Hvor er Jakob? Hvor er Gud?

Jakob Haugen-Kossmann har nu været væk i mere end halvanden uge. Flere hundrede mennesker var samlet til en smuk aftenvigilie i Sankt Therese Kirke for en uge siden.

Eftermiddagen forinden havde en journalist spurgt mig, om det ikke var det sidste halmstrå vi tyede til, når vi sådan samledes for at bede for Jakob og hans familie. Hertil havde jeg svaret måske lige lovligt rapt, at det ikke var det sidste halmstrå, vi tyede til, men selveste klippen for vores tro og eksistens. Klippen står jo! Og for klippen er Jakob ikke blevet væk.

Men jo længere tid Jakob er borte væk, jo sværere kan det synes at fastholde foden på klippen. Ja, for mangen en troende gælder det nok, at spørgsmålet ”Hvor er Jakob?” efter nogen tid næsten med nødvendighed må følges op af spørgsmålet ”Hvor er Gud?”

Og det sidste spørgsmål må vi stille – skal vi stille – for så vidt vi er Guds børn og ønsker at leve i al ærlighed og redelighed med vores tro. Er klippen virkelig en klippe, kan den godt holde til vores ærlige og til tider prøvende, ja, næsten anklagende spørgsmål. Vi får desværre ikke altid svar på vore spørgsmål. Men derfor går vi alligevel ikke fra klippe helt utrøstet, uforandret og uden håb.

Må Gud være med Jakobs familie og snart give os Jakob tilbage i god behold.