Torsdag havde jeg den store fornøjelse at gense Emily Davis. Rigtigt mange vil kende hende fra Kateketisk Efterårslejr 2006 og fra MLT 2005.
Biskop Kozon og jeg besøgte hende på en nye arbejdsplads, som er Den engelske Bispekonferences kontor for reevangelisation og mission. Jeg var vildt imponeret over meget af det arbejde, de laver. Vi kan lære rigtigt meget af dem. Deres hjemmesidder er af høj professionel kvalitet layoutmæsigt, teologisk og indholdsmæssigt.
Emily ville selvfølgelig gerne sende en hilsen til de unge, som hun kender i Danmark. Det være gjort med denne video!
torsdag den 6. december 2007
24 timers intensiv skoleretræte
Sengene var redte. Alt var timet og klar. De ankom kl.14.30. Børnene var mellem 11 og 12 år gamle og var fra en katolsk skole i Londons fattigere East End. Skolen havde oprindeligt været stærkt præget af den irske immigration og mentalitet. Men nu havde næsten alle børnene familiemæssige rødder i Vestafrika, Caribien eller Østeuropa. Det var en meget livlig og højtråbende men også kærlig gruppe børn med en utrolig masse energi.
Der var også tre lærere fra skolen med. De var forinden blevet orienteret om, at de velkomne i de store samlinger. De havde eneansvaret for børnene i pauserne og om natten. Til gengæld så man dem helst ikke deltage, når børnene var i små grupper og skulle dele tanker og overvejelser, da deres nærværelse her måske kunne virke intimiderende og hæmmende for en fri samtale.
Efter de obligatoriske icebrakers blev børnene gruppevis bedt om at udforme en slags kontrakt for deres indbyrdes samvær og samtale. Man skulle respektere hinanden. Man skulle lytte efter, når de andre talte. Nigerianerne måtte ikke drille dem, der kom fra Bahamas. Og Edmund måtte ikke tæve Alfred!
Herefter skulle hver gruppe mime en fritvalgt fortælling fra Bibelen. Dette førte til en hel diskussion, da de til min store overraskelse var rigtigt godt inde i Bibelen og hver havde deres favoritfortælling.
Et lang klip fra filmen ”Over the Hedge” dannede udgangspunkt for et oplæg om temaet for retræten: ”En krop - mange lemmer!” Herefter blev de bedt om i stilhed og hver for sig at udfylde et ark med forskellige spørgsmål, der rettede sig mod deres personlige overvejelser om deres tro og om deres forhold til Gud og Kirken. I små gruppe blev de siden inviteret til at dele så mange af deres overvejelser og tanker, som de havde lyst til. Det hele blev med halleluja-bevægelsessange og deslige.
Om aftenen så vi et langt klip fra Lion Klip. Og med denne film som udgangspunkt skulle børnene male kakler over temaet venskab/fællesskab. De tanker, der lå bag ved, hvad de havde forsøgt at male, blev herefter igen delt i mindre grupper.
Som underholdning havde man lavet et dygtigt sammensat og flot interaktivt musik- og videoquiz. Et flot show suppleret med almindelige spørgsmål om sport, kultur og geografi. Efter en omgang var chokolade var det tid til aftenbøn i de små grupper. Og efter en for mig ekstrem tætpakket og intensiv eftermiddag og aften var det omsider sengetid. Og Gud ske lov for det!
Morgenen begyndte med messe kl. 7.45. Ungerne var i modsætning til undertegnede særdeles vågne. De sad på puder på gulvet og deltog aktivt i de enkelte liturgiske led.
Efter morgenmad, oprydning og morgenmeditation, var det tid den første aktivitet. Holdene fik et fiktivt barn, som de skulle give navn og sikre en god opvækst. De fik også et fiktivt beløb på £1000. På en efterfølgende auktion ville de herefter kunne købe forskellige ting, der kunne sikre deres barn den bedste opvækst. Blandt de ting, som de kunne købe var: En kærlig familie. En god karriere. Modetøj. Venner. Tro på Gud. 30 års god helbred. Etc.
Holdvis skulle de dog først diskutere, hvad de mente var vigtigst, hvis barnet skulle få et lykkeligt liv. De skulle også afgøre, hvor mange af pengene, de ville satse på auktionen for netop at få fat på lige præcis de ting, de fandt vigtigst. Det var en fantastisk aktivitet, der viste, hvad de holdvis havde af værdier. Jeg må med skam melde, at ”mit” hold satsede størstedelen af pengene på en god karriere og modetøj!
Formiddagen sluttede med, at man gruppevis forfattede bønner og tanker som reaktion på retræten. Herefter fulgte en forbønsliturgi med sange og opsummering af de temaer, der var blevet berørt i løbet af de 24 timer. Gruppen tog af sted lige efter frokost
Og så var det tid til rengøring og oprydning. Mindre end halvanden time senere vil det næste hold ankomme!
Der var også tre lærere fra skolen med. De var forinden blevet orienteret om, at de velkomne i de store samlinger. De havde eneansvaret for børnene i pauserne og om natten. Til gengæld så man dem helst ikke deltage, når børnene var i små grupper og skulle dele tanker og overvejelser, da deres nærværelse her måske kunne virke intimiderende og hæmmende for en fri samtale.
Efter de obligatoriske icebrakers blev børnene gruppevis bedt om at udforme en slags kontrakt for deres indbyrdes samvær og samtale. Man skulle respektere hinanden. Man skulle lytte efter, når de andre talte. Nigerianerne måtte ikke drille dem, der kom fra Bahamas. Og Edmund måtte ikke tæve Alfred!
Herefter skulle hver gruppe mime en fritvalgt fortælling fra Bibelen. Dette førte til en hel diskussion, da de til min store overraskelse var rigtigt godt inde i Bibelen og hver havde deres favoritfortælling.
Et lang klip fra filmen ”Over the Hedge” dannede udgangspunkt for et oplæg om temaet for retræten: ”En krop - mange lemmer!” Herefter blev de bedt om i stilhed og hver for sig at udfylde et ark med forskellige spørgsmål, der rettede sig mod deres personlige overvejelser om deres tro og om deres forhold til Gud og Kirken. I små gruppe blev de siden inviteret til at dele så mange af deres overvejelser og tanker, som de havde lyst til. Det hele blev med halleluja-bevægelsessange og deslige.
Om aftenen så vi et langt klip fra Lion Klip. Og med denne film som udgangspunkt skulle børnene male kakler over temaet venskab/fællesskab. De tanker, der lå bag ved, hvad de havde forsøgt at male, blev herefter igen delt i mindre grupper.
Som underholdning havde man lavet et dygtigt sammensat og flot interaktivt musik- og videoquiz. Et flot show suppleret med almindelige spørgsmål om sport, kultur og geografi. Efter en omgang var chokolade var det tid til aftenbøn i de små grupper. Og efter en for mig ekstrem tætpakket og intensiv eftermiddag og aften var det omsider sengetid. Og Gud ske lov for det!
Morgenen begyndte med messe kl. 7.45. Ungerne var i modsætning til undertegnede særdeles vågne. De sad på puder på gulvet og deltog aktivt i de enkelte liturgiske led.
Efter morgenmad, oprydning og morgenmeditation, var det tid den første aktivitet. Holdene fik et fiktivt barn, som de skulle give navn og sikre en god opvækst. De fik også et fiktivt beløb på £1000. På en efterfølgende auktion ville de herefter kunne købe forskellige ting, der kunne sikre deres barn den bedste opvækst. Blandt de ting, som de kunne købe var: En kærlig familie. En god karriere. Modetøj. Venner. Tro på Gud. 30 års god helbred. Etc.
Holdvis skulle de dog først diskutere, hvad de mente var vigtigst, hvis barnet skulle få et lykkeligt liv. De skulle også afgøre, hvor mange af pengene, de ville satse på auktionen for netop at få fat på lige præcis de ting, de fandt vigtigst. Det var en fantastisk aktivitet, der viste, hvad de holdvis havde af værdier. Jeg må med skam melde, at ”mit” hold satsede størstedelen af pengene på en god karriere og modetøj!
Formiddagen sluttede med, at man gruppevis forfattede bønner og tanker som reaktion på retræten. Herefter fulgte en forbønsliturgi med sange og opsummering af de temaer, der var blevet berørt i løbet af de 24 timer. Gruppen tog af sted lige efter frokost
Og så var det tid til rengøring og oprydning. Mindre end halvanden time senere vil det næste hold ankomme!
DUKs årstema - Hør Clares kommentarer
Clare er også en giv-et-år-medarbejder ved Walsingham House. Hun bruger et pauseår mellem to studier på at give børn og unge en kanon-oplevelse og på at give det gode budskab om Guds kærlighed videre.
onsdag den 5. december 2007
Privatiser DSB! - 1
Tog til tiden. Lidt fotodokumentation fra forskellige stationer i England på forskellige tidspunkter. Det er med andre ord faktisk muligt!15 års togkaos har de været igennem, men nu er privatiseringen gennemført. Der er benhård konkurrence. Togene er som regel nye og altid rene. Servicen er i top. Designmæssigt lader togene måske lidt tilbage at ønske, men der er internet over det hele, sæderne er komfortable, og de får transporteret passagerne fra punkt A til B til tiden. Og hvis man rejser udenfor spidsbelastningstidspunkterne kan man stadig køre tre timer med tog for godt 200 kr.
I Danmark har vi også været 15 års togkaos, men vi er ikke kommet en jernbanesvelle tættere på tog til tiden endsige billigere og bedre tog. Der må gøres noget. Privatiser skidtet! Lad os få lystavler som denne. Privatiser DSB NU!
mandag den 3. december 2007
DUK's årstema - hør Stephens kommentarer
Stephen er lige nu en giv-et-år-medarbejder ved Walsingham House, som er Brentwood Bispedømmets ungdomsretrætecenter. Herudfra arbejder bispedømmets børne- og ungdomspræst, Fr. Dominic. Desuden er der ansat to deltidssekretærer og en kok.
Men her bor altså også Stehen og de andre frivillige giv-et-år-medarbejdere. De tager ud på skoler og i sogne på missioner, hvor de med musik og drama fortæller om deres tro og liv med Jesus.
Stephen selv tænker på efter dette år at blive munk i Pluscarden Abbey, som er det kloster i Scotland, hvor jeg selv skal på en forlænget retræte fra julen og tre uger frem.
Men her bor altså også Stehen og de andre frivillige giv-et-år-medarbejdere. De tager ud på skoler og i sogne på missioner, hvor de med musik og drama fortæller om deres tro og liv med Jesus.
Stephen selv tænker på efter dette år at blive munk i Pluscarden Abbey, som er det kloster i Scotland, hvor jeg selv skal på en forlænget retræte fra julen og tre uger frem.
De 44 Martyrers Dag - Fest i London
”Ad multos annos!” Den gamle lykønskningssang, som i årtier, hvis ikke århundreder, har været Det engelske Kollegiums slagsang, rungede gennem kælderlokalerne under en kirke i det centrale London. Den blev som altid sunget smukt og flertonigt med stor følelse, med patos og med fyldige og lettere berusede stemmer. Det var som det skulle være! Det var, som det altid havde været!Det var festdagen for Det engelske Kollegium i Rom. Det var festdagen for de 44 martyrer. Alle disse 44 var de blevet uddannet som præster på kollegiet i Rom. Alle var de taget tilbage til det dengang nu protestantiske England for at være vidner for Kristus og for at fastholde folk i deres katolske tro. Alle var de blevet fanget og havde lidt for deres tro. Og med Ralph Sherwin og Edumund Campion i spidsen var størstedelen blevet henrettet under de største pinsler.
Det var disse vidner for troen, disse tidligere medstuderende på vort kollegium, vi fejrede. Forud havde vi fejret en festmesse i klosterkirken ved det sted i Tyburn, hvor flere af henrettelserne havde fundet sted. Ikke færre end 105 led her martyrdøden for deres katolske tro. Det er på alle måde et vigtigt og historisk sted for det katolske England.
Og nu stod vi så der og sang rørte og berørte. Forud havde vi indtaget en hel del gin og tonics, en fantastisk middag, god italiensk vin og ikke mindst grappa. Gamle ustyrligt morsomme historier fra vores liv sammen på kollegiet var som gamle familiehistorier blevet fortalt og genfortalt. Nye historier var kommet til fra hver vores virke i Kirken. Vi havde leet, så tårerne trillede. Sidste nyheder var også blevet delt. Hvem af de gamle medstuderende fra Rom var syge og affældige? Hvem var døde? Hvem var det gået rigtigt godt for? Hvem oplevede stor modgang og var inde i arbejdsmæssige eller personlige kriser? Hvem var løbet fra det kald, som måske slet ikke havde været deres? Og mest smertefuldt af alt, hvem var han, der nu var i fængsel for en forbrydelse, vi knapt turde nævne? Pavens sidste rundskrivelse ”Spe Salvi” var også blevet diskuteret, kommenteret og havde fået megen ros med på vejen.
Jeg var selv lige ved at få tårer i øjnene, da jeg stod og så rundt på disse mine brave gamle medstuderende fra Det engelske Kollegium! Unge såvel som ældgamle! De flestes øjne røbede stadigt den stålsathed, som den de havde på deres ordinationsdagen, med hensyn til at ville forkynde, viderebringe og kæmpe for deres katolske tro. En modenhed vundet igennem mange års liv med Gud og mange års tjeneste for Kirken i medgang og modgang sporedes også. Men manges øjne røbede også den smerte, som andres såvel som egnes fald og nederlag havde påført dem.
Men gløden var der stadig! Den var der i øjnene. Den var der i stemmen, da de sang ”Ad multos annos”. Og hvad angik viljen til forsat at vidne for vor Herre Jesus Kristus, og om nødvendigt lide og dø for ham og for hans Kirke, så ville de fleste nok stadigt, da vi sent om eftermiddagen igen var ude i novemberregnen, gerne gøre Ralph Sherwins ord til deres: ”Hellere i dag end i morgen!”
søndag den 2. december 2007
DUK's årstema - Fr Paul's tanker
Fr. Paul ved sted, hvor flere af de 44 martyrer fra Der engelske Kollegium blev hængt, tortureret og maltrakteret for deres katolske tro. I det medfølgende klip fortæller han om deres skæbne, og om hvad deres vidnedsbyrd og offer har at sige til os i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
