Mordplaner og nyhedsdækning

Anderledes end CNN og BBC forekommer den arabiske kanal Aljazeera mig at være. Her tør de tilsyneladende stadig investere i - og bringe - timelange velresearchede udsendelser om emner, som ikke lige bliver dækket som ’Breaking News’ af den samlede verdenspresses ulvekobbel i denne uge.

Igaar kiggede jeg med på Aljezeera for at se, om det mulige planlagte attentat mod den danske muhammedtegner Kurt Westergaard ville blive nævnt. Det blev det ikke.

Og så dog! Først var der et indslag om det rekordstore antal journalister, der døde i 2007, fordi de ønskede at bringe den sandhed videre, som ofte er knapt så afholdt af magthaverne. Lige efter fulgte et indslag om en tegner på Vestbredden, som havde lavet en karikatur rettet mod Hamas ledelse.

Som følge af at have bragt denne karikaturtegning måtte hans avis ikke længere sælges i det hamaskontrollerede Gaza. Tegneren fortalte, at han i sin mangeårige karriere ofte havde haft grund til at frygte magthavernes reaktion. Men, sagde han så, der ville være endnu mere at frygte, hvis tegnere og journalister holdt op med at tegne og skrive!

Hue - Den gamle Kongeby

Ren turistbesøg! Jeg er den gamle kongeby Hue. Det småregner, og alt er mudret. Men det er et imponerende sted. Særligt Den forbudte By fascinerer med dens smukke træbygninger, valmuefarver, fiskedamme, ruiner, stilhed, mystik og skønhed.

Dertil kommer, at iblandt disse gamle statelige og mangefarvede bygninger fandt én af de mest intense, blodige og ødelæggende slag sted under hele Vietnamkrigen. Det var under Tet-opstanden i 1968. De kommunistiske vietcong soldaterne bemægtigede sig ret hurtigt hele byen på nær et par militært stærkt befæstede positioner. Udstyret med lister fra informere, der boede i byen, foranstaltede vietcong soldaterne efter magtovertagelsen en klapjagt på sympatisører af det sydvietnamesiske styre, embedsmænd, intellektuelle, katolske præster, amerikanere og udenlandske nødhjælpsarbejdere. Hovedparten var civile. Omkring 3000 mennesker blev skudt, tæsket ihjel eller begravet levende i løbet af de to uger, byen var under vietcongs kontrol.

Sporene af bombekratere og skudhuller er blevet slettet. Mange af de sønderbombede og nedbrændte mure og bygninger er blevet smukt genopført. Der er meget at se. Ja, der er så meget at se, at det kom til et punkt, hvor jeg havde det som Madame Sévigné, der om sightseeing kommenterede: ”What I see tires me and what I don’t see worries me” (Alan Bennett, Writing Home, p. 215.)

På statsbesøg med Ærkebiskoppen af Hanoi

Ærkebiskop Josep Ngo Quang Kiet havde inviteret mig med i sin bil. De ti første dage efter Tet - det vietnamesiske og kinetiske nytår - ærer man her på særlig måde de vietnamesiske martyrer. Derfor skulle biskoppen ud og besøge den landsby, hvor een af disse mange martyrer er født. Sankt Phero Le Tuy var præst og blev halshugget for sin tro i 1830. Kirken i landsbyen er nu blevet et større pilgrimssted for såvel katolikker som for buddhister, og et stort antal mirakler er sket her på den hellige Phero Le Tuys forbøn.

De ventede os ude ved hovedvejen. Snesevis af unge par på motorcykler med mangefarvede bannere løftet højt i vejret ledsagede os ad støvede veje til den lille landsby. Det blev noget af et indtog! Folk stod tæt langs med vejen igennem landsbyen. Folk rakte deres børn frem, så ærkebiskoppen kunne velsigne dem gennem de åbne bilvinduer. Da vi nærmede os kirken gik et brassband pludselig foran os. De spillede ikke godt. Men de spillede højt! Og jublende mennesker stod bag silkebånd, der var blevet spændt ud, så bilen kunne komme frem. Jeg har aldrig oplevet eller set noget lignende!

Det var hvinende koldt. Ikke desto mindre deltog omkring tyve tusinde deltog i messen. Hostierne var papirstynde og knækkede nemt, hvilket gjorde kommunionsuddelingen til lidt af et mareridt. De 20.000 pressede sig ind på én og gjorde det særdeles vanskeligt at få det skrøbelige brød sikkert i munden på folk. Men festligt og stort var det, og mod slutningen af messen kom bandet igen ind og overdøvede det hele.

Efter messen ville jeg på egen hånd gå ned til det særlige kapel for Skt. Phero Le Tuy. Dum ide! For jo tættere jeg kom på kapellet, desto større og tættere blev folkemængden, der stimlede sammen foran mig. Til sidst kunne jeg knapt flytte mig. At dømme efter deres reaktion, var det formodentligt første gang, at de havde set vesterlænding i levende live. De rørte ved mit hår, kiggede intenst på mine blå-grå øjne, klappede mig ublu på maven, målte med deres oprakte hænder min højde og talte insisterende til mig. De ville mig noget!!! Men hvad?? Jeg forstod dem ikke. Men pludselig tog en kone resolut min hånd og placerede den på sit hoved, mens hun med den anden hånd slog et meget deskriptivt kors for sit bryst. Fra da af måtte jeg gå fra person til person og lægge mine hænder på deres hoveder og velsigne dem. Og kapellet nåede jeg aldrig frem til.

Jeg ville nok være kommet til at stå der og velsigne det meste af eftermiddagen, hvis ikke det var fordi, een af ærkebiskoppens folk kom mig til undsætning og fortalte, at der var frokost. I stedet for selv at velsigne, blev jeg fra da af velsignet med adskillige fiskeretter og megen god men grumset risvin. Bortset fra chaufføren, tror jeg , at vi alle faldt i søvn i bilen på den noget mere prosaiske tur hjem.

På besøg i en spedalshedskoloni

Jeg havde godt nok hørt og læst om det, ja, jeg havde prædiket over det; hvor forfærdelig og ulækker en sygdom spedalskhed er. Først oplever den sygdomsramte angiveligvist en summen i fingerspidserne og i tæerne. Senere visner de yderste kropsdele. Siden begynder man at miste fingre, tæer, næser, ja, hele lemmer. Jo, alt dette havde jeg nok læst om, hørt om og prædiket over. Men hvor tragisk, smertelig og socialt udstødende denne sygdom er, er nok i virkeligheden aldrig helt gået op for mig. Ikke før nu!

Jeg var med ærkebiskoppen af Hanoi, Josep Ngo Quang Kiet ude og besøge en spedalskhedskoloni. En flok vietnamesiske amerikanere var med os. De havde gjort det til deres opgave at indsamle økonomisk midler til støtte for arbejdet iblandt disse skæbner. I mange år har man fra officiel side her i Vietnam benægtet, at der var et spedalskhedsproblem i Vietnam. Derfor har disse mennesker ikke fået den fornødne hjælp og medicin fra udlandet, som de havde behov for. Men efter de sidste års større åbenhed er det heldigvis blevet anderledes.

Efter en varm velkomst var der festtaler, sange, musik og udeling af gaver i det lille kulturhus. Siden fulgte udendørs frokost. Koldt var der, men den menneskelige varme var stor og hjertelig. To brave ordenssøstre driver stedet. Som i Det nye Testamente har man også i Vietnam traditionelt socialt og fysisk udstødt de mennesker, der led af spedalskhed. Derfor gjorde søstrene alt for, at familier og naboer kom på besøg og var en del af det større fællesskab. Og rigtignok, børn og unge løb rundt og hyggede sig med de spedalske, alt imens vi spiste.

Efterfølgende var der messe og rundvisning i kolonien. Vi fik hilst på de fleste af beboerne. I dag kan sygdomsudviklingen stoppes. Så ud over at give dem mad og husly og hjælpe dem med at få en hverdag til at fungere, så består en stor del af den hjælp, man kan yde, i at hjælpe dem med at skaffe proteser og specialfremstillet fodtøj og bearbejde de psykiske sår, som flere af dem bærer rundt på.

Indrømmet, jeg måtte tage mig sammen, da jeg skulle trykke de første fingerløse i hånden. Ja, i begyndelsen måtte jeg gøre en indsats for ikke at vise min væmmelse ved det, jeg så. Men bag - og skinnende igennem - det deforme ydre, opdagede jeg snart, at der stadig uendelig megen menneskelighed at spore: smil, øjne, der kunne le og græde, og ansigter, der udtrykte smerte, længsler og håb. Bjergprædikens saligprisninger gav i mødet med disse mennesker en ny og særlig form for mening.

Jeg har spist hund!

Et tilsyneladende typisk vitnamesiskmaaltid var det. Der var suppe, ris, forskellige fiskeretter og koedretter efterfulgt af tropiske frugter. Altsammen let og laekkert. Halvejs igennem maaltidet spiste jeg noget koed, der var som oksekoed, hvad angaar konsistens men med en underlig graa-blaa farve og hvid-graalig fedtkant. Det smagte egentligt ikke af noget saerligt. Og efter at have vaeret igennem een portion, spurgte jeg, hvad det var for noget koed, og hvordan det var blevet behandlet, siden det havde faet den farve. "Aaaahr!" sagde de: "Det er en saerlig koreansk, kinesisk og vietnamesisk specialitet!!!!" Da var det, at det begyndte at daemre for mig, hvad det nok var for noget. Og rigtignok, det var hund!!!!! Jeg fik det lidt underlig. Men nu var "skaden" jo sket, saa jeg kunne lige saa godt faa smagt det ordentligt, saa jeg tog en portion til. Efterfoelgende viste de mig klumpen, koedet var skaaret fra. Gamle Trofast nydeligt pakket ind i staniol!!!! Mmmnnn, jeg er endnu ikke kommet mig over det.

En gammel munks dramatisk historie

Bambuskirken staar forholdsvis nybygget midt i en kaempestor bananplantage. Bygget for faa midler, fattige landarbejderes bidrag, enkel, prunkloes men smuk. En gammel cistersiensermunk er sognepraest her. Naesten som en erimit bor Fr Abbot Nguyen Van Ngoc i et lille bambushus paa paele ude i en mindre soe. I hans tunge oejne sporedes megen kaerlighed men ogsaa et livs smerte og nu traethed. De tunge haender spredte billeder fra bedre og mere lovende tider ud paa bordet - tider med masser af novicer, betroet ansvar og rejser i det store udland. Han har vaeret med hele vejen igennem Vietnams dramatiske nyere historie. Han indtraadte som novice i 1962 og aflagde midlertidige og evige loefter henholdsvis to og fem aar senere. I 1973 blev han ordineret praest. Men siden kom den kommunistiske magtovertagelse og flere aar i faengsel for troen. Efter han kom ud, fik han lov til at virke som sognepraest i et fattigt sogn. En bambuskirke fik han bygget. Et centrum for for de lokales religioese liv. Men nu snart vil der igen ske et markant og denne gang langt glaedeligere skift i den gamle munks liv. Han vil snart vende tilbage til sit gamle kloster, hvor han skal fungere som abbed. Der er atter mange kald til klosteret, fortalte han. Ja, snart vil der blive sendt ti vietnamesiske munke til Sverige for at (gen-)aabne et cistersiensisk kloster her.

Familien hinsides arbejdstilsynets forskrifter

"If a family is a factory for turning out children then it is lacking the most elementary safety precautions. There are no guardrails round that dangerous engine the father. There are no safeguards against being scalded by the burning affection of the mother. No mask is proof against suffocating atmosphere. One should not be surprised that so many lose their balance and are mangled in the machinery of love." Cf. f. Alan Bennett, Writing Home, p.522.

Forældres dilemma

“They (parents) never get it right. They bring up a child badly and he turns out a writer, posterity never forgives them – though without that unfortunate upbringing the writer might never have written a word. They bring up a child well and he never does write a word. Do it right and posterity never hears about the parents; do it wrong and posterity never hears about anything else.” Cf. Alan Bennett, Writing Home, p.521.

Syge- og dødslejer som katalysatorer for hygsom samvær

”When stuck in a hospital … it is irritating to find that, though one hand you are an object of pity and concern, on the other hand one is a social catalyst. Friends meet around the bed, discuss where they can “go on” after the hospital, supper possibly, then a movie, all pleasures which one’s illness has made possible but from which the illness excludes you. The last glimpse of the world as one goes through the gates will be of friends making plans what to do afterwards.” Alan Bennett, Writing Home, p. 201.

Naar enden er god!!!!

De lo hoejlydt og laenge ad gange, da vi ploede afsted midt imellem hoens, boern, hunde, vandboefler, den saedvanlige halve million scotereet et maaldtid og cementblanderi halvt ude paa koerebanen. Men alt dette evnede jeg ikke at tage mig af. Jeg havde andet at kaere mig om. Min roev! Jeg var kommet til at sidde paa daarligt polstrede jerstaenger imellem saederne i minibussen. Farten var hoej og vejen lang og bumpet, og min bagdel havde det derefter. Og saa er det jo godt, at jeg forstaar at lide i stilhed!!!!

Men frem kom vi. Og endnu engang oplevede jeg mig selv som regentparret paa statsbesoeg! Jeg blev foert til den til Biskop Long Xuyen, som er den fungerende biskop i dette bispedoemme. Han tog imod mig iklaedt pyjamas!!! Interesseret og distraheret paa den hoeflige maade, som ofte synes at kendetegne vigtige mennesker, spurgte han til det katolske boerne og ungdomsarbejde i Danmark. Saerligt interesseret var han i at hoere, hvordan det gik de vietnamesiske boern og unge i Danmark, og om de stadig kunne tale vietnamesisk.

Snart efter blev jeg foert til den nu afgaaede 82aarige biskop Jean Baptist Bui Tuan. Ganske uprovokeret og uopfordret gav han mig i mindst 35 graders varme en laengere forelaesning om nodvendigheden af inkulturation, respekt for vietnamesernes forfaedredyrkelse og dialog mellem religionerne med vaegtlaegning paa, at kristendommen ifoelge sin grundlaeggende natur er en aabenbaringsreligion og derfor har saa meget desto mere at give verden end god vilje og gode gerninger.

Meget af dette kunne jeg daarligt vaere uenig med ham i, og efter den sadvanlige fotoseance hastede vi videre til Biskop Micael Nguyen Khac Ngu, som snarty fylder 100. Naesten aeterisk og helgenagtig sad han med et blidt blik i sin stol. Han var nu naesten doev og talte kun ganske lidt. Men han gav os det stoerste, som han kunne skaenke os: Guds velsignelse.

Men nu begyndte omsider det officielle program. Saa godt som alle praester i bispedoemmet var kommet. Ordenspraester saavel som verdenspraester. To gange om aaret, sammenkalder Biskop Long Xuyen praesterne til disse stormoeder, hvor han dels fremlaegger sine overvejelser og planer, hvad angaar det pastorale arbejde i bispedoemmet, og hvor han han dels fejrer messe sammen med alle sine praester og spiser sammen med dem. Ud over disse to aarlige stormoeder moedes Biskop Long Xuyen med alle sine praester mindst een gang om maaneden, naar han kommer rundt til de forskellige provstimoeder, hvor alle praesterne i provstiet som noget selvfoelgeligt er til stede. Saa paa trods af, at der er mere end 180 praester i bispedoemmet, saa har Biskop Long Xuyen en endda overordentlig jaevnlig og god kontakt med alle sine praester.

Efter endnu et herligt vietnamesisk maaltid gik turen hjemad. denne gang lykkedes det mig at faa tiltusket mig en saede ved vinduet. Stemningen blandt praesterne i minibussen var om muligt endnu bedre, da vi drog hjem, end da vi koerte ud. Et hold et sted med haengekoejer og maelk fra kokusnoedder blev det ogsaa til. Men der var ingen aircondition i bilen. Solen bragede ind igennem den aabne vinduet. Jeg var foelgelig gennembloedt af sved og fyldt med stoev, da vi endelig kom hjem. Men min bagdel??? Ja, som alle ved... naar enden er god... !!!!

16 år og skal være munk i tre år

Som det åbenbart er meget normalt i iblandt denne befolkningsgruppe bruger denne sekstenårige tre år af sit liv på at være munk i et buddhistisk kloster. Dagen begynder allerede kl. 4.00 om morgenen og går med meditation, læsning af forskellig buddhistisk og filosofisk litteratur og manuelt arbejde. Måske ville det være en ide at indføre samme praksis i Den katolske Kirke. En slags katolsk værnepligt! Det ville i hvert fald give os nogle trosmæssigt veluddannede og forhåbentligt velmotiverede unge og ikke mindst masser af arbejdskraft. Mmmmm??? Nå, men indtil det bliver indført, kan du høre, hvad den unge munk har at sige. Hvis der en vietnameser, der læser dette, må vedkommende gerne lave en oversættelse af interviewet. Tak!