På statsbesøg med Ærkebiskoppen af Hanoi

Ærkebiskop Josep Ngo Quang Kiet havde inviteret mig med i sin bil. De ti første dage efter Tet - det vietnamesiske og kinetiske nytår - ærer man her på særlig måde de vietnamesiske martyrer. Derfor skulle biskoppen ud og besøge den landsby, hvor een af disse mange martyrer er født. Sankt Phero Le Tuy var præst og blev halshugget for sin tro i 1830. Kirken i landsbyen er nu blevet et større pilgrimssted for såvel katolikker som for buddhister, og et stort antal mirakler er sket her på den hellige Phero Le Tuys forbøn.

De ventede os ude ved hovedvejen. Snesevis af unge par på motorcykler med mangefarvede bannere løftet højt i vejret ledsagede os ad støvede veje til den lille landsby. Det blev noget af et indtog! Folk stod tæt langs med vejen igennem landsbyen. Folk rakte deres børn frem, så ærkebiskoppen kunne velsigne dem gennem de åbne bilvinduer. Da vi nærmede os kirken gik et brassband pludselig foran os. De spillede ikke godt. Men de spillede højt! Og jublende mennesker stod bag silkebånd, der var blevet spændt ud, så bilen kunne komme frem. Jeg har aldrig oplevet eller set noget lignende!

Det var hvinende koldt. Ikke desto mindre deltog omkring tyve tusinde deltog i messen. Hostierne var papirstynde og knækkede nemt, hvilket gjorde kommunionsuddelingen til lidt af et mareridt. De 20.000 pressede sig ind på én og gjorde det særdeles vanskeligt at få det skrøbelige brød sikkert i munden på folk. Men festligt og stort var det, og mod slutningen af messen kom bandet igen ind og overdøvede det hele.

Efter messen ville jeg på egen hånd gå ned til det særlige kapel for Skt. Phero Le Tuy. Dum ide! For jo tættere jeg kom på kapellet, desto større og tættere blev folkemængden, der stimlede sammen foran mig. Til sidst kunne jeg knapt flytte mig. At dømme efter deres reaktion, var det formodentligt første gang, at de havde set vesterlænding i levende live. De rørte ved mit hår, kiggede intenst på mine blå-grå øjne, klappede mig ublu på maven, målte med deres oprakte hænder min højde og talte insisterende til mig. De ville mig noget!!! Men hvad?? Jeg forstod dem ikke. Men pludselig tog en kone resolut min hånd og placerede den på sit hoved, mens hun med den anden hånd slog et meget deskriptivt kors for sit bryst. Fra da af måtte jeg gå fra person til person og lægge mine hænder på deres hoveder og velsigne dem. Og kapellet nåede jeg aldrig frem til.

Jeg ville nok være kommet til at stå der og velsigne det meste af eftermiddagen, hvis ikke det var fordi, een af ærkebiskoppens folk kom mig til undsætning og fortalte, at der var frokost. I stedet for selv at velsigne, blev jeg fra da af velsignet med adskillige fiskeretter og megen god men grumset risvin. Bortset fra chaufføren, tror jeg , at vi alle faldt i søvn i bilen på den noget mere prosaiske tur hjem.