Ren turistbesøg! Jeg er den gamle kongeby Hue. Det småregner, og alt er mudret. Men det er et imponerende sted. Særligt Den forbudte By fascinerer med dens smukke træbygninger, valmuefarver, fiskedamme, ruiner, stilhed, mystik og skønhed.
Dertil kommer, at iblandt disse gamle statelige og mangefarvede bygninger fandt én af de mest intense, blodige og ødelæggende slag sted under hele Vietnamkrigen. Det var under Tet-opstanden i 1968. De kommunistiske vietcong soldaterne bemægtigede sig ret hurtigt hele byen på nær et par militært stærkt befæstede positioner. Udstyret med lister fra informere, der boede i byen, foranstaltede vietcong soldaterne efter magtovertagelsen en klapjagt på sympatisører af det sydvietnamesiske styre, embedsmænd, intellektuelle, katolske præster, amerikanere og udenlandske nødhjælpsarbejdere. Hovedparten var civile. Omkring 3000 mennesker blev skudt, tæsket ihjel eller begravet levende i løbet af de to uger, byen var under vietcongs kontrol.
Sporene af bombekratere og skudhuller er blevet slettet. Mange af de sønderbombede og nedbrændte mure og bygninger er blevet smukt genopført. Der er meget at se. Ja, der er så meget at se, at det kom til et punkt, hvor jeg havde det som Madame Sévigné, der om sightseeing kommenterede: ”What I see tires me and what I don’t see worries me” (Alan Bennett, Writing Home, p. 215.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar