. Do it right and posterity never hears about the parents; do it wrong and posterity never hears about anything else.” Cf. Alan Bennett, Writing Home, p.521.

Syge- og dødslejer som katalysatorer for hygsom samvær

”When stuck in a hospital … it is irritating to find that, though one hand you are an object of pity and concern, on the other hand one is a social catalyst. Friends meet around the bed, discuss where they can “go on” after the hospital, supper possibly, then a movie, all pleasures which one’s illness has made possible but from which the illness excludes you. The last glimpse of the world as one goes through the gates will be of friends making plans what to do afterwards.” Alan Bennett, Writing Home, p. 201.

Naar enden er god!!!!

De lo hoejlydt og laenge ad gange, da vi ploede afsted midt imellem hoens, boern, hunde, vandboefler, den saedvanlige halve million scotereet et maaldtid og cementblanderi halvt ude paa koerebanen. Men alt dette evnede jeg ikke at tage mig af. Jeg havde andet at kaere mig om. Min roev! Jeg var kommet til at sidde paa daarligt polstrede jerstaenger imellem saederne i minibussen. Farten var hoej og vejen lang og bumpet, og min bagdel havde det derefter. Og saa er det jo godt, at jeg forstaar at lide i stilhed!!!!

Men frem kom vi. Og endnu engang oplevede jeg mig selv som regentparret paa statsbesoeg! Jeg blev foert til den til Biskop Long Xuyen, som er den fungerende biskop i dette bispedoemme. Han tog imod mig iklaedt pyjamas!!! Interesseret og distraheret paa den hoeflige maade, som ofte synes at kendetegne vigtige mennesker, spurgte han til det katolske boerne og ungdomsarbejde i Danmark. Saerligt interesseret var han i at hoere, hvordan det gik de vietnamesiske boern og unge i Danmark, og om de stadig kunne tale vietnamesisk.

Snart efter blev jeg foert til den nu afgaaede 82aarige biskop Jean Baptist Bui Tuan. Ganske uprovokeret og uopfordret gav han mig i mindst 35 graders varme en laengere forelaesning om nodvendigheden af inkulturation, respekt for vietnamesernes forfaedredyrkelse og dialog mellem religionerne med vaegtlaegning paa, at kristendommen ifoelge sin grundlaeggende natur er en aabenbaringsreligion og derfor har saa meget desto mere at give verden end god vilje og gode gerninger.

Meget af dette kunne jeg daarligt vaere uenig med ham i, og efter den sadvanlige fotoseance hastede vi videre til Biskop Micael Nguyen Khac Ngu, som snarty fylder 100. Naesten aeterisk og helgenagtig sad han med et blidt blik i sin stol. Han var nu naesten doev og talte kun ganske lidt. Men han gav os det stoerste, som han kunne skaenke os: Guds velsignelse.

Men nu begyndte omsider det officielle program. Saa godt som alle praester i bispedoemmet var kommet. Ordenspraester saavel som verdenspraester. To gange om aaret, sammenkalder Biskop Long Xuyen praesterne til disse stormoeder, hvor han dels fremlaegger sine overvejelser og planer, hvad angaar det pastorale arbejde i bispedoemmet, og hvor han han dels fejrer messe sammen med alle sine praester og spiser sammen med dem. Ud over disse to aarlige stormoeder moedes Biskop Long Xuyen med alle sine praester mindst een gang om maaneden, naar han kommer rundt til de forskellige provstimoeder, hvor alle praesterne i provstiet som noget selvfoelgeligt er til stede. Saa paa trods af, at der er mere end 180 praester i bispedoemmet, saa har Biskop Long Xuyen en endda overordentlig jaevnlig og god kontakt med alle sine praester.

Efter endnu et herligt vietnamesisk maaltid gik turen hjemad. denne gang lykkedes det mig at faa tiltusket mig en saede ved vinduet. Stemningen blandt praesterne i minibussen var om muligt endnu bedre, da vi drog hjem, end da vi koerte ud. Et hold et sted med haengekoejer og maelk fra kokusnoedder blev det ogsaa til. Men der var ingen aircondition i bilen. Solen bragede ind igennem den aabne vinduet. Jeg var foelgelig gennembloedt af sved og fyldt med stoev, da vi endelig kom hjem. Men min bagdel??? Ja, som alle ved... naar enden er god... !!!!

16 år og skal være munk i tre år

Som det åbenbart er meget normalt i iblandt denne befolkningsgruppe bruger denne sekstenårige tre år af sit liv på at være munk i et buddhistisk kloster. Dagen begynder allerede kl. 4.00 om morgenen og går med meditation, læsning af forskellig buddhistisk og filosofisk litteratur og manuelt arbejde. Måske ville det være en ide at indføre samme praksis i Den katolske Kirke. En slags katolsk værnepligt! Det ville i hvert fald give os nogle trosmæssigt veluddannede og forhåbentligt velmotiverede unge og ikke mindst masser af arbejdskraft. Mmmmm??? Nå, men indtil det bliver indført, kan du høre, hvad den unge munk har at sige. Hvis der en vietnameser, der læser dette, må vedkommende gerne lave en oversættelse af interviewet. Tak!

Gia Kiem – med 12 svaler, 30 gråspurve og 1500 mennesker til messe!

Hvor er folk her rige! Materielt er de nok fattige. Ja, sine steder skal der kun skrabes lidt i overfladen, førend den grimme fattigdom er synbar og rå. Dog er der kun ganske få tiggere og endnu færre forhutlede stakler. Ja, færre end jeg har set i Nordvestkvarteret i København. Og rige er de, ja, åndeligt og moralsk er de fleste her superrige.

Der er 9300 medlemmer af sognet dette sogn, som hedder Kim Thuong. I dette sogn modtager 2000 børn og unge katekese to gange om ugen fordelt på 32 kateketiske klasser. Der er 60 frivillige kateketer. Dertil kommer en helårlig program med henblik på at forberede unge til ægteskab. Ikke færre end 400 mennesker deltager i dette program hvert år. Dette kan være en stærkt medvirkende årsag til, at der kun er få skilsmisser i sognet. Pt. er der således kun fire fraskilte par. I sognet er der også et stort børnekirkekor, et endnu større ungdomskor og et voksen kor, som synger på skift til messerne. Der er 60 frivillige voksne involveret i alt, hvad der foregår omkring messen. Hertil kommer et stort antal ministranter.

Der er to søsterordener i sognet, som driver børnehaver. I den ene orden, er der ikke færre end 30 forholdsvis unge søstre. Min gæstfrie vært, Fr. Le Vinh Hien, er sognepræst her. Der er også en andenpræst. I ferien bor her fem seminarister. Der er masser af kald. Flere af de unge, jeg har talt med tænker seriøst på at blive præster eller ordensfolk.

Der er to messer hver eneste morgen. Under begge messerne er den kæmpestore kirke næsten fyldt. Allerede kl. 4.00 (!) om morgenen fejrer de her den første messe, da mange skal tidligt ud på marken eller ind til storbyen for at arbejde. Den næste messe er kl. 5.00. Denne kaldes børnemessen, fordi over halvdelen af deltagerne er i den skolesøgende alder eller teenagere. Blot til denne messe var der her til morgen – en kedelig hverdagsmorgen – omkring 1500 mennesker.

Om søndagen går det helt i selvsving med fire messer og i alt omkring 8000 mennesker. Folk står helt ude på gaden og hele vejen rundt om kirken. Kirkegangprocenten må ligge tæt de 100. Blot inden for få hundrede meters afstand på hver side af kirken ligger to andre kirker med tilsvarende antal kirkegængere.

Jeg begynder at forstå, hvorfor så mange vietnamesere i Danmark finder det svært at opgive deres traditioner og deres spiritualitet til fordel for Kingo, Brorson og Grundtvig og mine i heldigste fald dannede men ofte blot lommefilosofiske prædikener med udgangspunkt i Karen Blixen og H.C. Andersen. Hvorfor skulle de dog det? Et langt stykke af vejen kommer vietnameserne jo med noget langt rigere. Ja, lad os i al ydmyghed indrømme, at de kommer med noget, der ikke blot er vietnamesisk, men noget, der er universelt katolsk, hvad angår kirkens lære, moral og liv. For så vidt er det, de kommer med, så meget desto mere forpligtende og livgivende for os alle uanset etnisk baggrund!

Paa statsbesoeg!

Det har indtil nu vaeret et voldsomt toptunet program, jeg har vaeret igennem. Jeg foeler mig lidt som regentparret, der er paa statsbesoeg. Jeg bliver slaebt rundt til praester, soesterordner, boernehaver, valfarter, fester og kateketiske klasser. Gaestfriheden er overvaeldende og hjertelig. Det er altsammen utroligt spaendende og opklarende for mig, der arbejder en del med vietnamesere i Danmark. Her er jeg for eksempel sammen med een af de stedlige menighedsraad, som jeg absolut skulle tale til.

Fr. Joseph - praest i Gia Kiem

Fr. Joseph har vaeret min meget generoese vaert i Gia Kiem. Her ses vi sammen med praestestuderende paa vores tur til een af hans venner, som bor ud til havet.

Paa tur til Da Lat i bjergene

Praestestuderende paa markarbejde

Paa praesteseminariet i Da Lat skal de studerende bogstaveligt talt arbejde for foeden - tre timer hver dag. Indtaegten fra marken goer det oekonomisk muligt at koere praesteseminariets aktiviteter.

Kateketerne og jeg

Boernene og jeg

Og saa er der katekese bagefter!

Farvel og på gensyn

DUKs Årstema - Abbot Hughs kommentar

Hvis du er interesseret i at vide mere om Pluscarden Kloster er deres hjemmeside: www.pluscardenabbey.org

Farvel til Pluscardon

Uendelig smuk og stilren gregoriansk sang. Flotte korrektudførte latinske liturgier med masser af røgelse, klokker og knælen, der drager én til andægtighed og bøn. Befriende højlydt gaben og bøvsen i koret. Dybsindige samtaler om Tolkien, stanken på de offentlige toiletter i Ghana, voldelige japanske meditationstekniker og Pave Benedikts sidste rundskrivelse den halve time hver dag, hvor vi må tale sammen. Fantastisk mad på festdagene og den knapt så fantastiske ditto de andre dage. Vandreture i skovene. Hellige og disciplinerede munke og uautoriserede smil og spontane udbrud. Højtlæsning under måltiderne. Velforberedte og åndsbårne prædikener og munke, der sover under dem. En masse personlig læsning. Bearbejding af megen materiale, som jeg samlet, mens jeg rejste rundt i England. Bøn. Ja, masser af bøn! Eksistentiel angst og stor glæde og nogle få Gin and Tonics til at skylde det hele med. Og midt i det hele blev et barn født i Betlehem, tre vise mænd kom uventet på besøg og en dåb. Åh, hvor jeg kommer til at savne dette sted. Måske skulle jeg blive munk!? Jeg har i hvert fald fundet en ro og en kærlighed her, som jeg længe har savnet. Og dog går turen hjemad… og videre til Vietnam.

DUKs Årstema - Br Augstins kommentar

Broder Augustin er novicemester på Pluscarden Kloster. Ikke så få unge ønsker at blive munke på klosteret. Mens jeg var der, have de en postulant. Der ville komme een yderligere i løbet af foråret. Postulanttiden er det første korte forløb, inden man ansøger om at blive novice. Br Augustin fortalte, at for tre år siden havde en femtenårig gut sendt ham et pænt brev, hvori han bad om oplysninger om, hvordan han kunne blive munk. Br Augustin havde sendt ham noget materialle men havde i øvrigt svaret ham, at han ville opfordre ham til at vente og først at engagere sig i katolsk ungdomsarbejde. Hvis han så, når han blev atten, stadig var interesseret, var han da velkommen til at henvende sig igen. Herefter havde Br Augustin ikke hørt fra ham i flere år. Men her den anden dag fik han igen et brev. Heri skrev gutten, at nu han netop var fyldt atten, og at han ville gerne bede om lov til at komme op til en indledende samtale. Det er da det, man kan kalde udholdenhed i sit kald!
Er du interesseret i at vide, hvordan du kan blive munk, kan du læse nærmere på http://www.pluscardenabbey.org/becoming-a-monk.asp

Jesu absoluthed

””Jesus Christ is the ’Yes’ to all that God promised” (2. Kor. 1,20)… The enigmatic term ’Son of Man’ presents us in concentrated form with all that is most original and distinctive about the figure of Jesus, and his being. He comes from God and he is God. But that is precisely what makes him – having assumed human nature – the bringer of true humanity.”Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 334.

Altid at være åben – søgen uden forpligtelse

Om den religiøse søgen der insisterer på at altid at være åben, skriver Pave Benedikt: ”Today it is fashionable to regard Jesus as one of the great religious founders who were granted a profound experience of God… this notion of Jesus’ “experience of God” remains purely relative and needs to be supplemented by fragments of reality perceived by other great men.” Pave Benedikts indvending mod denne tilgang er, at vi ender med et religiøst supermarked, hvor alt er relativt og subjektivt og intet er absolut sandt endsige forpligtende. ”It is man, the individual subject, who ends up being the measure: The individual decides what he is going to accept from the various ”experiences,” what he finds helpful and what he finds alien. There is no definitive commitment here.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 293.

Versus personkult i Kirken

”Man knows himself only when he learns to understand himself in light of God, and he knows others only when he sees the mystery of God in them. For the shepherd in Jesus’ service, this means that he has no right to bind men to himself, to his own little “I”… The shepherd in Jesus’ service must always lead beyond himself in order to enable others to find their full freedom; and therefore he must always go beyond himself into unity with Jesus and with the Trinitarian God.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 282f..

Kirkens behov for blive beskåret

Med udgangspunkt i lignelsen om vintræet giver Pave Benedikt udtryk for, at Kirken såvel som enkeltindivider konstant har behov for blive renset og endda skåret tilbage. ”When man and his institutions climb too high, they need to be cut back; what has become too big must be brought back to the simplicity and poverty of the Lord himself. It is only by undergoing such processes of dying away that fruitfulness endures and renews itself. The goal of purification is fruit, the Lord tells us.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 261.

Begejstring og behovet for udholdenhed

I en tid, hvor vi glæder os til den euforiske begejstring ved Verdensungdomsdagen i Sydney, kan det være sundt at høre Pave Benedikts ædruelige ord: ”Initial enthusiasm is easy. Afterward, though, it is time to stand firm, even along the monotonous desert paths that we are called upon to traverse in this life – with the patience it takes to tread evenly, a patience in which the romanticism of the initial awakening subsides, so that only the deep, pure Yes of faith remains.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 262.

Gud er død! – en kommentar til globale miljøkatastrofe

I en kommentar til fortællingen om vingården, der lægges øde, da vingårdsarbejderne gør oprør mod ham, der ejer vingården, og slår arvingen ihjel, skriver Pave Benedikt om arbejdernes motivation og oprørets konsekvenser: ”(Vingårdsarbejderne siger:) Let us declare that God is dead, then we ourselves will be God. At least we no longer belong to anyone else; rather, we are simply the owners of ourselves and of the world. At last we can do as we please. We get rid of God; there is no measuring rod above us; we ourselves are our only measure. The “vineyard” belongs to us. What happens to man and the world next? We are already begin to see it…” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 257.

Frihed og løgn

“Those who understand freedom as the radically arbitrary license to do just what they want and to have their own way are living in a lie, for by his very nature man is part of a shared existence and his freedom is shared freedom.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 204.

At forelskes – historien om den barmhjertige samaritaner

”The Samaritan, the foreigner, makes himself the neighbor and shows me that I have to learn to be a neighbor deep within and that I already have the answer myself. I have to become like someone in love, someone whose heart is open to being shaken up by another’s need. Then I find my neighbor, or – better – then I am found by him.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 197.

Led os ikke ind fristelse – at blive sat på prøve

”God does not abandon man, but he does allow him to be tried… In order to mature, in order to make real progress on the path leading from superficial piety into profound oneness with God’s will, man needs to be tried. Just as the juice of the grape has to ferment in order to become a fine wine, so too man needs purifications and transformations; they are dangerous for him, because they present the opportunity to for him to fall, and yet they are indispensable as paths on which he comes to himself and to God… When we pray it (“Led os ikke ind i fristelse”), we are saying to God: ’I know I need trials so that my nature can be purified. When you decide to send me these trials, when you give evil some room to maneuver … then please remember that my strength goes only so far. Don’t overestimate my capacity. Don’t set too wide the boundaries within which I may be tempted, and be close to me with your protecting hand when it becomes too much for me.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 163.

Fri os fra det onde - febrilsk at presse mest muligt ud af livet

”Today … there is … the ideology of success, of wellbeing, that tells us, ’God is just fiction, he only robs us of our time and our enjoyment of life. Don’t bother with him! Just try to squeeze as much out of life as you can.’ These temptations seem irresistible… The Our Father … (is) trying to tell us that it is only when you have lost God that you have lost yourself; then you are nothing more than a random product of evolution. Then the ‘dragon’ has really won. So long as the dragon cannot wrest God from you, your deepest being remains unharmed, even in the midst of all the evils that threaten you.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 166.

Forlad os vor skyld - Skyldens forfærdelige pris

“Newman once said that while God could create the whole world out of nothing with just one word, he could overcome men’s guilt and suffering only by bringing himself into play, by becoming in his Son a sufferer who carried this burden and overcame it through his self-surrender. The overcoming of guilt has a price: We must put our heart – or, better, our whole existence – on the line. And even this act is insufficient; it can become effective only through communion with the One who bore the burdens of us all.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 160.

Ske din vilje

”… what we are ultimately praying for in this third petition ("Komme dit rige") of the Our father is that we come closer and closer to him, so that God’s will can conquer the downward pull of our selfishness and make us capable of the lofty height to which we are called.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 150.

Fadervor og vi-aspektet

”In praying the Our Father, we pray totally with our own heart, but at the same time we pray in communion with the whole family of God, with the living and dead, with men of all conditions, cultures and races.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 141.

Hvordan skal vi bede?

“Our prayers can and should arise above all from our heart, from our needs, our hopes, our joys, our sufferings, from our shame over sin, and from our gratitude for good. It can and should be a wholly personal prayer. But we also constantly need to make use of those prayers that express in words the encounter with God experienced both by the Church as whole and by individual members of the Church. For without these aids to prayer, our own praying and our image of God become subjective and end up reflecting ourselves more than the living God...”

”… we may be sure that each of us, along with our totally personal relationship with God, is received into, and sheltered within this prayer (Fadervor). Again and again, each one of us with his mens, his own spirit, must go out to meet, open himself to, and submit to the guidance of the vox, the word that comes to us from the Son.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 130 og 133.

En mageløs Hellig Tre Kongers prædiken

Med stor retorisk sans havde Fr Abbot Hugh bygget sig prædiken til Hellig Tre Kongers Søndag over mottoet: ”They came. They saw. They were conquered. They went home.” Da det kom til andendelen af dette motto, sagde Fr. Abbot Hugh: ”They came and they saw. They leave the road and enter the house. Their walking is over and they fall to their knees. Their eyes forget the star and find the Child. “Not crowned with a diadem, nor resting on gilded bed,” says Chrysostom. “Small in size, dependent on others, powerless to act, differing no way from any other human baby,” says Leo. And yet “their eyes were glad as they looked at a poor little child; for the Spirit within them told them he was a Being of Awe” (Chrysostom). For in this Child “something great lay hidden” (Augustin). Here was the One begotten before the Day-star. Here, in the House of Bread (ordspil over navnet Bethlehem), was the Bread come down from heaven to give life to the world. Here, at the centre of this feast, with all its movement and colour, with its gold and frankincense and myrrh, there falls a sudden silence…”

“… They came, they saw, and they went home – by a different way. They go home, they leave the stage, we know nothing more. Back to their families and world, back to their work, back to pressing on and growing older and dying in the end. But home by a different way. By a different way because they are different people now. Their saddles were lighter, but their hearts were fuller. They had come out of the shadows, and now they carried a memory, they carried the image, in mind and heart, of the child they had seen. Within them, brighter than a star, shone a vision of the humble, helpless love of the stars’ Creator. Within them now the Child was their conscience, and the way of the Child their way. They had seen and touched the gentleness of God. More, it had seen and touched them. They already knew, even though they didn’t, the mystery of the cross, of love to the end. How could they not go back by a different way?”

Røgelse, munke og bevægelse

Der er fest. Det er Hellig Tre Kongers Dag. Der er Røgelse. Masser af røgelse! Andægtig stilhed og bevægelse. Munke og præster på vej fra klostergang til kirke. Billedet er rystet. Hvordan kunne det blive andet? Jeg var rystet. Ja, bevæget. Som de tre vise mænd må have været det, da de med den mægtige stjerne foroven bukkede sig for at gå ind i stalden.

Jesu universalitet

”He (Jesus) brought the God of Israel to the nations, so that all the nations now pray to him and recognize Israel’s Scriptures as his word, the word of the living God. He has brought the gift of universality… This universality, this faith in the one God of Abraham, Isaac and Jacob – extended now in Jesus’ new family to all nations over and above the bonds of decent according to flesh – is the fruit of Jesus’ work. It is what proves him to be the Messiah. It signals a new interpretation of the messianic promises that is based on Moses and the prophets, but also opens them up in a completely new way.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 116 f..

Jesus som den nye Torah

”In Jesus’ case it is not the universally binding adherance to the Torah that forms the new family. Rather, t is adherence to Jesus himself, to his Torah.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 115.

Kristen moral og at finde sig selv

”… the true morality of Christianity is love. And love does admittedly run counter to self-seeking – it is an exodus out of oneself, and yet this is precisely the way in which man comes to himself.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 99.

At søge sandheden – På vej til Gud

”Edith Stein once said that anyone who honestly and passionately searches for truth is on the way to Christ.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 91.

Forsoningens forudsætninger

”Only the man who is reconciled with God can also be reconciled and in harmony with himself, and only the man who is reconciled with God and himself can establish peace around him and throughout the world.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 85.

Pave Benedikts opgør med “Vi tror jo alle sammen på det samme”!

”It is claimed that in the pre-Vatican II period ’ecclesiocentrism’ was the dominant position: The Church represented as the center of Christianity. Then there was a shift to Christocentrism, to the doctrine that Christ is the center of everything. But it is not only the Church that is divisive – so the argument continues – since Christ belongs exclusively to Christians. Hence the further step from Christocentrism to theocentrism. This has allegedly brought us closer to the community of religions, but our final goal continues to elude us since even God can be cause of division between religions and between people.

Therefore, it is claimed, we must now move toward “regnocentrism,” that is, toward the centrality of the Kingdom. This at last, we are told, is the heart of Jesus’ message, and it is also the right formula for finally harnessing mankind’s positive energies and directing them toward the world’s future. “Kingdom,” on this interpretation, is simply the name for a world governed by peace, justice, and the conservation of creation. It means no more than this … This is supposedly the real task of religions: to work together for the coming of the “Kingdom”. They are of course perfectly free to preserve their traditions and live according to their respective identities as well, but they must bring their different identities to bear on the common task of building the “Kingdom”, a world, in other words where peace, justice, and respect for creation are the dominant values.

This sounds good; it seems like a way of finally enabling the whole world to appropriate Jesus’ message without requiring missionary evangelization of other religions… On closer examination, though, it seems suspicious. Who is to say what justice is? What serves justice in particular situations? How do we create peace? On closer inspection, this whole project proves to be utopian without any real content… But the main thing that leaps out is that God has disappeared; man is the only actor left on stage… Faith and religions are now directed toward political goals. Only the organization of the world counts. Religion matters only insofar as it can serve that objective… But Jesus proclaimed the Kingdom of God, not just any Kingdom.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 53-55.

At gøre Gud til en subjektiv virkelighed

”The common practice today is to measure the Bible against the so-called mordern worldview, whose fundamental dogma is that God cannot act in history – that everything to do with God is to be relegated to the domain of subjectivity. And so the Bible no longer speaks of God, the living God; no, now we alone speak and decide what God can do and what we will and should do. And the Antichrist, with an air of scholarly excellence, tells us that any exegesis that reads the Bible from the perspective of faith in the living God, in order to listen to what God has to say, is fundamentalism; he want to convince us that only his kind of exegesis, the supposedly purely scientific kind, in which God says nothing and has nothing to say, is able to keep abreast of the times.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 35-36.

Antichrist - den store teolog!

Da Jesus blev fristet på bjerget, viste djævelen sig at være en kompetent teolog og ekseget, der behændigt og snedigt kunne bruge skriftsteder, som det passede ham. Ikke uden en vis humor henviser Pave Benedikt her til den russiske forfatter Vladimir Soloview, der med denne fristelse som udgangspunkt har skrevet en lille fortælling, hvor han lader Antikrist være en teolog, der får en æresmedalje fra det berømte universitet i Tübingen for sine skriftstudier! Pave Bendikt fortsætter: ” The fact is that scriptual exegesis can become a tool of the Antichrist… The alleged findings of scholarly exegesis have been used to put together the most dreadful books that destroy the figure of Jesus and dismantle faith.“ Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 20.

Djævelen og Fogh som udspekulerede fristere – at forvise Gud til privatsfæren

”The tempter is not so crude as to suggest to us directly that we should worship the devil. He merely suggests that we opt for the reasonable decision, that we chose to give priority to a planned and thoroughly organized world, where God may have his place as a private concern but must not interfere in our essential purposes.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 41.

Jesus der i vores sted overvinder Satan

”His (Jesu) Baptism is a decent into the house of the evil one, combat with “the strong man” (cf. Lk 11,22) who holds men captive… Throughout all its history, the world is powerless to defeat the “strong man”; he is overcome and bound by one yet stronger, who, because of his equality with God, can take upon himself all the sin of the world and then suffers through to the end – omitting nothing on the downward path into identity with the fallen. This struggle is the “conversion” of being that brings it into a new condition, that prepares a new haven and a new earth.” Pave Benedikt den 16., Jesus of Nazareth, p. 20.

DUK’s Årstema -Przemieks kommentar

Przemiek har i flere år overvejet sit kald. Han har fået tilbud om et rigtigt og spændende job. Men efter at have afsluttet sin grad i Business Management har han ikke desto mindre bestemt sig til at søge om optagelse som munk på Pluscarden Kloster for på den måde at følge Jesus.

Tid

Tiden bliver en anden på et kloster! Hverdages navne mister deres betydning. Nat bliver til dag, dag nat, og nat dag. Mørke og lys, regn og sol, frost og varme følger på hinanden uden dato og klokkeslæt stærkt og sanseligt, som da man først var barn. Det, der her holder tiden ud fra hinanden, er helligdage og festdage og klokker i tårnet, der kalder os til messe hver dag og til bøn syv gange i døgnet. Al tid bliver her til hellig tid. Til tid viet til Gud. Til tid velsignet af Gud. ”Bed og arbejd,” sagde den hellige Benedikt. Bedt bliver der. Og arbejdet bliver der. Også med mig selv. Også med mine dæmoner. Stor fylde og endeløs tomhed følger på hinanden. Glæde, der pludselig bobler op i én. Sorgen, som man troede for længst var glemt. Angsten for ikke at slå til. Angsten for ikke at være elsket. Hovmodet. De dømmende tanker. De sødeste og dejligste drømme. Frydefuld ihukommelse af venner, der har betydet mig. Søvn så lang og så ukompliceret. Og så lyder klokken igen som et pulsslag, kalder mig ud af mig selv, mod Gud, mod ham, der er den helt anderledes, og som dog elskede sig ihjel for mig og for hver eneste barn og ung, som jeg har at pastoralt ansvar for. Denne hans kærlighed bliver til tak, til forbøn, til tanker, til planer. Og så er jeg allerede på vej til Danmark, hvor tid igen er målt ud i sekunder, minutter og dage i en fyldt kalender. Borte fra klokken bliver tiden igen en anden. Men er den en hellig tid?

Bøn "light" og dens fare

“But it would be wrong to think that ordinary Christians can be content with a shallow prayer that is unable to fill their whole life. Especially in face of the many trials to which today’s world subjects faith, they would be not only mediocre Christians but ‘Christians at risk’. They would run the insidious risk of seeing their faith progressively undermined, and would perhaps end up succumbing to the allure of ‘substitutes’, accepting alternative religious proposals, and even indulging in far-fetched superstitions” Pope John Paul II, Novo Millenio Ineunte, 34.

Barnagtig tro vs. kaldet til at kæmpe for troen

“It is not enough to be enthusiastic as a Catholic. It is also important to be well informed. But many Catholics, unfortunately, remain at the stage they were at age fourteen in religious matters, they are grievously ignorant. They don’t know. But they don’t know that they don’t know, until you ask them a question. They can’t defend their faith. We’re not expected to understand the Incarnation or the Blessed trinity. But we are expected to defend our faith in a way that shows that it is reasonable to believe.” Cardinal Arinze i Fit for Mission? Schools, p.30.

Gud har givet dig en opgave, som han ikke har givet til nogen som anden

Her på Pluscardon Abbey fandt jeg dette citat af John Henry Newman. Det handler om kald. Om at lige netop du, hvem så end du er, er kaldet af Gud til en helt bestemt tjeneste. Ingen anden har han nemlig givet denne tjeneste. Det er op til dig at udføre den! ”God has created me to do him some definite service; he has committed some work to me which he has not committed to another. I have my mission – I may never know it in this life, but I shall be told in the next. Somehow I am necessary for his purposes, as necessary in my place as an Archangel in his – if, indeed, I fail, he can raise another, as he could make the stones children of Abraham. Yet I have a part in this great work; I am a link in a chain, a bond of connexion between persons. He has not created me for naught. I shall do his work; I shall be angel of peace, a preacher of truth in my own place, while not intending it, if I do but keep his commandments and serve him in my calling.” John Henry Newman, Meditations and Devotions, 1953, p 217.