Mens venter på et svar angående mit fremtidige virke...
Jeg elsker at være katolsk præst. Jeg elsker min katolske tro. Og jeg elsker at forkynde det gladeste budskab. Mit største ønske for min præstegerning er, at jeg må være der, hvor der er det største behov for præster, hvor jeg som præst kan nå flest muligt, og hvor mine evner kan bedst udnyttes.
I Danmark er der under 500 katolikker per præst. Alle har adgang til at høre Guds ord forkyndt indenfor en halv times afstand. Tilsvarende har alle adgang til de tegn på Guds store kærlighed, som sakramenterne er.
Men sådan forholder det sig slet ikke alle steder i verden. Rigtigt mange steder i verden er der så få præster, og kirkerne ligger så langt fra hinanden, at folk rent fysisk simpelt ikke har adgang til forkyndelsen af det gode budskab og til sakramenterne på regelmæssig basis.
Kirkens øverste myndighed har heldigvis i Moto Proprio Ecclesiæ Sanctæ (1966) og igennem lovene for Kirken (canon 271) heldigvis forsøgt at afhjælpe denne nød ved at åbne mulighed for, endda opmuntre til, og garantere rent juridisk, at præster kan flytte til områder i verden, hvor der er stor mangel på præster.
Igennem mange år har jeg følt mig kaldet til dette. Jeg kommer ud af en missionsfamilie. Min onkel og tante var i mange år missionærer i Tanzania. Min fætter har været missionær i Den centralafrikanske Republik. Og min kusine er pt. Missionærer i Jos i Nigeria.
Jeg har derfor kontaktet en række bispedømmer rundt i verden, hvor jeg ved, at de er få præster i forholdet til antallet af katolikker og i forhold til afstandene. Og jeg har sagt ja til en invitation til at besøge et par af dem.
Om det er det, Gud vil med mig i en kortere eller længere årrække, må Han mig vise. Under alle omstændigheder er jeg som præst bundet af mit lydighedsløfte til biskoppen og til Kirken.
Men hvad enten det er Moto Proprio Ecclesiæ Sanctæ eller min stedlige biskop, der i mit tilfælde får det afgørende ord, så håber og beder jeg til, at mit fremtidige virke må være båret af en klar vision.
En klar vision for, hvordan til gavn for flest muligt mine ringe evner bedst muligt kan udnyttes.
En klar vision for, hvor jeg geografisk bedst kan virke, og indenfor i hvilke sprogmæssige, aldersmæssige og etniske områder jeg bedst kan virke, så at jeg ved Guds hjælp kan nå flest muligt med det mest fantastiske budskab, som ingen kan leve foruden.
Må Gud lade det ske.
PS: Nogle vil måske indvende, at der også er præstemangel i Danmark. Min opfattelse er, at den præstemangel, der måtte føles at være i Danmark, i højere grad er af strukturel art end af reel art. Hvis man lukkede halvdelen af sognene i HT-området, ville katolikker i al almindelighed geografisk set i det store hele have den samme adgang til ordets forkyndelse og til sakramenterne, som de havde før omstruktureringen, og man ville tilmed have rigeligt med præster at disponere over.
